fra Machu Picchu, til Titicaca, til La Paz

---

jaaa...hvor skal man starte, der er simpelthen sket saa meget siden vores sidste indlaeg..det er maaske nemmest at dele det hele lidt op i kapitler😊

Kapitel 1. Cusco
Cusco var oprindeligt inkaernes hovedstad, hvilket stadig kan ses paa trods af spaniernes erobring. Pga inkaernes staerke byggeteknik, saa har spanierne simpelthen valgt at bygge deres kirker, klostre, huse osv oven paa inka-fundamenterne. Saa byen faar en helt saerlig atmosfaere, af blandede tider og kulturer.
Nu lyder det rigtigt som om vi har gaaet rundt og vaeret kulturelle og observerende, men sandheden er nu at vi brugte det meste af vores tid i cusco paa at drikke kaffe, spille kort, og staa i koe i banken..men det andet lyder nu mere korrekt..hehe..
Fra Cusco koebte vi en jungle trekking tur til Machu Picchu.

Kapitel 2. Machu Picchu
kl 7.45 sharp om morgenen skulle vi staa klar paa Plaza de Armas i Cusco, hvor en bus ville komme og hente os. Vi var Christan, mig og Takuya ( vores japanske beste ven i sydamerika). Bussen kom selvfoelgelig til Peruiansk tid, dvs meget forsinket, og skulle foer turen startede lige rundt i hele byen for at hente alle de andre der skulle med paa turen, samt 15-20 cykler, for saa at returnere til Plaza de Armas, ca 1,5 t efter at vi var blevet hentet paa selv samme sted..hehe..de peruianere er sku mere gennemfoerte end faeringe, naar det kommer til daarlig planlaegning😊
Naa, men vi kom langt om laenge afsted, og koerte langsomt laengere og laengere op i hoejderne. Jo hoejere vi kom op, jo koldere blev det og foer vi vidste det, begyndte det skam at regne. Det piskede ned, og da vi var saa hojt oppe, var det mere slud-regn, end regn-regn, og lige der stoppede bussen, tog cyklerne ned fra taget og ja...vamos. Der var ikke andet at goere, end at bide taenderne sammen tage regn ponchoen paa, og bede haenderne om forladelse for de pinsler de skulle til at opleve.
Start punktet laa paa ca 4500 m hoejde, saa det var bare om at saette sig op paa cyklen og saa suse ned af mod det varmere klima, tju hej hvor det gik😊 Selv om vi var gennembloedte ispinde, med snaat haengende ned fra hagen, var turen ned af fjeldet som en barne droem der kom i opfyldelse. Vi cyklede bogstaveligt talt ned af i ca 4-5 timer, man blev helt fjollet inden i😊 den sidste time til halvanden ned af fjeldet, var paa grus, ikke bare almindeligt grus, men kaempe sten grus, saa der kom mountain-bick'serne virkelig til deres ret. Eller det vil sige de fleste gjorde, jeg tror nok at min aergede sig lidt over at have mig som pasager, pga af mit krampagtige graeb om haandbremserne, men den blev nu troestet lidt af gentelman-cyklen redet af den noble Sr. Christian, der trofast stod og ventede ved hvert sving..aaa.
Efter en lang dag med cykling, stoppede vi i en lille landsby, og blev inlogeret paa et hostel.
Om aftenen paa hostellet, begyndte vi saa smaat at bonde med vores vandre venner, og ja bare hyggede over nogle oel, men vi blev noed til at gaa tidligt i seng, da vi skulle starte at vandre kl 7 morgenen efter.
Dag to, var efter min mening en ret haard trekking. baade det at det gik ret meget op ad, men ogsaa pga af hoejderne, det er f. ikke til at traekke vejret i de hoejder, isaer naar man er ryger. Ud over iltmangelen, saa var turen helt vildt utrolig smuk og frodig. Vi passerede alle mulige forskellige frugttraeer, vildt voksende svigermors skarpe tunge og julestjerne traeer...hehe. Vi stoppede ogsaa ved forskellige huse, hvor der i en af dem gik marsvin rundt i "koekken rummet", og det var ikke som kaeledyr, selv om de saa lige saa soede ud som vores.
Vi afsluttede dagen i nogle varme kilder, der var meget velkomne, efter som vi ikke havde haft varmt vand i nogle dage, samt at vores oemme stinky foedder, traenkte til at blive bloedt op.
Dag 3, var en forholdsvis nem trekking dag, men ret monotom, hvilket kan vaere lidt farligt for et par, der har gaaet op og ned af hinanden i maaneder😊 hehe..ja... Det hele startede med at vores guide fortalte om vejr fenomenet El Niño, som haerger sydamerika ca hver 10 aar, Hanne lavede en lille hovedregning, og kunne ud fra den konkludere at der pt er gaaet ca 10 aar siden den sidste el Niño haergede kontinentet, saa hun siger, til Christian:

