Advertisement
Published: February 15th 2010
Nu har jeg lyst til at skrive en lang mail. Jeg har et par gange fået skrevet en del tanker ned, på mine efterhånden mange busture. Hov, før jeg starter mailen rigtigt vil jeg lige sige at jeg ikke gider koncentrere mig om tegnsætning - det ødelægger mit ”flow”. Så hvis du er sart med kommaer,,, så gå ud at lav en mad og se noget fjernsyn i stedet....
Jeg har som sagt fået skrevet et par gange på busture, men det er jo ucensureret, for det er jo terapi. Måske må nogle af jer godt læse det engang (som om i gider), men det er jo med lidt mere personlige og farverige oplevelser. Den her mail er jo bare ren deskriptiv: fx: først landede jeg der, så så jeg en bygning i en skæg farve og så mødte jeg mennesker fra Brasilien og drak en øl, og så gik jeg i seng. Men faktisk har jeg ikke fået skrevet nok, har ikke rigtig haft nok ro til at tænke, synes jeg. Den her måde at rejse på er til tider meget stressende, for jeg skal hele tiden planlægge og booke busser og hostels....har overvejet at købe et telt og
Bariloche
sær hund, smuk søslå mig ned på en mark med mit trangia i stedet?
Nå, fra starten: I lufthavnen checkede de faktisk mit dyrtkøbte dokument (200 kr.), med en fin forsegling, fra den argentinske ambassade i København. I brevet står der at jeg i hvert fald godt må rejse rundt i Argentina, uden en returbillet. At jeg må flyve, sejle til og køre og gå og løbe rundt i deres land, uden der overhovedet er nogle som kan sige: ”hov hov, må du egentlig godt løbe i mit land?”. Så det var faktisk fint nok jeg fik den😊 Det var virkelig en underlig oplevelse at sidde alene i lufthavnen, og udfylde papirer for indrejse i USA. Det var endnu mere underligt at lande i Atlanta, som heldigvis gik problemfrit. Jeg slugte en FED tortilla i lufthavnen, hvor jeg skulle vente 3 timer ca. Jeg kan huske klumpen i maven og følelsen af at være ved siden af mig selv - Jeg havde heller ikke rigtig snakket med nogen, og jeg følte mig ikke helt tilstrækkeligt tilpas til at snakke højt med mig selv - som jeg ellers plejer at gøre, og som er virkelig rart. Derfor var der i stedet en underlig
Bariloche
Eller Norge? summen i mit hoved, og ikke nogle egentlige tanker? Derfor spillede jeg i stedet 7 kabale på min computer, FOR DET ER BARE SÅ FÆNGENDE ET SPIL AT MAN GLEMMER TID OG RUM!😊 Så kom jeg afsted mod Buenos Aires, hvor der bl.a. sad en virkelig lækker ung mor, et par sæder foran mig. Det tegnede godt for standarden i Argentina. Jeg tænkte på at spørge om hun villle have en kop kaffe når vi landede, men jeg gjorde det selvfølgelig ikke - Sikke meget jeg går glip af med min kyllinge-indstilling! Vi landede fint, det var en ret god landing og Sydamerika var helt utrolig smuk!!!......? Ahhhhh - Det er vist ikke helt rigtigt....men ok, spændende var det da. Min røde taske stak pludselig frem på transportbåndet og jeg åndede ud. Tog en bagel og kaffe med ud i 25-30 graders solskin, og sad og smilede - For jeg havde det faktisk rigtig fedt med at være landet i Buemos Aires. Buenos Aires er kæmpe når man er alene, og vi kørte vistnok ned af verdens flest-sporede (største) vej, hvor der sprang gøglere frem og folk som ville vaske ruder hele tiden. Jeg kom frem til mit hostel, jeg
Bariloche
dagstur i bjergene var helt smadret og sulten, så jeg fandt mig en sandwich med psyko!meget kød og sov derefter nogle timer. Buenos Aires var egentlig meget fin, men jeg var nu glad for at komme væk fra storbyens os - Den lugter temmelig slemt. En af dagene fik jeg Dengue-feber neuer, for jeg var blevet stukket om natten, så jeg læste alt om symptomer, alt imens jeg blev mere og mere sikker på at mit første fejltrin skulle blive mit sidste! Jeg spadede en del rundt i byen og så nogle skæve eksistenser, en flot havnefront og hyggelige kvarterer. Jeg oplevede en demonstration, om hvilket jeg ikke aner, som var meget højlydt - med krudt. Og en mand faldt om på gaden og så død ud, mens mennesker flokkedes som måger bag en traktor omkring ham, og der var masser af kameraer som stak linsen helt ind i snotten på den formodede omkomne😊?
