Junglevandring og overnatning i de lokale landsbyer


Advertisement
Thailand's flag
Asia » Thailand » North-West Thailand » Chiang Mai
February 3rd 2015
Published: February 11th 2015
Edit Blog Post

På vej mod junglen




Så var det i dag vi skulle af sted mod junglen. Det skulle nok blive sjovt! Jeg var så klar som jeg overhovedet kunne blive. Tasken var pakket, en del af tingene var blevet taget ud af den og jeg havde rigeligt med vand. Så var det bare afsted.

Første stop på vejen var turist politiet. De skulle tjekke vores pas og så fortalte de os en del skræk historier om tidligere turister der ikke havde opført sig ansvarsfuldt. En del af dem endte med at en af turisterne døde. Det var virkelig trist og det afskrækkede os helt klart fra at gøre noget dumt på turen.

Efter turist politiet skulle vi til et marked for at købe de ting vi manglede. Jeg købte en lommelygte, da det var det eneste jeg ikke havde med mig. Jeg købte også nogle vandballoner til børnene i landsbyerne. Jeg var så klar til at skulle af sted mod junglen. Vi fik lige en smoothie inden vi skulle afsted til det næste stop, uhm :b

Vandfaldet



Næste stop var et vandfald. Jeg glædet mig så meget til at se det! Jeg har aldrig set et rigtigt vandfald. På markedet havde Ken købt nogle fisk, som vi alle troede vi skulle have til frokost. Vi synes det var utroligt synd og lidt ulækkert. Da vi alle havde skiftet til badetøj og var klar til at gå mod vandfaldet, tog Ken fiskene med. Han ville gerne have at vi skulle sætte dem fri i bækken. Det var så sødt! Han spurgte hvem der havde lyst til at gøre det, men vi stod alle lidt tøvende og kiggede lidt. Jeg tog mig sammen og gik frem mod ham og tog fiskene, selvom jeg ikke var helt klar over hvad det var jeg skulle gøre. Jeg tog posen med ud i vandet og satte fiskene fri imens jeg ønskede noget godt for hele gruppen. Det var virkelig skønt at se de søde små fisk skynde sig mod strømmen. De var så søde!

Bagefter gik vi over til vandfaldet. Vejen derover var utrolig smuk! Da vi kom frem til vandfaldet tabte jeg kæben. Det var utrolig smukt og fredfyldt! Jeg kunne ikke vente til at komme i vandet! Jeg skyndte mig hen på ”stranden” fik smidt mine ting og så var det ud i vandet! Det var fantastisk! Det var så forfriskende og lækkert! Jeg var den første der var i vandet og jeg nød det! Det var lidt koldt, men så snart jeg havde været under i et par sekunder så mærkede jeg det ikke mere. Det var en sjov følelse at være under vandfaldet. Det var virkelig lækkert! Der var mange af de andre der ikke hoppede i vandet, men jeg havde ikke lyst til at skulle op af det igen. Det skulle vi desværre, da vi skulle videre, men jeg ville gerne have tilbragt flere dage i den lille oase.

Vi skulle lige forbi et sted, hvor de havde mad klar til os, inden vi skulle ud på vores vandring i junglen. Det var en simpel, men yderst lækker frokost. Det handlede bare om at få maven fyldt op, så vi havde masser af energi til vandringen.

Jungle vandring – første del



Vi kørte fra frokoststedet op ad en bumlet vej til junglen. Da vi kom frem var det på med rygsækken og så afsted. Den første del var virkelig hård, da det var op ad bakke og stien var meget snæver. Jeg pustede og prustede, jeg burde virkelig dyrke noget motion derhjemme, men det var en fantastisk udsigt. Vi gik inde imellem mega høje træer og vores guides jokede med os, da de kunne pege på en gren og sige ”oh no a snake!”. De var geniale, da de gjorde vandringen rigtig sjov, hvilket gjorde at det var nemmere at holde ud at den var lidt hård. Det var meget mere behageligt da vi gik ned af bakke, hvilket vi gjorde på hele den sidste del. Vi endte med at zigzagge ned af bakken for at skåne vores knæ. Naturen inde i junglen er så fantastisk smuk! Jeg ville ønske vi havde haft mere tid til at nyde naturen og øjeblikket, men vi skulle gå i et jævnt tempo for at nå frem til landsbyen i tide.