Hanne: " neeejjj, saa kommer der nok en ny El Niño i aar eller naeste aar"
Christian: " Det kan man overhovedt ikke sige, der kan lige saa godt gaa 20 aar"
Hanne: " eej altsaaa....hmmpfff!!"

og saa blev der ikke sagt mere i de naeste par timer..hehe..meen vi blev nu forholdsvist hurtigt gode venner igen.
Dag 4, var dagen hvor vi skulle bestige den gamle Inka by Machu Picchu. Paa Machu Picchu er der et fjeld der hedder vaynapichu. Vaynapichu maa kun bestiges af 400 mennesker om dagen, pga sikkerhed og bevarelse af de gamle inkastier, saa det er bare om at vaere en af de foerste skoere turister oppe ved billetlugen naar den aabner om morgenen.
Turen mod billetlugen startede kl 3:45 om morgenen i bel-ragende moerke, vi var 5 fra vores hold, der havde taenkt os at vaere en af de heldige billet faaere....saa vi traskede afsted, og for hver anden haabfuld turist gruppe vi overhaldede, brusede konkurrence blodet rundt i kroppen, og farten blev oeget endu en tand. Det var helt utroligt spaendende, og ufatteligt haardt. Det er ikke helt galt naar jeg siger at vi gik op ad trappe i ca 50 min non stop, og det var ikke soede ergonomiske menneske trin, nej nej, det var, benhaarde, tag det eller lad vaer, inkatrin; saa paa trods af den kolde natte temperatur, saa piplede sveden af os. Kl 5.10 stod vi, efter at have overhalet en hel haer af mennesker, oppe forann billet lugen, sammen med ca 50 andre svedige turister. en helt fantastisk foelelse. Meeen kampen var ikke overstaaet endnu, den billet luge vi stod ved, foerte kun ind til Machu Picchu, hvor i billetlugen til Vaynapichu befinder sig. Saa det var bare om at beholde sin plads i koen ind til Machu piccu og saa ellers bare loebe, og spaerre vej for de andre naar vi saa endelig var kommet ind. Ej mand hvor var det bare sjovt, paa vej over til Vaynapichu billetlugen, maatte jeg bare loebe fnisende hele vejen, pga situationens absurdhed. Naa men vi formaaede alle sammen fra gruppen at faa billetter ind til Vaynapichu, og brugte ellers hele dagen, paa at nyde Machu Picchus storslaaet hed, og ja, bare nyde den triumf det var at have naaet frem til Machu Picchu efter fire dages vandring.
Efter at have set Machu Picchu, og besteget Vaynapichu, gik vi ned igen til byen vores dag var started ved. Fik noget godt at spise, og lod vores rystende oemme ben slappe lidt af. Vi havde aftalt med vores guide, at vi skulle hente vores togbilletter tilbage mod Cusco, i en restaurant, vi havde vaeret i aftenen foer. Da toget koerte kl 18, gik vi hen til restauranten kl 17 for at hente dem, men hvad??? ingen billeter, kun en lille sedel om at vi skulle hente dem i en anden restaurant, saa gik vi der over, men ak heller ikke der var der nogele billetter, det endte med at vi loeb byen op og ned, og op og ned, fra den ene restaurant til den naeste, for til sidst ca 5 foer toget koerte, at moede nolge fra vores hold, som heldigvis havde haentet billetterne for os..huff sikke en gyser.
Tilbage i Cusco, slappede vi af, fik vasket vores toej, og ja, bare hyggede os. Da vi var blevet ret gode venner med menneskerne fra vores gruppe moedtes vi dagen der paa til hygge kaffe og adresse udveksling. Det ene par der var med kommer fra Rio, saa vi har aftalt med dem, at vi skal bo hjemme hos dem naar vi kommer saa langt, og saa for vi ogsaa fejret Christians foedselsdag med ordenlig maner😊