Nå, endelig kom jeg afsted mod Bariloche, i en lækker sovebus som faktisk bliver til en seng - og hvor man får serveret bøffer, vin og champagne😊 Det var en blandet fornøjelse at ankomme til Bariloche, for det var koldt og blæsende - det kom ret meget bag
på mig! Jeg fandt mit hostel og fik klumpen i maven tilbage...Men det hjalp at starte i skole (spanskskole), hvor jeg fik en rigtig sød lærer (Flavia med de smukke brune øjne og den lidt store numse😊) vi var tre elever: En hollænder - så høj at hun ragede op i loftet, med en dyb maskulin røst! Nej, men hun var hollænder-høj med almindelig stemme - Og en canadier som aldrig havde en kinamands chance for nogensinde at lære sproget😊 Hollænderen og jeg var ca. på niveau, mens Canadieren på fjerdedagen spurgte: ”Hvad skal vi egentlig bruge de der ord til”? Og med ord mente han verber!!! Hvad skal jeg bruge: ”Jeg har, jeg vil, jeg kan osv. til?” Han var ret tyk men egentlig flink nok. Han spurgte også Flavia, vores smukke lærer, om hun var gift, hun svarede nej. ”Har du så en kæreste”, spurgte han. Hun sagde ja. Så sagde han: ”Do you love him”? Hun blev, helt passende til det upassende svar, rød i hovedet, kiggede lidt væk og svarede et eller andet ”Det ved jeg ikke rigtig = hvad fanden er det for et idiotisk upassende sted, tidspunkt til sådan et lamt spørgsmål”!! Han havde
den ringeste udtale nogensinde - Og det er ret vigtigt med spansk, for en del ord lyder ret ens. Han sagde typisk et ord, hvorefter Flavia sagde ordet på den rigtige måde, hvorefter Ryan (Canadieren) sagde det på den samme måde han gjorde før, hvorefter Flavia sagde: ”Perfecto” = Perfekt, hvilket var det ord som var absolut længst fra sandheden. Nå, jeg har det lidt dårligt med at sige grimme ting om Ryan (dårlig karma), men han var jo egentlig fin nok, han havde det bare ikke let. Han havde planer om at slå sig ned i Argentina, hvilket per def. Ville betyde at han aldrig ville kunne tale med et andet menneske igen, for spansk, det lærer han aldrig. Faktisk overhørte jeg forstanderen og ham tale om at på 10 uger mente han Ryan kunne nå langt.....NOPE!
