Udfordringer i junglen

---

Den fysiske/psykiske
-En personlig sejr beloennet med en mageloes udsigt

En af Jatun Sachas turist traekplastre er et 30m hoejt fugletaarn, som rager et godt stykke op over traekronerne.
Brrr... Jeg er begyndt at blive lidt bange for hoejder paa mine "gamle dage", hvilket jeg bestemt ikke er tilfreds med, saa jeg gav mig selv den udfordring at kravle op i taarnet.

Planen var at jeg skulle goere det sammen med Rebecca, min roommate, ved solopgang, da det skulel vaere helt vildt flot oppe over traekronerne. Saa vi satte os for at tage afsted kl 5:30.

Men da jeg vaagnede kl 5:00 var Rebecca ikke i sin seng, hmm... der havde vaeret lidt party dagen inden, saa hun var havnet i en andens seng

Men jeg ville afsted, saa selvom jeg ikke var helt vild med tanken om at hike i regnskoven alene i moerket, tog jeg afsted.

Og ca 45 min senere, godt svedig, og ogsaa ret saa nervoes, naaede jeg til taarnet. Det er vildt saa meget svaerre jeg har ved at tage mig sammen naar jeg er alene, end hvis der er andre ogsaa. Maaske er det en eller anden staedig form for ikke at miste ansigt, men jeg har lettere ved at oivervinde div. angst hvis der er andre til stede.

Naa, men det lykkedes mig, med stadigt mere rystende fingre, at faa min sele paa (som var godt og vel lige saa gammel som taarnet var hoejt), og begynde opstigningen.

Aldrig har jeg svedt saa meget angstens sved! Det haglede af mig, mine knae rystede, mine fingre foeltes ubrugelige, og min gud jeg var ved at vende om flere gange!

Men op kom jeg, efter ca 20 min klamrende til det, evfter min mening, alt for tynde staalskelet. Men wow det var det hele vaerd!!!

Jeg sad der paa platformen, hvis man kan kalde den det, den var meget lille, og uden noget naevnevaerdigt gelaender, og saa lyset tage til og dampen fra regnskoven stige op over traerne. Smukt, et enkelt ord kan maaske sige det, selvom det foeltes helt ubeskriveligt!

.. og den spirituelle

Der var en shaman tilknyttet stationens botaniske have, Jaime, som udfoerte div, renselsritualer.
Et af den indebar indtagelsen af den urgamle drik ayhuasca, udvundet af div roedder, og som besidder hallusinerede effekter.

Sign me up! Det maatte jeg proeve, nu naar chancen boed sig.

Saa en tirdag aften begav jeg mig alene afsted til shamanes hus ca 40 min gang fra stationen, medbringende en pakke Malboro og en flaske Cristal (vodkalignende spiritus) som jeg havde faaet besked paa.
Jeg troede at det var en form for ekstra betaling udover de peneg jeg skulel betale ham, men jeg fandt ud af at de to ting indgik i ritualet.

Velankommet og spaendt, fik jeg besked paa at saette mig paa en baenke neden under shamanens stolpehus.

Herefter blev alt lys slukket og frem kom den famoese drik. Og puha den smagte ogsaa urgammel, bittert og jordet. Efter en smule kvalme, som dog heldigvis aftog, begyndte selve renselses ritualet.

Her viftede shamanen med blade, gned andre ind paa mine arme og ansigt, alt i mens han begyndt at brumme og nynne. En stor hellig sten blev ogsaa taget i brug og foert rundt om mig.

Alt dette foertsatte i forskellige moenstre og under sang og brummen pa quichua, og indimelem blaeste shamanen roeg ud paa mig.

Til slut kom den del der gjorde det stoerte indtryk paa mig. Shamanen frembragte en lyd der loed helt og holdelt af en anden verden, rent ud sagt haarrejsende, en unaturligt dyb brummen, hvor efter han anbragte sin mund en haarsbredde fra min hovedbund og begyndte at suge! Herefter trak han hoved til sig, mens han omhyggelñigt lukkede "hullet" , maaske im in aura? med sine haender og bogstvligt talt spyttede det onde bort.

Dette gangtog han tre gange, og bagefter foelte jeg mig utroligt let, en dejlig fornemmelse.
Herefter var det meninegn at jeg skulle begynde at hallucinere, men det gjorde jeg desvaerre ikke, saa jeg drak endnu en kop, men stadigvaek uden resultat.

Paa det tidspunkt var der allerede gaaet halvanden time, og selvom jeg ikke havde hallucinationer, var jeg i hoehj grad paavirket, og takkede derfor nej til en tredje kop. Hele min krop foeltes tund, og min hoerelse foeltes ekstremt skaerpet, og jeg var usigeligt traet.
Saa traet saa da shamanens soester kom ned med hendes spaede datter, som aabenbart var syg, og Jaime begyndte at udfoere en renselses paa barnet, uden ayhuasca, da falst jeg i soevn op til flere gange. I de korte oejeblikek havde jeg smaa men meget livagtige droemme.

Til slut vendte kvalmen dog tilbage og jeg var noedt til at give efter, og give ayhuasca'en tilbage til naturen. Intet andet, da jeg skulle faste op til ritualet.

Turen hjem var dog om muligt en endnu stoerre udfordring, 40 min gang alene ad en moerk vej, med en nu endnu mere skaerpet fantasi. Det var en kamp at holde den i skak!

DEn visuelt stoerte affekt af drikekn foelte jeg lige idnen og da jeg kom tilbage til stationen. MIn lommelygtes lyskegle havde faaet en meget tydelig, naesten maerkbar blaa "hale", som jeg tog mig selv i at tiltale i mine tanker...
Og da jeg kom tilbage til spisesalens lys saa jeg bogstavligt talt praecis saadan som det til tider bliver fremstillet paa film naar folk er paavirkede, som om alting paa en gang flyder ud og splintres naar man flytter hovedet.
WOW!

---