Advertisement
Published: February 2nd 2010
Edit Blog Post
Tirsdag den 2.2.2010
Kære alle.
Bloggen har holdt pause et lille stykke tid. Det er ikke fordi at vi ikke har opleve noget - tværtimod. Tiden er bare løbet fra os.
Vi er nu tilbage og bloggen vil løbende blive opdateret.
Vi håber I kan holde varmen. Vi har læst lidt om snevejr og den slags. Vi har også haft det koldt i Hanoi, hvor vi blev nødt til at have en trøje på om aften. Det er heldigvis slut nu. I morgen tager vi til Saigon, hvor der er omkring 30 grader...
Mange kærlige hilsner fra os alle 5
Onsdag den 13.1.2010
Hjaltes feber er stort set forsvundet og det er jo herligt når vi skal væk herfra. Busselskabet henter os fra hotellet kl. 9.30. Da de ikke er kommet kl. 9.35 be’r vi personalet på hotellet om at ringe og spørge om de husker at hente os. De fortæller, at busselskabet sjældent er præcist, nogle gange kommer de mere end en time for sent. De ringer dog og forsikre os om, at de er på vej.
Der kommer endelig langt om længe en sawngthaew. Den er tom og det
viser sig, at vi ikke er de eneste der skal hentes, så vi kører det meste af byen rundt inden vi ender ved bussen, ca. 100 meter fra hvor vi boede. I sawngthaewen er der god stemning, og vi får hilst og talt med flere koreaner, der skal med samme bus. En langhåret tysker stiger også på. Han ligner Neal fra 80’er serien ”The young ones” på en prik (Neal er hippien, for dem der skulle have glemt det).
Anne får tilkæmpet sig fem sammenhængende pladser i VIP bussen, der i øvrigt ikke er meget VIP over. Men som tidligere nævnt så står VIP jo også kun for, at bussen ikke tager flere personer op end bussen har sæder, og at den har aircon. Det sidste var rigtigt det første kneb det med, da det viste sig, at der var to passagerer mere end der var sæder. Tyskeren fra før - Hyco - havde travlt med at ryge, så han nåede ikke at få et sæde. Det er der naturligvis råd for. På den nærmeste restaurant låner chaufføren en plastik skammel og på en tankstation en havestol, og så er der lige pludselig pladser til alle, og bussen er
igen en VIP bus. Hyco får plastik skammelen og så er vi af sted.
Den gode stemning fortsætter i bussen. En australsk familie vil vide om danskerne er glade for Mary, for de er i hvert fald glade for at have fået en prinsesse. Hyco er meget talende og taler rigtig godt engelsk. Han er musiker og har den sidste uge boet hos en lao familie, der dog nu synes at han skal ud og se landet, og har sendt ham nord på. Datteren i familien er tidligere søn i familien, hvilket er noget mere usædvanligt her end i Thailand.
Turen til Vang Vieng tager ikke mere end de tre timer vi var blevet sat i udsigt + en halv time til at finde stole og komme af sted osv. Ikke så dårligt gået.
Hyco er med sine egne ord blevet ungernes tyske halvbror og har sluttet sig til familien. Vi er jo en rummelig familie, og med Signe i Danmark, så har vi vel også plads til en langhåret tysker. At han er 35 år gør dog ikke, at vi som forældre kommer til at føle os yngre.
Hyco har besluttet at undervise sine nye
søskende i engelske og det går rigtig godt. De er med på ideen og får talt en del sammen.
Vang Vieng er en festby der ligger i meget smukke omgivelser. Vi finder en bungalow lige ned til floden. Det hele virker meget fredeligt her sent på eftermiddagen. Vi ser de sidste komme ned af floden i baderinge (tubing) hvilket stedet er meget berømt for.
Om aften er der høj musik fra vores nabo der viser sig at være en bar. Vi var dog blevet advaret om, at der kunne være høj musik til midnat. Det var der også. Faktisk havde vi gratis musik hele natten.
Torsdag den 14.1.2010
Freja, Julie og Hjalte har sovet godt. Vi andre har sovet knap så godt. Da musikken endelig sluttede var det næste hanen der begyndte at gale. Vi har talt med Hyco om at tage en kajaktur på floden, men bliver enige om at tage videre, i håbet om at finde et bedre sted at sove i Luang Prabang.
Turen til Luang Prabang er berygtet for sine mange bjerge. Der er ca. 230 km., og turen tager mellem fem og otte timer.
Vi beslutter os for at tage
en minibus, der er lidt mere komfortabel i bjergene end en VIP bus. Der er plads til 11 personer i en minibus, og de bliver fyldt helt op, så vi tager en for os selv sammen med Hyco. Vi får en bus til en rimelig pris på 900.000 Kip (540 kr.). Normal prisen er 110.000 kip pr. person. Når man tager en privat minibus afhænger prisen af en eller anden årsag af antallet af passager. Og har man bussen for sig selv, kan man selv bestemme pauser osv. Og pauser er vi glade for i familien…
Busturen lever op til sit rygte. Efter 50 kms kørsel rammer vi bjergene og de fortsætter resten af vejen. Sving efter sving kravler vi os op og ned. Time efter time. Landskabet er meget flot med bjerge hele vejen rundt og små landsbyer langs vejen. Overalt hvor vi kører er der de sædvanlige dyr der løber på vejen. Der er også mange mennesker der samler strå. Hele vejen bliver der samlet strå. Stråene bliver samlet i små bundter og slået mod asfalten, så der er grønt med pollen over store dele af vejen. Både børn og voksne står langs vejen og på vejen
med deres strå. Vi tror at stråene skal bruges til koste, men er ikke helt sikre.
Det er fattige landsbyer langs vejen. De fleste steder er der ikke vand og elektricitet. Det sidste ser dog ud som om, at det er ved at blive gravet ned langs vejen. Vi ser folk flokkes om vandboringer der er lavet forskellige steder af fransk Røde Kors. Når man nærmer sig en vandboring, er der en mindre folkevandring af mennesker, der skal hente vand og/eller have et bad.
Syv timer efter afgang er vi i Luang Prabang. Både Julie og Hjalte har brækket sig under vejs, og turen var lige så slem som forventet. Vi er dog glade for, at vi tog en minibus og at vores chauffør var flink til at holde ind, når vi havde brug for det.
Det er mørkt da vi ankommer til Luang Prabang. Vi har svært ved at finde et hotel, men endelig lykkes det. Hotellet ligger fint lige ned til floden og er rigtig billigt. 120.000 kip (72 kr.) for et værelse med fire senge og gratis bananer. Og med så meget andet, så er kvalitet også derefter. Vi har dog varmt vand og
familien der har guesthouset er meget flinke.
Musikken blev denne nat leveret af områdets katte, der skreg det meste af natten.
Advertisement
Tot: 0.125s; Tpl: 0.012s; cc: 7; qc: 45; dbt: 0.0786s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.1mb