Nå, Bariloche var blæsende og for det meste ikke til shorts og t-shirts. Skolen var RIGTIG god, og vi tog på nogle småture ud i naturen og dansede latin😊 Jeg ville gerne have været på en flerdags vandretur i nationalparken, som virkelig var smuk, men der var efter sigende for meget sne mellem de steder man kunne sove - Så det
LÃ¥nt mountainbike
Sædet knækkede af og et dæk punkterede - speciel dag... ville nok have været lidt farligt. Desuden var det omkring frysepunktet i de højder, og jeg var jo kommet herned i troen på noget der ville minde om en dansk juli måned!? Sådan skulle det ikke være....Den anden uge i skole boede jeg hos en mor og hendes to døtre og en kat (homestay). Katten var vanvittig social, og mjavede indtil man samlede den op😊 Det er måske min yndlingskat?😊 Moderen var 33 og småbuttet. Hun inviterede mig med til juleaften med hele familien, og det blev en rigtig god aften, med nedtælling (til JUL??!! - ja, jeg ved ikke hvorfor) og bagefter tog vi på bar og blev meget fulde - og kom først hjem klokken 7 om morgenen. Hun prøvede at kysse mig, hvilket jeg ikke lige havde lyst til. Hun sagde også jeg kunne blive lige så længe jeg ville, uden at betale, så jeg blev et par dage ekstra, men havde det rigtig godt med at komme væk, for hun kunne vist lide mig lidt FOR godt?! Jeg blev venner med en engelsk pige, så vi tog på udflugt i bjergene, hvor det var rigtig smukt - Det var en god dag!
Jeg kom fra
kulden til ovnen da jeg tog videre nordpå. Jeg overvejede længe om jeg skulle tage nordpå allerede, for der var masser af ting at se sydpå, men kulden blev faktor nummer 1, så jeg rykkede mod varmen! Mendoza er navnet på ovnen mod nord. Den første dag var det rigtig lækkert man kunne sidde i shorts klokken 21, men det var satme svært at sove, og meget tid gik med at købe koldt vand. Jeg tog på en riverrafting-tur og fejrede nytår i Mendoza. Riverrafting var ikke noget særligt, men det var da meget skægt. Nytårsaften var spændende og anderledes. Vi fik noget meget fesent mad = tørre og kolde empanadas og et stykke kylling. Bagefter var der pludselig tequila-bar, og jeg fik skidtet ud over det hele😊 Der var en rigtig sød pige fra Argentina, men det var svære odds, for hun ville hele tiden danse, og der var en gut fra baren som var virkelig god til det, og således følte jeg mig som en komplet idiot da jeg dansede med hende! Udover det var mit spansk endnu ikke til nogle præmier, så ej heller der kunne jeg gøre indtryk?! (Jeg er jo normalt HELT VILDT SJOV, hvilket
Bariloche
Eller Norge? ligesom ikke var en mulighed her! Det eneste sjov var at jeg må have lignet en klovn med mit infantile spansk og europæiske akavede dansetrin! Bagefter tog vi på klub, og det var meget skægt. Den bedste dag var faktisk dagen efter, hvor vi var en stor flok som tog på restaurant, og jeg hang ud med et par gutter fra Frankrig (Florian) og Tyskland (Alexander) og en pige fra Holland (No name). Gutterne var rigtig fine, så vi udvekslede info. Dagen efter kom klumpen i maven tilbage, og jeg skrev på computeren hvor dårligt jeg havde det og hvor meget jeg havde lyst til at tude - Det er sådan lidt terapeutisk for mig. Men så gik tyskeren, jeg og et par fra Irland/Brasilien (Mike og ?) ned og købte busbilletter, hvilket hjalp gevaldigt på humøret - Næste stop: Valparaiso, Chile!
