Advertisement
Published: February 18th 2008
Edit Blog Post
Disneyland stod på dagsordenen den 14. februar. Vi havde kørt fra RV camp'en i Pismo Beach til RV camp'en i Orangeland. Før jeg går videre skal I lige vide at RV er en forkortelse herover på Recreation Vechicle, som er betegnelsen for mobilhomes. Og vi havde en ambition om at benytte de naturskønne "stateparks", som ligger spredt ud over California. Men det viste sig hurtigt at det er et "must" at blive "hooket up" - altså få tilsluttet strømforsyning og vandforsyning til vognen - og sidst, men absolut ikke mindst - få koblet kloaknet til vognens septiktank. Skrækscenariet for os har været, at et overload af forsyninger til denne del af vognen skulle føre til en oversvømmelse. Hertil skal tilføjes at i modsætning til charterbusser ligger vores "restroom" i niveau med resten af beboelsen. Og vi har ikke medbragt gummistøvler og åndedrætsværn!! Så på nær enkelte undtagelser har vi blandet os med den særlige del af den amerikanske befolkning, som lever (en del af) sit liv i motorhomes. Og lad mig straks tilføje at det er et åbent, hyggeligt og interresseret folkefærd. Men med vores 26 fods motorhome, som for os er et stort fartøj, er vi nærmest at betragte som
en fattig familie i en Trabant eller et hundehus på hjul, når vi sammenligner med mange af de øvrige beboere på disse pladser. Toppen af poppen kommer i minimum 16 meters busser med en jeep som add on til ture i lokalområdet. Check lige vedlagte billede ud og se om I kan få øje på os.
Vi droppede ind i Disneyland, og blev ved billetlugen præsenteret for 2 alternativer - enten en 2 parkbillet til både Disneyland og California Adventures eller en enkelt billet. Efter at Ida havde sikret sig at vi kunne komme tilbage og udvide vores billetter til begge parker, valgte vi at starte med Disneyland. Og vi blev lukket ind i en særlig verden, som dels var imponerende fordi den tog afsæt i de mange historier og figurer som Disneykoncernen har udviklet og dels var skræmmende fordi enhver aktivitet var ledsaget af et hav af merchandise i forførende indpakninger, stablet op i store butikker. Jeg synes ofte at forlystelsesparkers tilbud om fødevarer er af ringe kvalitet. Og det gælder også i Disneyland. Kedelig mad til overpriser - og netop her kunne man distancere sig fra konkurrenterne! Stedet var til gfengæld lige i øjet for Liv, som
syntes det var herligt. Vi indså hurtigt at vi måtte splitte op, så Oliver og jeg prøvede de udfordrende aktiviteter og Ida & Liv det mere moderate. Men efter et par timer var Oliver's konklusion at det var s'gu for "fesent" at "stene" rundt i Disneyland. Så deal'en blev, at Oliver & og jeg fik "løbepas" til at prøve den anden park - Californian Adventures. Og efter en halv time i billetkø troppede vi op og gik efter de aktiviteter, som var mærket op med en rød trekant. Det betød at man blev anbefalet ikke at prøve disse aktiviteter hvis man led af dårlige nerver, havde hjertesygdomme eller vanskeligheder med nakke & ryg.
Californian Screeming var måske den mest udfordrende - en rollercoaster, som startede fra 0 og accelerede til ca. 50 miles på meget kort tid, kastede sig ud i en lup og gav os en ordentlig joyride. Oliver's konklusion var at den var OK, men hellere ikke mere. Og efter at have været hele striben af aktiviteter, der bar advarselstrekant i gennem var Oliver tilfreds, men hellere ikke mere - han manglede ligesom noget, der virkeligt gav et sug i maven. (Her springer jeg over slutten på
turen, hvor vi fik de helt store Disneyparader lige inden lukketid, som gav Liv en kæmpe oplevelse og som var meget flot lavet.) To dage senere - altså den 16. februar satte vi kursen mod "The Magic Montain's", som lå i den nordlige del af LA. Her havde vi fået støvet op at nogle af de mest halsbrækkende rollercoasters på jorden kunne prøves. Og efter at have kørt 2½ time fra den ene ende af LA til den anden af motorveje - det er en uhyggelig stor by - nåede vi frem og fik købt biletter. Vi havde fået fortalt at der var underholdning for både store & små børn. Så vi delte os igen. Og Oliver & jeg travede op mod en gigantisk ruchebane, hvor der heldigvis ikke var kø. Så vi satte os godt til rette, jeg checkede forinden og undervejs at Oliver var klar - og det var ikke skygge af tvivl i hans ønske om at prøve. Og så kom vi virkelig ud og fik blæst parykken i gennem. Vel nede igen var Oliver's kommentar at den var da sjov, men han havde altså ikke fået suget i maven.
Så den næste med det imødekommende
navn Ninja var også med fuldt blus på lampen, rotationer og loups og med en tydelig påvirkning af balancenerven, da vi trådte ud. men den kunne hellere ikke ryste knægten. Han skulle op i den heftigste rollercoaster, som er sigende skulle være bygget til dato. Den kaldes Tatsoo og starter fra et punkt godt 100 meter over jorden og når en hastighed på ca. 70 miles (svarer vel ca. til 120 km/time). Og det er det særlige ved den at når man er spændt fast, så kippes stolene, så du føler du flyver - og når du er de 100 meter over jorden, så ser du direkte ned!!! Vi havde sikret os et fastpass, da der var 1½ times ventetid - tydeligvis hovedattraktionen. Vi susede afsted og gik ind i en loop, hvor G-påvirkningen for mig blev meget tydelig. Der var fuldt knald på. Og her måtte Oliver indrømme at den var "fed". Og da jeg spurgte om han ville have en tur mere svarede han prompte "ja". Så det gjorde vi så!
Jeg må indrømme at han imponerede mig ved ikke et splitsekund at overveje om han turde at kaste sig ud i disse ret imponerende udfordringer. Jeg
tror han ville sige ja, hvis han fik tilbudt en flyvetur i en F-16!!
Alt andet end aktivitererne i Six Flags var billige efterligninger af Disneyland og scenografien var helt hen i vejret. Men skulle I komme på disse kanter og have lyst til at teste rollercoasters i verdensklasse, så er det ikke så ringe endda! Vi kan desværre ikke byde på billeder, da Ida var fotograf på turen med Liv. Det skal siges at især Ida havde kedet sig, da tilbuddet til mindre børn viste sig at være under lavmålet.
Advertisement
Tot: 0.062s; Tpl: 0.012s; cc: 6; qc: 45; dbt: 0.0368s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.1mb
Lone
non-member comment
dejlig blog
Hej Arne og Ida Jeg nyder meget jeres blog og de vidunderlige billeder. Vi tog jo turen ad Highway 1 i 1990, og jeg synes jeg kan genkende den søelefant længst til venstre!!! Hvor længe skal I egentlig være væk??? Mange knus til jer alle fra Lone