Hilsen fra André og Pernille

---

Kæreste alle sammen

CHUNG MUNG NAM MOI

Ja, rigtig glædeligt kinesisk nytår til Jer alle. Der har været total gang i den her i NAM, men deres største helligdag kører nu på sidste vers. Tét, som det vietnamesiske nytår hedder, medfører at store gader er lukket af, er udsmykket med blomster i alle varianter og høj musik, ikke at forglemme, drøner ud af kæmpe skrattene højtaler. Der brændes ufattelige mængder af papirpenge, dims og røgelsespinde af i templerne, mens fyrværkeri brager ude på de store pladser. Der er mindst 3 officielle fridage, men butikkerne/boderne begynde så småt at åbne 2. nytårsdag - her er der bestemt ikke noget der hedder lukkelov.
Vi er nu ankommet til Ho Chi Minh, Saigon. Det er en befrielse for sjæl og øre, at opleve denne kæmpe storby i deres helligdagsferie. Butikkerne/boderne er virkelig lukket, og mange er taget hjem for at besøge deres familier på landet. Virkelig skønt at se og opleve, de myreflittige vietnameser holde fri og nyde deres familie. Vi havde hørt at Saigon var et trafikmareridt i forhold til Hanoi - men det holder ikke helt stik i disse dage. Måske ændre vi mening, når vi komme tilbage hertil om 16 dage.
Hvad er der sket siden sidst? Pu ha en masse, så jeg må vist plukke bare lidt ud for at blive færdig i tide.
Vi har været på sejltur på Parfumefloden til Chua Thien Mu Pagoden, der betyder ”Den Himmelske Kvinde”. Vi opdagede her korruptionen på tæt hold, som er et stigende problem i Vietnam. Båden skulle betale 20.000 dong til det sejlende politi. Vores skipper vidste ikke, hvad pengene bruges til, men hvis han ikke betaler, skal der udfyldes diverse, og mange papirer, for at kunne sejle videre ned af floden. Ubehageligt at være vidne til. Senere, samme dag, så vi busser blevet stoppet på landevejen. Vores guide fortalte, at han tit så chaufføren give politiet penge, fordi de kun må have 40 passagerer med, men ofte har de op til 60 i bussen. Politiet lader dem så bare køre videre.
Nå, tilbage til båden der pludselig, midt i det hele, fik motorstop, så vi blev nød til at blive trukket af en anden båd det sidste stykke. Jeg fik så ondt af familien, der ejede og boede på båden, at jeg købte silkepyjamaser af skippers kone, til overpriser. I skulle have set båden….. Fire plastikstole vi kunne sidde på, en bred sivmåtte til at sove på, et enkelt lille åbent skab til familiens (skipper, kone og søn på 6 år) ejendele der bestod af lidt tøj, et kraftig farvet velour tæppe, en tørresnor og deres primitive køkken grej og blus. Drengen havde absolut intet legetøj og sad mest bare og kikkede på os. Vi var så kede af, at vi ikke havde vores glaskugler med, vi kunne have givet ham. Det slog os igen hvor forfærdelig primitive forhold rigtig mange vietnameser lever under, og hvad gør familien nå sønnen er gammel nok til at komme i skole??
Da vi var kommet os over vores sejltur, var det tid til at koncentrer sig om pagoden vi var sejlet ud for at se. En trappe fører op til det 21 m høje ottekantede og syv etager høje tårn Phuoc Duyen som oversat betyder "Lykke og Nåde". Chua Thien Mu Pagoden var forholdsvis simpel fra starten, men i 1714 lod fyrst Nguyert Phuc opføre mange nye bygninger. Pagoden blev igen ombygget under kongerne Gia Long og Minh Mang, og i 1844 lod kong Thieu Tri tårnet Phuoc Duyen opføre. Hver af de syv etager indeholder en Buddha-statue, der repræsenterer Buddhas syv jordiske inkarnationer. Det siges også at Buddha gik 7 trin/skridt, da han blev født. Omkring tårnet ligger nogle mindre bygninger der er fra begyndelsen af 1700-tallet. En 2200 kg tung klokke blev støbt i 1701, og en mindesten fra 1715, der står på ryggen af en marmorskildpadde og fortæller pagodens historie. 6 statuer af skytsånder, vogter pagoden der indeholder en forgyldt statue af den leende Buddha.. Skytsånderne har ofte et vredt udseende, for at fjerne al ondskab og dårligdom fra menneskerne der besøger stedet.
Vi så selvfølgelig munke i området. Det er ofte fattige bondedrenge, der bliver optaget i munkeskole. Alle har næsten helt plysset hår, men de yngste (6 år) har tre totter og lærlingene en tot hængende, og de bærer grå dragter. Når de er store nok til at vælge om de vil være almindelig borger eller munk, bliver de helt plysset og har brune dragter på. Det er hårdt at være munk. Alle står op klokken 05 for at bede en time, dernæst skal de i almindelig skole. Når de kommer hjem skal de i buddhistisk skole. I deres ”sovesal” ligger de på en briks/kasse hvor deres egne personlige ting er opbevaret. Vi gav dem en bold til at spille med. Der var intet på væggene og salen fungerede også som klasseværelse. Sofie og Theo var noget rystet over disse drenges skæbne, både den gode og dårlige.