Da vi nåede frem til landsbyen, blev vi vist rundt og hilste på nogen af indbyggerne. VI havde stadig vores tasker på og vi var alle rimelig færdige. Vi havde en masse balloner med til børnene og de var vilde med dem! Det var virkelig interessant at se landsbyen. Alle hønsene gik frit rundt omkring. De ligner ikke dem vi har i DK. De var meget mindre. Deres haner var vildt flotte, stadig mindre end i DK, men de havde virkelig flotte farver. Alle husene havde en gris bundet til en af pælene. De lever på en helt anden måde end vi gør og deres indretning er meget simpel, men yderst nyttig.

Da rundvisningen var færdig, blev vi vist til vores sovekammer. Det var et stort rum med en masse madrasser og myggenet. Vi kunne gøre hvad der passede os nu. Jeg gik ned og fik en skyller i bækken. Det var dejligt forfriskende! Bagefter kunne vi hjælpe til med maden. Vi var rimelig mange der hjalp til med at lave forårsruller. Det var så hyggeligt! Det var også rart at vide, vi havde hjulpet lidt. Da vi var færdige med at lave forårsruller skulle vi bare vente på at maden blev færdig. Der gik ikke særlig lang tid, før der stod et festmåltid af den anden verden på bordet. Det var så crazy, hvor meget forskelligt mad de kunne lave i deres relativt primitive køkken. Det var det bedste thai mad jeg havde smagt indtil videre! Forårsrullerne var også virkelig lækre 😉

Hygge og spil rundt om bålet



Efter aftensmaden satte vi os over til bålet og snakkede og slog maver. Vi havde spist alt for meget! Vi kunne simpelthen ikke spise op, men heldigvis gik maden ikke til spilde. Nogle af indbyggerne var blevet inviteret over til rester, så alt maden blev spist op.

Vi startede med at spille lidt forskellige spil, hvilket var super hyggeligt. Vi spillede blandt andet tabu igen og det er virkelig genialt, specielt for os der ikke har engelsk som vores første sprog. Man får i hvert fald brugt sine hjerneceller. På et tidspunkt kom vores guides, Sami og Oohlalah og gav os nogle gåder med tandstikker. Det var genialt, da vi alle havde virkelig svært ved at løse dem, fordi vi tænkte alt for meget over det, løsningen var næsten altid ligetil. Vi morede os dog gevaldigt med det indtil vi skulle til at finde vores seng. Første nat i junglen, det skulle nok blive interessant. Jeg var så taknemlig for Ea’s sovepose og Christians lagnpose. Jeg sov fantastisk og frøs ikke, det var lækkert!

Jungle Vandring – anden del



Det var relativt tidligt op og spise en hurtig morgenmad inden vi skulle videre på vores vandring. I dag skulle vi vandre en del længere end i går. Vi vandrede ca 5-6 km i går, i dag skulle vi vandre 10-13 km. Ken havde sagt at, i går var babyruten og i dag ville blive ekstra hårdt. Vi satte vores forventninger til at vi ville være fuldstændig udkørte når vi kom frem. Det viste sig dog at vi fik den blidere rute i dag, da der var en i gruppen der havde astma, så vi vandrede ad en meget behagelig og hyggelig rute. Det var hårdere i går.

Vi gik over rismarker og igennem mere af junglen, men det var stadig lige så smukt og fantastisk som i går. Jeg ville virkelig ønske at vi havde haft tid til at sætte os ned og nyde udsigten og øjeblikket, men vi havde en tidsplan, så det var bare videre igen. Alle var enige om at vandringen i dag var meget nemmere end den i går.