Busturen til Valparaiso var virkelig utrolig smuk, så jeg forsøgte faktisk at komme af bussen for at gå rundt i bjergene. Jeg havde nemlig set et refugio hvor jeg formentlig kunne have sovet. Men jeg havde ingen penge eller mad, så den gik ikke. Bussen ankom til Viña del mar (lige ved siden af Valparaiso), og jeg
Dame i bussen
Fra: Bariloche til Mendoza - Hun skriver nu hele tiden junkmail til mig (Ã¥ndssvage quizzer osv.) spurgte en gut om vej. Han talte så stærkt at jeg bogstaveligt talt ikke forstod et ord! I Argentina havde jeg fået opbygget min selvtillid med spansk, kun for at ryge tilbage til fosterstadiet i Chile - Jesus det var satme crazy! Nå, men jeg kom endelig frem, gik på restaurant og fik en kæmpe lækker fisk til en nogenlunde billig penge. Så blev jeg syg - Ikke pga. af maden, men formentlig pga. for lidt søvn og træk i bussen! De næste par dage havde jeg der meget ringe, med ondt i halsen og snot til hårspidserne! Da jeg på tredjedagen fik det lidt bedre gik jeg en tur i Valparaiso, som er sådan en kunstnerby med ekstremt mange løse hunde og rigtig flotte bygninger i alle farver - rigtig flot! Så tog jeg på bar med fire gutter fra Brasilien som var rigtig fine, og næste dag fik jeg et forfærdeligt maveonde og røg i en feberagtig tilstand): Mega NIEREN (Nederen)! Det betød at mine planer blev udskudt mens jeg lå på dødslejet! Men jeg fandt dog noget frivilligt arbejde, som jeg fortæller mere om mas tarde - senere.
Nu har der lige været nogle timers pause
med at skrive, for jeg skulle med en bus til San Pedro de Atacama - Et af de tørreste steder på moder jord. Jeg sidder således og skriver, igen, i en bus. Det skulle være full-on cama, ligesom fra BA til Bariloche, men de her går ikke helt tilbage. Mon jeg har nok mad med? Klokken er 21 og det er så småt ved at mørkne. Jeg har en banan, lidt brød og lidt youghurt. Men de smider nok ikke med champagne som den sidste sovebus - øv. Jeg er lige taget afsted fra La Serena, som var det sted jeg tog hen efter Valparaiso. Jeg tog afsted sammen med Gabriel, som er en ny ven jeg har fået. Han er fra Buenos Aires. Han er helt fin, men vores kommunikation var nu lidt skør til tider. Jeg vidste ikke om han forstod mig, for han reagerede sjældent som folk gør flest😊 Hvis man fx fortalte ham et eller andet spændende sagde han bare ”si” og ikke sådan i ved ”ooohhhhh, en serio?!” eller måske i mindre målestok. Men han var meget hyggelig at hænge ud med. Nå jo, han grinede overdrevet meget når jeg kaldte ham ”hombre viejo” som
Valparaiso
San Francisco i Chile! Kunstnerby (her var jeg meget syg) betyder ”gamle mand” Han lavede sågar et videoklip hvor han ville have mig til at sige det?! Jeg kaldte ham også ”gamle snegl mand” på spansk ”Hombre Caracol viejo” - det synes han også var skægt! Det er fordi han altid var sindssyg langsom til alt (fx at pakke) - og hvis nogle af jer kender mit tempo som målestok - jeg er langsom, burde i have en idé😊).Men han skulle tilbage mod Valparaiso og jeg tager jo nordpå. Jeg er virkelig ved at være sulten nu. Jeg har liges snakket med Vanessa fra Australien (i bussen), og hun mener bestemt vi får mad?😊 La Serena var en meget fin by med en ret flot strand. Der var også dakar-rally i ørkenen omkring, så jeg så nogle seje biler. Så var jeg i Elqui valley (120 km fra La Serena), som er forbundet med noget mystik - magnetisme, bedste sted i verden til at se stjerner, pisco (smager lidt som snaps (lyder)), og UFO mystik. Det var et par fine dage hvor jeg gik rundt i dalen, mødte et par tyske piger, drak pisco og vino dulce (første gang jeg har smagt det), blev slået i hovedet af en rigtig
sød hund - Jeg havde lige købt de bedste rosiner jeg nogensinde har smagt. Jeg fik lov til at hænge lidt ud i gården, hvor der var en herlig hund (ret stor), som hele tiden hoppede HELT OP i stolen (50 kg). Den slikkede mig hele tiden og til sidst smækkede den en kærlig/beskidt/lang-neglet pote i fjæset på mig. Det var en god tur. Åh ja, i øvrigt. Mit spansk skrider meget hastigt frem, og jeg føler jeg kan lege mere og mere med ord og sætninger. Jeg kan efterhånden sige hvad jeg vil på spansk, men jeg bruger nok en del af de samme ord hele tiden.
