Sumatra

---

Vi befinder os i oejeblikket paa Sumatra, i en by der hedder Bukittinggi, hvor vi har vaeret siden i forgaars. Siden sidst har vi faaet taget vores advance open water og maa nu dykke ned til 30 meter. Det var rigtig fedt at tage certifikatet, men ogsaa en smule graenseoverskridende (isaer da vi skulle natdykke og hoppe i vandet, hvor det var baelgragende moerkt!!) Men da man foerst var kommet i, var det faktisk ikke saa slemt. Nu glaeder vi os til vi skal bruge det videre paa vores rejse.


Efter Thailand havde vi et kort stop i Malaysias hovedstad Kuala Lumpur i et par dage, hvor vi fik vandret byen tynd. Vores vaerelse var igen ikke noget at skrive hjem om. Et rum uden vinduer, meget tynde vaegge (det var ligesom at bo i Norgesgade igen...) og toilet paa gangen. Men der var rent, saa det var fint nok. Men det er godt nok nemt at miste orienteriengen naar det er moerkt konstant...


Vores ankomst til Sumatra (d. 12 august) var noget hektisk. Vi havde lige overset at vi skulle have visum ved ankomst, som koster 25 dollars. Vi havde ingen penge paa os (vores noeddollars havde vi saa sent som dagen foer delt og skjult i hver vores rygsaek). Saa vi maatte eskorteres gennem pas- og sikkerhedskontrol for at komme til en ATM hvor vi faa nogle kontanter. Da vi langt om laenge fandt ud af hvor mange kontanter vi kunne faa ud af ATMen, faet udstedt visum samt sluset gennem paskontrollen, var vi naesten de eneste tilbage i ankomsthallen - og helt sikkert de sidste vesterlaendinge!!! En flink mand havde soerget for vores bagage kom paa en vogn, men da vi kom uden for lufthavnen, ville han havde have pange for sin service, men det fik han altsaa ikke!! Uden for blev vi eskorteret hen til en taxastand hvor vi garanteret betalte alt for meget for at komme ind til Padang by - men det var dejlig nemt. Inde paa hotellet (som til forskel fra det i Kuala Lumpur havde et vindue med den mest fantastiske havudsigt - og eget toilet og bad) var et dejligt bad lige hvad vi havde brug for, inden vi ville ud og opleve lidt af byen.


Ellers kan vi konstatere at der her i dette omraade ikke er saerlig mange turister. De lokale vi har snakket med, siger at der plejede at vaere rigtig mange turister (og mange danskere), men pga naturkatestrofer og bomber er de saa godt som forsvundet. Overalt hvor vi kommer, bliver vi stirret paa og isaer Steffen er en populaer mand. Selvom Tanya gaar foerst, venter de med at hilse indtil hun er gaaet forbi og saa hilser de paa Steffen - hun begynder snart at tage det personligt 😊 Vi har kun moedt soede og venlige mennesker. I dag da vi sad paa byens torv, kom der en familie, som ville have taget et billede sammen med os. Det er underligt at blive kigget saa meget paa hele tiden, men forhaabentlig vaenner man sig lidt til det efterhaanden. Man kan hverfald ikke andet end at foele sig velkommen.


I gaar var vi paa en tur rundt i omraadet omkring Bukittinggi, og alle var saa smilende og venlige - og alle ville hilse. Dog kom vi lidt paa gyngende grund da vi skulle spise frokost. Vi var paa en lokal resturant, der bestemt ikke ville ha faaet en glad smiley. Det var beskidt og fluer overalt. Der blev sat en masse retter foran os (som ikke var nylavede) og saa kunne man bare vaelge hvad man ville have. Der var blandt andet kaempe fiskeaeg. Steffen sagde med det samme at det skulle han ikke nyde noget af, mens Tanya ikke kunne faa sig selv til at sige nej til det. Heldigvis spurgte vores guide om vi hellere bare ville have nogle cup-noodles - og det ville vi gerne!! Steffen sagde bagefter at han fra nu af, vil have et lager med af nudler, som noedstilfaelde 😊


Senere i dag (d. 15 august) har vi en 15 timers bustur foran os til Danau Toba, som er en kaempe soe som ligger i en uddoed vulkan. Her skal vi slappe nogle dage inden turen gaar til Bukit Lawang hvor vi skal trekke og se orangutanger (juhuuuu).


(Vi er begyndt paa vores malariepiller og ingen bivirkninger endnu...)


Haaber alle har det fantastisk...

---