Advertisement
Published: November 18th 2007
Familien Wodstrup Jensens rejse til Bolivia og Peru i januar/februar 2008. Vi er hjemme igen - tak fordi I fulgte med på rejsen! Læs mere under rejseplanen...
TravelBlog giver desværre ikke mulighed for at bestemme billedernes placering. Klik paa billedet for at forstoerre og evt. se et slideshow. Billederne er opdaterede den 19. marts - se evt. nederst paa bloggen! Se dagbog nedenunder rejseplan. De nyeste skriverier står øverst. Tak for alle de mails vi har faaet :-)
Rejseplan; - København, afgang den 17. januar
(mellemlandinger i Madrid og Sao Paulo)
- Santa Cruz, ankomst den 18. januar,
Hotel Cortez hav tålmodighed, det tager lidt tid at åbne siden - Tarija, ankomst den 21. januar,
Hotel Los Parrales Resort - La Paz, ankomst den 28. januar
- Oruro, ankomst den 29. januar,
Hotel Gran Sucre Karneval i Oruro - La Paz, ankomst den 4. februar
- Cobacabana (Titicaca), ankomst den 13. februar
- Puno, ankomst den 15. februar
- Cuzco og Machu Picchu, ankomst den 17. februar
- Lima, ankomst den 23. februar
- Madrid, ankomst den 24. februar
- København, ankomst den 25. februar
19. marts 2008: I dag er det Martins fødselsdag hurra, hurra,
hurra. Det er en stor dag i dag - Martins første runde fødselsdag. Han kan mærke i hele kroppen, at der nu er to cifre - 10 år!
Vi har haft besøg af familien fra Jylland, i eftermiddag kommer farmor, i aften skal vi spise på La Perla - Martins yndlingsrestaurant og på søndag på Christinas 8 års fødselsdag kommer familien fra Hillerød. Børnene synes det er dejligt at blive fréjret så mange gange :-)
Jeg har skiftet billeder ud på bloggen, så der nu er kvalitetsbilleder fra hele rejsen. Alt er kopieret til Word og jeg vil nu bruge lidt tid på at renskrive og flytte billeder, så de passer til teksten. Når alt er færdigt får børnene hver en bog fra rejsen.
25. februar 2008: Så er vi landet sikkert i Hillerød med HT fra Kastrup og Iberia fra Madrid. Vi havde en fin men laaannng tur fra Lima til Madrid; 11 timer og landing 45 min. før planlagt. I Madrid boede vi paa et 4 stjernet hotel med varme og badekar - børnene var helt vilde, da de opdagede at de havde faaet elevationssenge :-) Det var dejligt at få en god middag
og sove med dyner igen. Vi tog fra Madrid kl. 12.05 i dag og landede i København kl. godt 15.00
Farmor og Alice har serveret dejlig dansk aftensmad for os, børnene sover og der er gang i vaskemaskinen. Christina skal i skole i morgen, Martins mave er endnu ikke helt i orden, så han bliver hjemme. Hvis maven ikke kommer i orden i morgen, må vi lige en tur til lægen - man kan aldrig vide, om der er kommet nogle små ubudne gæster med hjem?
Jeg begynder på arbejde den 27. - Steens fødselsdag - og Steen begynder igen den 28.
Bjarne har været hos sin egen læge, der siger, at diagnose og behandling i Peru er OK, så han skal blot afslutte behandlingen. Pia er taget hjem til Århus og begynder at arbejde i nattevagt i morgen.
I løbet af de næste uger vil jeg opdatere bloggen med billeder og afslutte den. I er selvfølgelig meget velkomne til at følge med.
23. februar 2008: HURRAAEEEE vi slap ud af Cuzco!
Maaske lyder det maerkeligt men vores foelelser for byen Cuzco er efterhaanden lige saa kolde som byen itself! For det foerste
er der det med turisthelvedet, dernaest er det rigtig koldt i byen. Vi havde derfor glaedet os til at komme til Lima, hvor der er 25 grader. Saa var der det med Bjarnes sygdom og endelig strejkerne, der gjorde at vi var noedt til at blive to dage laengere.
Men nu er vi endelig landet i Lima og har faaet varmen.
Vi stod - for gud ved - hvilken gang op kl. 04.00 i dag for at koere til lufthavnen. Der var naermest kaos ved check in skrankerne. To dage uden flyforbindelser ud af byen har betydet, at rigtig mange rejsende har mistet deres forbindelser videre ud i verden. Og hold da op hvor blev der buet af folk, der forsoegte at snyde.
Vi kom fint igennem - selv om vi havde indstillet os paa, at der var gaaet kuk i deres bookinger. Men tanken om at tage turen til Lima over land var ikke videre tillokkende: 22-24 timer i bus i bjergomraader. Det havde vores lidt tyndslidte nerver nok ikke holdt til.
Men nu er alt godt igen. Bjarne er oppegaaende og har det godt. Vi havde en fin flyvetur herover med retmaesssig afgang fra
Cuzco og har nu checket ind paa et luksushortel - dog desvaerre uden swimmingpool - ved lufthavnen. Tanken om 10 timer paa en stol i lufthavnen var ikke til at baere!