Der står en lyseblå Austin Martin opstaldet på område, den har sin egen historie - vil I høre den?? Nu får I den altså bare. Siden 1930'rne har pagoden været kendt for opposition mod magthaverne - først mod de franske kolonisatorer, siden mod Sydvietnams diktatoriske præsident Ngo Dinh Diem, som havde beordret sine soldater til at angribe demonstrerende buddhister i Hue i 1963 (præsidenten forbød nemlig buddhisme). En af munkene fra Thien Mu-pagoden, hans navn var Thich Quang Duc, kørte i sin lyseblå Austin til Saigon og brændte sig selv under overværelse af udenlandske journalister og tv-hold, der havde fået et tip om, at noget usædvanligt var under opsejling. Afbrændingen var selvfølelig i protest mod forbudet mod at være buddhist. Mange mennesker i vesten var rystet over hændelsen og over præsidentens svigerinde Madame Nhu, der proklamerede sin glæde over selvmordet som hun kaldte ”a barbecue party”, hun sagde: ”Lad dem bare brænde, jeg vil klappe i mine små hænder i mens”. Denne udtalelse gjorde det ikke bedre for den betydelige afsky som befolkningen havde til præsidents Diem’s regime. I november blev både præsidenten og hans broder Ngo Dinh Nhu (Madame Nhus mand) myrdet af deres egne soldater. Madame Nhu var til hendes held udenlands på det tidspunkt. Der kom herefter en ny præsident som tillod buddhismen igen.
Vi har været i Hué hvor vi har se den Forbudte by, og de imponerende kongegrave. Ja, vi vovede faktisk at leje cykler og bevæge os ud på en længere tur til en kongegrav der lå udenfor byen - det siger sig selv at bare cykelturen var en oplevelse, og fantastisk med den kontakt det giver til lokalbefolkningen.
Da vi kørte fra Hué mod fiskerbyen Hoi An, skulle vi selvfølelig se og høre om Cham folket. De var hinduister, og Sofie var meget optaget af deres Siva gud og Ganesa gud, måske hun kan fortælle lidt om dem, når vi kommer hjem.
I Hoi An skulle vi selvfølelig, ligesom alle andre turister, have syet tøj af nogle af deres smukke silker. Sikke et cirkus, men det lykkes os at få syet fine kjoler, skjorter, jakker og sko, nu må vi se hvordan det ser ud, når vi har det på i den danske kultur, og gud ved om det holder til vask eller dry clean. Byen er sød, stilfærdig og charmerende. Her er en del flere turister og bedre spiseforhold, så vi oplevede turismen positivt. Vi boede i det gamle kvarter, hvor UNESCO i begyndelsen af 1980érne tog initiativ til en restaureringsplan, der skulle kortlægge og beskytte Hoi Ans gamle kvarterer og historiske monumenter. Hvert år oversvømmes byen nemlig flere gange af voldsomme regnskyl, og det betyder selvfølelig at husenes trækonstruktioner nemt bliver beskadiget. Vi nød at bo på vores fantastisk beliggende hotel, med altan ud til pool, og smukke blomster, træer og have.
Vi fløj d. 5. februar til Mui Ne i 30 grader, hvor vi skulle bo på et super fedt ressort midt ude i ingenting - og det var det. Skønt vi ikke skulle høre dytten, men vi fandt dog hurtig ud af, at vi skulle høre noget andet. Vi boede i de ”fedeste” bungalows helt nede til pool og vandet - det sydkinesiske hav - stranden var fyldt med skaller, og miss shell digger gik straks i gang - nu håber vi bare hendes fund overlever de næste 8 flyvninger. Her i Mui Ne mødte vi virkelig flommefede turister - og sådan nogle, der lægger sit håndklæde på solvognen kl. 06.00 for at reserve - bestemt ikke noget for André og jeg. Men André står jo som altid tidligt op, så vi lagde da også bare vores ud…….. Vi mødte en del folk fra Finland, Sverige, Rusland, Tyskland og Holland. Det er bestemt ikke blevet til mange danskere - hvor er I alle sammen? Disse turister var med bla. Finske Apollo og Svenske Ving rejser. Typisk brugte de 2 dage i Saigon og 11 dage på ressortet, og så hjem igen. Vi fatter simpelthen ikke, at man rejser så langt for at være så mange dage på et ressort. Der blev drukket meget sprut. Vores ene bungalow lå ved siden af nogle svenske unge fyres - kan I gætte hvor sjov vores første nat var med deres fest? Jeg hidsede mig dog tilstrækkelig meget op næste dag til at det ikke gentog sig, og der kom en lille undskyldning.
