"The Rise and Fall of Nete" - en tragedie

Ladies and Gents...

Hvem skulle have troet, at Netes profeti om, at vi maaske aldrig overlevede Machu Picchu skulle ende med at blive naesten sand?...
Det startede ellers saa fint i mandags, hvor vi sammen med gruppen forlod Cuzco for at se The Sacred Valley, komme paa marked(hvor vi endnu engang faldt i Indianer-faelden...goddammit) og se et par ruiner for ligesom at varme op til tirsdag, hvor trekking-turen for alvor ville gaa loes.
Vi havde en ret fantastisk dag: der er saa sindssygt smukt i Andesbjergene! Hoej sol og groenne bjerge med sneklaedte tinder i det fjerne...
Vi skulle overnatte i den naerliggende by Ollantaytambo, og hvad sker om aftenen?...
Nete bliver syg. Altsaa motherfucker-syg, og staklen ender med at pendle mellem toilet og seng hele natten med baade det ene og det andet formaal... What to do?
Naeste morgen er hun selvfoelgelig kvaestet og har det ret skidt, men efter konsultation med vores guide Will og en del piller fra hjemmesygeplejerske Nynne, beslutter vi at proeve at tage afsted alligevel.

Trekking turen mod Machu Picchu er 40 km fordelt paa 4 dage, hvor vi den foerste dag skulle vandre i ca 5-6 timer. Og for Nete blev dette en oerkenvandring af karat... I starten gik det ok, vi holdt tempo med de andre(faktisk var vi paa trods af Netes aabenlyse handicap faktisk hurtigere end 2 australske qvinder og den britiske fuldeboette Yvette... De gik fascinerende langsomt.), men efterhaanden som der kom stigning paa, kunne Nete slet ikke mere.
Hun havde det af H til: kvalme, mavekramper, diarre, aandenoed og noget, der bekymrende nok naermede sig feber - og alt dette midt i Andesbjergene...hvor absurd kan det blive?
Hun var blevet dopet med en del mavehjaelpende midler, vaeske-oprettende pulver og ikke mindst guiden Wills peruvianske tricks: "snus til noget, der lugter meget grimt, hvorefter jeg gnubber dig paa maven med ukendt vaeske".
- Det er helt sikkert, det man har lyst til, naar man har kvalme...

Nete, guideassistenten og jeg danner til sidst bagtrop, for vi er kommet saa langt, at det ikke er en mulighed at vende om, men maa fortsaette op til vores lejr for natten. Nete kan knap gaa, saa vi maa holde en masse pauser og naar til sidst frem til lejren, hvor Nete dejser om i vores telt.
Det var en ret ubehagelig dag: Nete var skidesyg, og jeg var skidebekymret... Var bange for, at vi havde taget en meget uansvarlig beslutning. Det var ikke saa rart at staa med en syg veninde in the middle of nowhere... Jeg foelte mig en kende hjaelpeloes.
Det var en svaer beslutning at tage (isaer for Nete, der paastod, at jeg bare skulle fortsaette og saa skulle hun nok finde hjem...helt sikkert, Nete, du kunne ikke engang faa dine egne sko af i den tilstand) - men der var ingen tvivl om, at vi blev noedt til at vende om.
Nete fik sovet, og naeste dag dvs i gaar onsdag(som var turens haardeste med 2 x stigning helt op i 4200m hoejde og vandring i 8-10 timer) fik vi Nete paa en hest og med guideassistenten og jeg vandrende ved siden af tog vi tilbage til turens begyndelse.
(Thank God, at kvinden er en erfaren rytter, for jeg havde helt sikkert ikke klaret at ride op og ned af bakker og bjerge paa en lille stoevet pony... )

Vores guide og en baerer(baererne er et kapitel for sig...maaske de sejeste mennesker i verden! Eller hvad siger I til at baere 20-30 kg paa ryggen i loes saek og saa loebe rundt i bjergene?) fulgte os tilbage til Cuzco(og forventede en ordentlig omgang drikkepenge for denne tjeneste...), hvor vi igen blev installeret paa hotel.
Vi moedtes med Boris fra GAP-adventures, der arrangerede vores videre skaebne og fik en laege til at komme paa besoeg. Denne skrev en liste over diverse medikamenter og beordrede dehydrerede Nete til at drikke intet mindre end 6 x 600 ml flasker Gatorade foer sengetid... (Til jer, der evt ikke kender Gatorade, saa er det en moeggusten energidrik, der smager af kemi)

I dag har vi taget et tidligt tog til Aguas Calientes, som ligger lige ved Machu Picchu og saa tager vi en tidlig bus til ruinerne i morgen tidlig og moedes med vores gruppe. Nete er i klar bedring, baade gaar, staar og spiser ogsaa lidt. Jeg holder hende i kort snor og fodrer hende saa vidt muligt... :)

Puha, det har vaeret et par actionfyldte dage... Vildt aergerligt, at vi ikke kunne gennemfoere turen, for det var helt fantastiske omgivelser, ret udfordrende og helt sikkert en vild oplevelse, som jeg noed, saa laenge den varede(og dvs noed, naar ikke jeg holdt oeje med om Nete var ved at dejse om...sorry, god gammeldags dansk galgenhumor!).

Men men men - som jeg sagde til Nete, saa loeber Machu Picchu absolut ingen steder. (Formulerede det vist noget a la "Machu Picchu kan rende mig", da Nete paa en bakke var ret ulykkelig over, at hendes daarligdom gik udover mig...)

Nu glaeder vi os til at faa set de dersens forjaettede ruiner og faa Nete 100% paa fode igen. Mon ikke hun traenger til lidt boelgebrus og palmesus ved den Caribiske kyst? I think so:)

Kys og Kaerlighed fra Nete & Nynne

---

---