Lortedag! (8.-9. februar)

---

---

Da vi havde fået nok af scooterkørsel i denne omgang valgte vi at sejle videre fra ”Happy Family Guesthouse” indtil byen Cai Be, hvor vi skulle tage bussen mod kystbyen Rach Gia og have en enkelt overnatning inden vi om morgen skulle med færgen mod paradisøen Phu Quock i det allersydligste af Vietnam, tæt på grænsen til Cambodja, hvor vi havde bestilt 5 overnatninger i et resort kaldet ”The Venue” gennem airbnb.

Turen bød dog på flere udfordringer undervejs, da Lua startede med at tabe ”Nusse” i Mekong River på vejen til Cai Be. Vi fik båden til at vende om men på trods af anstrengelserne måtte vi erkende at ”Nusse” nok må tilbringe resten af sine dage på bunden af Mekong. Her prøvede vi som forældre at lære Lua en vigtig lektie på den hårde måde: ”at ting ikke altid kommer tilbage, når man taber dem” (Vi har dog stadig to ”Nusser” tilbage). På vejen havde vi fået følgesvend af en ældre herre ved navn Kaiyo som også skulle til Phu Quock. Vi fandt sammen frem til busstationen efter en omkring 20 min lang gåtur i 30 graders varme med fuld oppakning langs den lokale hovedvej (uden fortov). Efter en times ventetid og en god hyggesnak om de amerikanske forhold og Trump med Kaiyo (Kaiyo er oprindeligt Finne men har både boet i Sverige og nu i USA), fik vi adgang til vores bus. Da vi havde bestilt billetterne lidt sent, havde vi fået de bagerste pladser i bussen som eftersigende skulle være de dårligste i den ellers udmærkede sovebus. Dette gav ret god mening, da vi måtte ligge 5 voksne mennesker+ Lua ved siden af hinanden i et lille rum med en halv meter til loftet (der var to etager på bussen) uden nogen form for udluftning andet end en vifte vi lånte af en lokal munk, som lå sammen med os. Dette var en lidt hård tur på omkring 3 timer, som ikke gjorde det bedre af at Benjamin havde haft kraftig diarré hele natten før samt mavepine, og Simone havde en virkelig dårlig toiletoplevelse, da hun var blevet spærret inde sammen med minimum 10 rotter på et lokalt toilet efter et kort stop. Hun vendte tilbage til bussen, skrækslagen, med en meget høj puls og uden at have fået tisset. Vi overlevede dog alle sammen turen dog uden at få sovet nogen af os overhovedet.

Da vi endelig ankom til byen Rach Gia, blev Simone utrolig lettet over, at vi kun skulle bruge en enkelt nat på det Hotel vi havde bestilt. Her var ejeren den eneste ansatte, og dårlig engelsk talende, vi fik ikke det værelse vi havde bestilt, men i stedet et rum, hvor udsigten var en beton bygning en meter længere fremme, den ene væk var polstret med et stort menukort, der var ingen udluftning på toilettet som stank! Og der løb vand ud fra væggen under toiletvasken. Ejeren var dog sød og hjælpsom med bl.a. at ringe til busselskabet, da vi både havde glemt Simones dyrebare pude og Lua’s ene sandal på bagsædet.

Efter en god lang lur på en sten hård madras skulle vi have noget mad. En bemærkselsværdig ting ved byen Rach Gia var at alle restauranter var lukket kl. 18.00 om aftenen. Dette førte til flere frustrationer hos enkelte personer i rejseselskabet og blev ikke bedre af, at de eneste køkkener, der var åbne var de lokale gadekøkkener (som eftersigende ikke er særlige hensigtsmæssige at spise på med et lille barn), hvor Ingen tilsyneladende kunne snakke engelsk. Dette gav sproglige udfordringer, som desværre førte til misforståelser omkring forståelsen af, om der skulle kød i maden eller ej  Aftenen blev brugt på trøstespisning, med slik, serier, film og afslapning på hotellet.

---

Comments

[Gideon Nielsen]

Lortedag er Bedre end Skoddag
Lyder som om det var godt nogle dele af turen ikke var længere :-D