Da vi ankom til den anden landsby gik vi direkte over til vores sovesal. Vi skulle først have frokost før det var videre i dagens program. Det var så rart at få rygsækken af. Det første vi gjorde var at smutte ned i floden og bade. Strømmen var rimelig stærk, så man skulle ikke bare lade sig glide med. Da vi var blevet frisket op, gik der stadig lidt før maden var klar. Imens vi ventede blev Estrid og jeg hevet ind i køkkenet for at holde en død slange op. De havde fanget den dagen før og de ville lave slangesuppe til dem der havde lyst til at smage om aftenen. De havde også rotter i en skål. Tja hvis der var nogen af de andre der ville smage det, skulle de da have lov.

Efter vi havde fået frokost, havde vi lidt tid til lige at nå en lur, inden vi skulle fodre og bade elefanterne. Det glædede jeg mig virkelig til.

Elefanter og fodbold på skolen



Vi blev vækket fra vores lur, ved at Ken råbte at elefanterne var kommet. Da vi kom ud fra sovesalen, var der en elefant lige ude foran vores balkon. Det var virkelig crazy. Vi var helt oppe at kører alle sammen, da ingen af os havde været så tæt på en elefant før. Vi fulgte den ned til floden, der var i alt fire elefanter nede ved floden. Vi startede med at fodre dem med bananer. Det var så sjovt! Deres snabel kom søgende over mod en, indtil de fandt bananen. Det var så hyggeligt! Efter at de havde fået alle bananerne skulle vi bade dem. Deres træner fik dem til at gå ud i floden, hvor de lagde sig ned. Vi tog spandene, hvor der havde været bananer i med, så vi kunne kaste vand på dem. De så ud til virkelig at nyde det! Det var virkelig sjovt at pjaske vand på dem! Deres hud er meget speciel. Den er meget ru og hård og de havde en masse stride små hår over det hele. Det var virkelig interessant at ae dem. Jeg håber virkelig at de behandler dem godt, men det virkede det til at de gjorde. Det er et meget imponerende dyr. Da vi var færdige med at fodre og bade elefanterne skulle de tilbage til junglen. De går bare frit rundt inde i junglen. De havde nogle store klokker på, så man altid kan hører, hvor de er, når de går rundt inde i junglen.

Efter elefanterne havde vi en times pause inden vi skulle over og sige hej til eleverne på den lokale skole. Vi valgte at fordrive tiden med et spil(som altid). Denne gang var det Mafia. Det er et slags kortspil, hvor man får tildelt en rolle og der er en fortæller. Rollerne var enten civil, doktor eller morder. Der var en doktor og nogle gange to mordere, det kom an på hvor mange der spillede. Det var et hyggeligt spil, hvor det for morderen handlede om at være en af de sidste tilbage i spillet for at vinde.

Da vi gik mod skolen mødte vi et par børn på vejen der fik en ballon. Da vi ankom på skolen blev der delt balloner og legetøj ud. Da alt var delt ud skulle der spilles fodbold. Det var drengene fra gruppen og to af pigerne der stillede op fra vores side. Resten af os tøser var tilskuer. Ja jeg spillede ikke med, jeg skulle jo nødigt få for meget motion på en dag :b
En af drengene fra G-adventures ramte en af de små drenge fra skolen i hovedet to gange. Det var så uheldigt og den lille dreng kom til skade en gang mere, men jeg er ikke sikker på hvad der skete der. Han så dog ud til at komme sig rimelig hurtigt. Da de var færdige med spillet, som g-adventures tabte, skulle vi tilbage og vente på noget aftensmad.

Aftensmad, ping, pong, pang og aske i ansigtet



Vi spillede mafia imens vi ventede på maden, vi kunne desværre ikke hjælpe til denne gang. Endnu engang var der mange lækre retter, så vi kunne spise til vi revnede. Vi fik som altid også ananas, hvilket jeg er mega fan af. De smager sindssygt godt hernede!!