Den 6. februar begyndte Tét. Vi var til super pool party med band og kinesisk ”løvedans” optræden. Stor BBQ og alle var glade. Næste formiddag dansede ”løverne” rundt på hele ressortet for at samle penge ind, vi havde lagt i røde kuverter på vores terrasser. Theo har været syg med feber, så det var sjovt for ham, liggende i en kæmpe dobbeltseng, at se disse svedige løver på tæt hold.
Efter disse 3 ”slap af dage” blev vi hentet og skulle på en 5 timer lang køretur til Saigon, sejt!! Men som altid interessant at se landskabet fyldt med knallerter.
Nu er vi, som skrevet først i brevet, i Saigon. Inden vi tog fra DK gjorde vi et stort nummer ud af at lære at sige Ho Chi Minh city, da det var det der stod i guide bogen. Men alle hernede siger Saigon, så det gør vi også. Har spurgt guiden om det har noget at gøre med at folket her i sydvietnam ikke er lige så begejstret for Ho Chi Minh, som de er nordpå? Og ja, det kan da godt være. Har haft lange og mange samtaler med vores guide om kommunisme, korruption og krig, virkelig udbytterigt og vi suger det til os. Han er en ung fyr på 34 år, der stille spørgsmål ved mange af livets aspekter.
Den første aften i Saigon, var vi som sædvanlig ude at spise vietnamesisk, det et efterhånden ved at blive bare lidt trættende, men pludselig kom der den smukkeste, fine, lille langhåret værtinde hen til os, bærende på et lille træ lavet af ferskengrene (uundværligt her i Tét). Træet var fyldt med røde kuverter der alle indeholdt en lille gave. Vi fik gavekort på 200.000 dong, og 2 ekstra retter den aften. Hold da op hvor vi spiste løs af kammuslinger, nudler, nødder, glasnudler, ris karryretter etc. og da vi kom hjem til hotellet lå der igen røde kuverter på hver vores hovedpude, disse indeholdte hver 2000 dong - så sikken fest….
I går var vi på city sightseeing hvor vi brugte en del tid i Museet for krigsminder. Det var et rystende besøg med de mange billeder af grusomheder begået under Vietnamkrigen. Sofie og Theo besluttede sig for bare at gå lidt rundt, ikke bruge så meget tid på det allerværste i udstillingen og i stedet finde ud af om der skulle købes souvenirs. Vi prøvede at hjælpe dem med at sætte ord på alle de væmmelser og triste tanker dette museum giver én, og det blev lidt bedre da vi senere på dagen besluttede at bryde vores planlagte program, og gå i Saigon Zoo - her fik vi lov til at røre en ung orangutang - den var bare så sød!!!
I dag har vi set og været i de berømte 200 kilometer lange Cu Chi tunneler. De spillede en væsentlig rolle i krigene mod franskmændene og Amerikanerne. Tunnelerne havde ikke blot funktion som husly for Viet Congerne, og base for deres overraskelsesangreb, men modstandsfolkene fik også sympati fra de mange omkringliggende landsbyer. Ikke mindst da bombardementerne blev fulgt op af en total ødelæggelse at landområderne med bulldozere og dioxinholdige afløvningsmidler (agent orange), der ødelagde alt.
Nå, nu er jeg træt af et skrive og I må høre mere om disse rædselsfulde tunneler, Vietnams 2. barnspolitik, vores lanterne workshop, silkefarm etc. når vi ses.
Sofie og Theo har været overlykkelige for breve fra 4. D og 7. D, her mærkede vi for første gang, en smugle hjemve….
På tirsdag kører og sejler vi ind over Mekongdeltaet. Dagen efter ud til Rach Gia, hvor vi så skal sejle ud til øen Phu Quoc. Disse dage er lidt hårde med MANGE indtryk, men igen utrolig spændende historie - Så det bliver dejligt at komme på badeferie.
Pas godt på Jer selv alle sammen, vi ses snart. Vi lander i lille Danmark tirsdag d. 26. februar tidligt morgen, og skal så bare fluks hente vores marsvin. De har også fået mange tanker, mens vi har været væk, og hvor vi bare skylder vores super marsvinpasser!!!!
…So long until later…
Tusind 40 grader varme kram fra
Miss Sofie, Theo, André og Pernille

---

Comments

[mor/ole]

hold da helt op
Kære alle, nu er det hele ved at være slut. Hvor har I oplevet meget og delt det med os. Det var sjovt at Sofie lige ramte mig på hyggesnakken. Hvordan går det med lektierne? eller er der skolebøger i kasserne her! Her har vi forår alt pipler op a l t for tidligt, men rart er det. Vi står i lufthavnen med tagbagage på bilen, kender Perniles samlermani. næste tirsdag. Vi har vinterferie i halvdelen af landet, bla. kusinerne, så de kommer her torsdag, og vi skal lidt ud fredag. Alt vel på alle fronter, nyd nu de sidste uger, kærlige tanker fra os