På mit hostel i La Serena var der et par irske piger som var ret irriterende. Jeg har efterhånden fået nogle billeder af folk fra forskellige lande. Irere er jeg fx ofte ikke meget for - de snakker konstant om Irland, oftest uden man har spurgt! Og så kan man bare fornemme hvor sejt de synes det er at komme fra Irland. Jeg kan godt lide tyskere, brasilianere, argentinere og generelt mange europæere. Australiere har været meget blandede oplevelser. Jeg er heller ikke så meget til englændere og amerikanere. Faktisk er
Valparaiso
Pizza med min nye ven - Gabriel fra Buenos Aires det lidt unfair med amerikanere, for jeg synes bare de alle sammen lyder som en dårlig tv-serie eller afsnit fra Ricki-Lake. I was like, it was like etc. har også mødt en del rigtig fine hollændere, så dem kan jeg også godt lide.
Nå ja, det der frivillige arbejde. Jeg starter frivilligt arbejde i det nordlige peru om et par uger. Først skal jeg lige se valley de la luna (som vitterligt skulle ligne månen) + geysere, vulkaner og en masse salt, som ligner et kæmpestort spejl midt i ørkenen. Derefter tager jeg formentlig til Bolivia, men i første omgang meget kort, fordi jeg satser på at være i Peru omkring d.30/1 senest - det er om 16 dage. Jeg har også fundet en nationalpark i Peru som jeg satser på at kunne bruge en uges tid på. Og så vil jeg også gerne se amazonas - gerne fra sin bedste side = masser af dyr og planter, ingen sygdom og død. Jo, det der frivillige arbejde. Jeg har været ret splittet mellem to organisationer. Den ene er i Huanchaco, hvilket er et super surfspot og hyggelig fiskerby. Det andet er i Trujillo, en by med ca.1 million mennesker. Det
skal dog siges at der ikke er mere end 10-15 km mellem dem. Men jeg ville selvfølgelig helst bo i fiskerbyen og surfe en masse. MEN de har ikke så meget frivilligt arbejde for tiden, så der ville jeg skulle lave lidt sport med nogle unger et par timer om dagen, måske hjælpe lidt med at bygge et eller andet. Derefter skulle jeg hjælpe på en surfskole. Men ikke sådan: ”lets go surfin now everybody´s learning how, come on on safari with me...-agtigt” Nej, jeg skulle sy våddragter med huller og fixe boards - Hvilket jeg tvivler på ville give følelsen af at hjælpe fattige børn?! Det andet sted har meget sejere frivilligt arbejde, så dem har jeg valgt. Her kan jeg undervise i engelsk, tage på ture med børnene og måske lave workshops i noget kommunikation. Det kunne være ret sejt. Det er ca. fuldtid, med en eftermiddag fri og fri i weekenderne. Det tager en halv time i bus til Huanchaco, så jeg kan nok godt finde tid til at fange et par swells alligevel😉 Ikke at jeg endnu rent faktisk har sådan rigtig lært at surfe. Det der uheld i NZ sidder stadig lidt i hukommelsen, så
La Serena
Dakar rally skaber trafikkaos
- Men ingen døde jeg blev ikke sådan rigtigt bedre i Spanien i sommers. Men det skal nok komme - desuden er det jo oftest sådan med ekstrem-sport at det er sejest lige der i starten hvor man sådan rigtig mærker udvikling😊! - Det her er godt nok ved at være en helt lille novelle. Read it or weep homeboy? I øvrigt kan jeg jo surfe mere intenst et par uger efter arbejdet (når jeg ikke rigtig gider at hjælpe fattige børn længere, men hellere vil have det sjovt!!😊 - Ups, det lød...men det er jo sandt. Men lige nu har jeg det rigtig fint med planen, og jeg ved jeg meget mere nyder de næste 16 dages oplevelser når jeg ved jeg skal hen at have en base inden længe, i formentlig et par måneder....