Da maden var spist og taget væk, spillede vi lidt mere mafia. På et tidspunkt kom en af vores guides og forklarede et nyt spil til os. Det hed ping, pong, pang. Det drejer sig om at man sidder i en cirkel og så er der en der starter med at sige ping, og så går det venstre om, så den næste siger pong og den sidste siger pang og peger på en i cirklen der så skal smile og dem der sidder på hver side af den pågældende person skal kaste armene op og sige hey! Lyder virkelig simpelt, meget svært i praksis, da det ikke altid var lige til at se hvem der blev peget på. Straffen for at gøre det forkert, var at man blev malet i hovedet med aske. Jeg endte med at være sort i hele ansigtet. Jeg var vildt dårlig til det! :D Det var dog yderst underholdende! J

Bamboo rafting



Der var ikke mere vandring for denne gang, nu skulle vi bare ombord på bambooraften og ned ad floden. Det skulle nok blive sjovt. Vi havde fået en pose, som vi skulle putte inden i rygsækken for at undgå at vores ting blev våde. Da vi gik ombord på raften var det tydeligt at vi ville blive våde, hvis vi satte os ned, da raften var lidt under vand. Det skulle nok gå, vi havde klædt os på, så det ikke gjorde noget at vi blev våde. Klokken var dog kun 8.30 om morgenen så det var rimelig køligt at have shorts og t-shirt på. Det ville blive varmere i løbet af dagen, men lige der havde jeg mest lyst til at have lange bukser og en langærmet bluse på.

Det var en virkelig hyggelig måde at blive transporteret på, selvom vi blev våde. Drengene på vores flåde valgte selvfølgelig at plaske vand på os. Boys will be boys… Det var rimelig interessant når raften ramte sten, da man kunne mærke det, men da bamboo er virkelig stærkt skete der intet. Der var en del steder, hvor strømmen var lidt ekstra stærk og der var masser af sten. De steder var det altid lidt mere bumlet at komme frem.

Vi holdte ind et sted, for at gå på toilettet og købe lidt snacks. Der var en ko der brægede rigtig meget og på en rigtig sørgelig måde. Vi fik af vide at dens 10 dage gamle kalv lige var død den morgen. Det var så sørgeligt! Vi blev alle sørgmodige der, da det var hjerteskærende at høre den kalde på sin baby.

Med lidt tungere hjerter, grundet kalvens sørgelige skæbne, tog vi videre ned ad floden. Der var en del flere snævre steder, med mange sten. På et tidspunkt var Melissa og Emma nød til at stå af, da vi ikke kunne være så mange på raften. Lidt længere nede af floden fik vores guide ikke navigeret os udenom en stor sten, hvilket resulterede i at dem der stod op væltede forover. Jeg sad heldigvis ned, så jeg faldt ikke så langt, men jeg gjorde faldet blødere for Melissa, der faldt ned over mig. Det gjorde dog ikke ondt og jeg fik ingen skrammer. Efter det var der heldigvis ikke særlig lang tid tilbage før vi skulle stå af og have lidt frokost inden det var tilbage til hotellet. Den sidste del var meget mere rolig og vi kom da nogenlunde helskindet frem. Det var en hurtig frokost og så videre mod hotellet. Det skulle blive godt at kunne slappe lidt af og få vasket noget tøj.


Additional photos below
Photos: 80, Displayed: 33


Advertisement



11th February 2015

Underholdende og meget beskrivende historier. Kom til at grine højt da jeg læste om ping, pong og pang. Måtte læse den højt for Torben...

Tot: 0.229s; Tpl: 0.07s; cc: 7; qc: 23; dbt: 0.0171s; 1; m:saturn w:www (104.131.125.221); sld: 1; ; mem: 1.2mb