Kapitel 3. Fra Peru til Bolivia
Der var en gang en soe, der laa meget hoejt oppe i fjeldene, denne soe, hed Titicaca soen, og ragede baade ind i Peru og i Bolivia. Naa men denne soe ville vi gerne besoege, saa vi tog en frisk beslutning, og koebte to billetter med nattebussen fra Cusco til Cobacabana i Bolivia, en ca 12 timers tur.
Denne natte-tur, skulle vise sig at blive en af kroppens haardere udfordringer. Efter at have koert i ca 2-3 timer, startede hoejderne, at snige sig ind i bussen, denne gang gav det sig ikke til udtryk med braekkende pasagerer, men med frost. Alt, og jeg mener alt inde i bussen froes til is, og dette paa trods af alle de mennesker der var inde i den til at varme den op. Vi sad og klammrede os til hinanden, med huerne nede over naesen, for at sikkre os at der ikke gik koldbrand i dem😊. Natten virkede uendelig, og det gjorde det ikke bedre at vejene var stenede og hullede, saa for hver gang man fik lidt ro i kroppen, kom der et kaempe bump, der lige fik mindet kroppen om, hvor koldt der egentlig var. Men men, vi klarede det og stod kl 7 om morgenen udenfor den Bolivianske graense, smilende med vores pas i honden.
Cobacabana, viste sig at vaere en heeelt utrolig hyggelig og dejlig by, hvor der i de dage vi var der, var helligedage, dvs fest og farver i de smaa gader, samt bildaab. Hehe..ja bildaab lyder maaske lidt underligt, men det er nu helt serioest for dem. De biler folk har erhvervet sig igennem aaret, bliver pyntet med alle mulige genstande, saa kommer der en munk eller praest og velsigner dem, og saa bliver de skam doebt i oel.
Fra Cobacabana, gaar der to gange om dagen en lille fut baad ud til Isla del sol, i Titicaca soeen, den oe som Inkaerne troede at deres oprindelses menneske kom fra, lidt lige som Adam og Eva. Saa der skulle vi selvfoelgelig ud. Baadturen tog ca 1,5 t, og vi ankom til nordsiden af oeen. Velkomsten bestod af 6 glade moeffegrise der gik rundt og moefflede tang ved vandkanten samt en lille hyggelig landsby. Vi gik over oen, mod sydsiden, en ca 3 timers lang gaatur, med en helt fantastisk udigt ud over titicaca soen, fjeldene der omgiver den og snedaekkede fjelde i baggrunden. Det beste ved turen ud over udsigten selvfoelgelig, var stilheden. Der var ikke en enesete bil paa oen, saa de eneste lyde man hoerte, kom fra aesler, faar og ens egne foeder.
Efter en lang dejlig dag ude paa Isla del Sol, tog vi ind igen til Cobacabana, hvorfra vi tog en bus imod Bolivias hovedstad La Paz.
Da kl var ret mange, koerte der kun lokale smaa, collectivo (Smaa varevogne) ind imod La Paz. Saa der sad vi saa soede; 16 mennesker og en bokser hund proppet ind i en lille varevogn, paa vej mod La Paz. Bokser hunden var vist ikke saa vandt til at koere i bil, saa den blev ved med at prutte, saa det stank i hele vognen, og for at det ikke skal vaere loegn, saa havde dens ejer, tager en luftfrisker med. Saa for hver gang, hunden sked, og hele vognen lugtede af prut, saa kom der efterfoelgende en kvalmende luftfrisker pust, i saa store maengder at man var ved at kvaeles.

Kapitel 4. La Paz
Vi ankom til La Paz sent om aftenen. Hvilket nok ikke var saa smart, taget i betragtning at La Paz er en af de mest kriminelle byer i sydamerika. Naa men, der var ikke andet at goere end at stige ud af prut/luftfrisker vognen, da den standsede. Vi havde ikke en gang faaet vores tasker, foer end der stod en politimand ved siden af os, og sagde en h. masse paa spansk. Vi viste ikke helt hvad vi skulle goere, og om denne politimand var aegte eller ej. Saa vi proevede saa vidt muligt at vaere venlige, mens vi langsomt trak os ud paa vejen, hvor vi fangede en taxa. Politimanden, fulgte os hele vejen hen til taxaen, og ville til og med se taxa mandens koerekort og alt muligt. Taxa-manden der var lidt hurtigere end os, saa ret hurtigt, at dette ikke var en aegte politimand, og begyndte at skaelde ham ud, og saa koerte vi...puhaa.sikke en modtagelse...velkommen til La Paz.
Naa men i la Paz har vi forkaelet os selv med et laekkert hotel, med varmt vand i bruseren, og en seng med et kaempe taeppe, saa vi ikke behoever at fryse om natten😊
La Paz er en meget spaendende by, hvor kultur og tradition moeder fattigdom, rigdom og ikke mindst turisme. Paa det lokale markede staar boder med "I love Bolivia" t-shirts side om side med troldmaends lammefostre og andre lykke ammuletter...En meget sjov kombination.
I gaar paa markedet koebte vi en Guitar, eller den er nu mest til Christan, saa nu bliver der faelles sang til den store guldmedalje, naeste gang der bliver fest hjemme hos os😊 (hehe..som om det er noget nyt).
I aften kommer vores gode japanske ven Takuya, til La Paz, saa jeg haaber lidt at vi skal fejre gensynet, med noget godt bolivianskt oel, eller noget lignende.

Haaber at i alle har det godt, og til dem paa faeroerne, at i har haft en vild olavsoku.
mysser og knus fra Bolivia

---

Comments

[Eyðbjørn]

Gyyyd sjeit
Knasandi góður lesnaður, halt endiliga áfram og góða fer framyvir