Nu er der gået rigtig lang tid siden jeg skrev sidst, og skrivende stund er vel ca. 3 - 4 uger siden jeg sad og skrev i bussen, på vej mod ørkenen ”San Pedro de Atacama”. San Pedro var pissefedt! Den første dag mødte jeg en flok medicinstuderende fra Brasilien, og jeg endte da også med at kysse lidt med en af dem😊 Det minder mig om
La Serena
Sej bil ved Dakar at jeg SKAL til Brasilien, for de er stadig ubestridt det bedste folk jeg har mødt! Jeg var I San Pedro en uges tid, og kørte en del rundt på en lækker mountain-bike fra mit hostel - det var en lækker måde at opleve landskabet på. Så satme om ikke skæbnen ville det, at jeg igen løber ind i brasilianske piger - denne gang to piger som jeg mødte en uge inden, i La Serena (på mit hostel) - Vivian og Barbara, et par purunge tøser som talte ganske udmærket engelsk og som var herligt sarkastiske af natur (Og bestemt ikke tossede at se på!😊) Vi ”rendevouzede” med et argentinsk par (også fra hostellet i La Serena), i starten af trediverne. Manden (Sebastian) kunne jeg egentlig godt lide. Han var sådan ret smart i det, men han mente ikke noget dårligt med det. Til gengæld var hans kæreste lidt af en no-brainer - som hele tiden grinte hver gang jeg sagde ”Joda” - som er slang for ”joke” i Argentina. Nå, men vi havde en virkelig god tur og så noget virkelig fedt landskab! Da vi ankom til Uyuni (Bolivia) skulle jeg sige farvel til pigerne fra Brasilien, hvilket faktisk
slet ikke var rart. På vej i bussen fra Uyuni til La Paz spurgte en amerikansk pige mig: ”Nå, hvem af brasilianerne var du sammen med”? Jeg sagde: ”ingen af dem”, og tænkte straks på Vivian, som virkelig er sød og dejlig, og blev lidt irriteret på mig selv.....Men jeg har selvfølgelig deres mails osv. hvilket blot er endnu en grund til at besøge Brasilien!
Nå, men nu er jeg altså i Peru, hvor jeg har arbejdet frivilligt i ca. 2 uger. Jeg bor i et hus med andre frivillige, og det er lidt en blandet fornøjelse. Huset er proppet med amerikanere, og det er faktisk ikke det fedeste. Den første dag tænkte jeg: Åh nej, jeg gider ikke være tvangsindlagt til Ricki Lake: ”oh my god, I was like, that´s awesome!! osv.” De næste par dage fik jeg et bedre indtryk, og snakkede ok med flere af dem. Men der er en Peruviansk pige/kvinde som ligesom er lidt koordinator lige nu, som jeg bare ikke fatter?! Jeg har lyst til at slå hende! For at være helt ærlig kan jeg faktisk ikke finde ud af om hun godt kan lide mig, og at hendes måde at reagere på
er at være virkelig rådden?! Eller også kan hun bare ikke lide mig? I det hele taget er jeg meget forvirret med stemningen i huset, jeg har lidt svært ved at falde til. Amerikanere er sgu lidt til en side. Jeg hænger en del ud med en pige fra Spanien (Esther), som er rigtig sød. Og en anden pige i huset (fra USA) Jean Claire er også rigtig fin. Men for satan, jeg ved virkelig ikke om jeg bare er paranoid, men jeg føler mig ikke sådan rigtig velkommen?.....Jeg tager det lidt som det kommer tror jeg, og jeg kan jo bare skride. Arbejdet er hårdt. Det er ”summercamp” for børn i alderen: 5-13 ca. Men det egentlig mere virkelig lange skoledage end ”summercamp”. Jeg arbejder fra 8-12 og igen fra 14.30 -17. Børnene er ludfattige og stinker, men er rigtig søde. Det er især hårdt fordi jeg ikke taler tilstrækkeligt spansk til at kunne sige præcis hvad jeg mener, og så stopper jeg hele tiden midt i sætninger, fordi jeg er nødt til at tænke over grammatikken. Jeg prøver at forestille mig hvordan det ville være at have en lærer i Danmark, som hele tiden stoppede i sætningerne: ”Du
Elqui Valley
Et af verdens mest magnetiske steder, med de mest stjerneklare nattehimle ved godt du ikke må.........pause.......sæt dig!” Og det er næsten værre når jeg spørger dem om et eller andet, og så overhovedet ikke forstår svaret! Så er det svært at finde den rigtige grimasse. Hvad mon de tænker? Tror de man er idiot? Jeg har forsøgt at forklare dem at jeg er fra et andet land - jeg er ikke fra Peru. Men det tror jeg ikke rigtigt de forstår, for de færreste af dem har, hvad man kunne kalde, geografisk fornemmelse. Nå, men jeg har faktisk fået ændret mit skema, så jeg nu har ca. 2 dage med henholdsvis kommunikation og psykologi. Kommunikation indebærer diverse indlæg ((på engelsk - i første omgang) og opdateringer af SKIP´s hjemmeside samt at tage billeder af fx undervisningen. Psykologi er en eftermiddag om ugen hvor vi besøger belastede familier som fx har et barn med psykiske problemer - der kommer jeg til at have sproglige besværligheder, så jeg lytter nok mest. Men faktisk er mit spansk ikke SÅ ringe længere, og jeg forstår efterhånden det meste, hvis bare de taler/skriver langsomt! Mit største problem lige nu er at jeg ikke rigtig føler mig tilpas i huset?! Jeg ved ikke rigtig? Men jeg kan
Elqui Valley
1/2 time inden pisco og de bedste rosiner jeg nogensinde har smagt! faktisk godt flytte til Huanchaco (tror jeg), og det ville nok være meget rart...Det er som om at når først jeg mærker en dårlig stemning, kan jeg ikke rigtig se hvordan den kan ændres? Det er faktisk psykologisk meget interessant - Jeg aner faktisk ikke hvor indbildt min opfattelse af stemningen er? Måske kunne jeg bare sige: ”Nu vælger jeg at være glad og tro på at de alle sammen godt kan lide mig og at der er en virkelig god stemning i huset! Om det så bliver virkeligt? Eller om jeg ligesom bare er positioneret nu, hvorfor alle tiltag på at ændre deres opfattelse vil blive opfattet i en allerede etableret optik af mig? Jeg ved godt jeg ikke altid er nem at hænge ud med og blive klog på, så måske er det nemmere for dem at afskrive mig? Jeg er også ankommet sent, og måske er der sådan lidt en rolleting som jeg ikke passer ind i? De fleste af dem hører i øvrigt pisseskod musik - RNB og Reggaeton!! Og det plejer altså at sige noget om folk....(Men det gør de nu ikke alle sammen, og måske findes der også rare mennesker som bare har elendig
smag?)
Lige noget sjovt til sidst: De sidste par dage har jeg rent faktisk valgt at tro på at alle kan lide mig, fuldstændig ændret indstilling og aktivt valgt at tænke mere positivt. Måske er dette også bare i mit hoved, således at de stadig tænker det samme - men det tror jeg nu ikke. Det er en helt anderledes følelse jeg har igen, og jeg føler mig stærk og vellidt.
Knus, Mathias.
Advertisement
Tot: 0.089s; Tpl: 0.019s; cc: 9; qc: 51; dbt: 0.0534s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.2mb
Anders A-kassemand
non-member comment
Flotte billeder og søde piger
Hej Mathias, dejligt med en lang fortælling om livet i A og sikke nogle sindsygt flotte billeder/steder.... Fortsat god tur.