Jeg har kunnet uploade billeder direkte fra kameraet via computeren til bloggen. Det er kun sket en gang foer og da maate jeg halvere billedstoerelsen.
Boernene ser Discovery Kids, Latino paa vaerelset. De har fanget en del spanske gloser via de mange skraekkelige boerneudsendelser i TV. Christina siger f.eks. i et enthusiastisk tonefald: "¿Donde? Aqui en Discovery Kids!" hvilket betyder: Hvor? Her paa Discovery Kids!"
Det er maerkeligt, at vores rejse nu er ved at naerme sig sin afslutning. Det varer nok nogle maaneder inden de mange indtryk og oplevelser har rodfaestet sig.
Boernene glaeder sig til at komme hjem til kammeraterne igen - de har savnet dem. Og begge er 100%!i(MISSING)ndstillet paa, at de vil i skole tirsdag morgen. Vi faar se, hvor moere de er efter den lange tur over atlanten - men vi har selvfoelgelig et doegn i Madrid, det kan nok tage det vaerste jetlag og soevnunderskud.
22. februar 2008: El Pueblo unido jamas sera vencido!! loed det
i gaderne i Cuzco. Der er massedemonstrationer! Det ene demonstrationstog efter det andet samles paa Plaza de Armas, taet paa hvor vi bor. Selv om der er kampklaedt politi paa gaden, foeler vi os ikke utrygge. Politiet siger, at det er stille og roligt og de forventer at demonstrationerne oploeses kl. 14.00.
Lige nu er vi paa vores yndlingscafé, hvor vi fra balkonen kan foelge med i demonstrationerne.
Faglige foreninger og andre demonstrere fordi Perus regering vil privatisere omraader omkring MAchu Picchu uden at give peruvianerne forkoebsret. Derfor frygter folk, at internationale og multinationale hotelkaeder vil bygge kaempe hotelkomplekser og det er peruvianerne ikke interesserede i - hvilket jo er forstaaligt.
Vores daarligdomme er ved at vaere paa retur. Bjarne havde laege i gaar og er nu i behandling for baade en salmonella- og en amoebeinfektion. Han har haft det ret daarligt men er nu saa meget i bedring, at han kan se Champigons Leage, Arsenal vs Milano i TV paa vaerelset.
Grunden til overskriften i gaar, er at Cuzco bortset fra nogle imponerende kolonibygninger og en del ruiner uden for byen, egentlig er mere et turisthelvede end et turistmekka. Vi troede at paa turistmekkaet, da
vi foerst kom til byen men enten er det noget skidt eller ogsaa koster det alt for meget. Peru er vitterig meget dyere at opholde sig i end Bolivia. Herudover bliver vi naermest overfaldet af folk, der vil saelge alskens skidt og kanel, naar vi gaar paa gaderne. Den foerste dag var vi venlige og sagde "no gracias", men det holdt vi hurtigt op med. For gadesaelgerne var det nemlig en aabning og derfor forfulgte de os naermest. De sidste dage har vi ignoreret dem og det har vist sig at vaere en god strategi, de lader os nemlig vaere.
21. februar 2008: STUCKED in F.... CUZCO! Saa har vi oplevet det ogsaa! Op foer en vis herre faar sko paa og med minibus kl. 05.30 for at koere til lufthavnen. Morgenmad i lufthavnen foer vi kunne checke bagagen ind til Lima kl. 8.30. Herefter ventede vi igen ved gaten indtil det loed over hoejtalerne, at alle fly ud af Cuzco var aflyst resten af dagen pga af strejke! F...
Gode raad var dyre, der var ingen hjaelp fra flyselskabet, saa det endte med at vi selv ombookede flybilletterne til foerste afgang loerdag morgen. Flyselskabet kunne ikke
garantere afgange i morgen - maaske, men vi orkede ikke at tage ud til lufthavnen igen for saa senere at finde ud af, at der heller ingen fly er i morgen.
Vi fik udleveret bagagen og ringede saa til rejsebureatets kontaktperson i Cuzco. De har ingen forpligtelser over for os, da strejker er force majeure - men hun var meget hjaelpsom og kom ud til lufthavnen og hjalp os ind til byen igen.
Vi tror nok at strejken primaert er en transportstrejke, der var nemlig ingen taxaer paa gaden, saa de to vi koerte med, var strejkebrydere - det var vi nu ligeglade med, bare vi kunne faa et hotel igen. Strejken handler vist nok om at regeringen vil privatisere del af omraadet omkring Machu Picchu - maaske ekspropriere og det har saa udloest strejken.
Der var et masseopbrud af svaert bevaebnede politifolk med skjolde, visir og hvad dertil hoerer. Men ingen panik og kun rolige magtdemonstrationer. Der laa en del brosten og andre sten paa vejene og taxaerne koerte en omvej for ikke at komme ind i demonstrationerne - men det virker roligt.
Nu er vi saa indstallerede paa samme hotel og samme vaerelser. Vi
satser paa en rolig dag i morgen og saa Lima loerdag morgen, inden vi flyver til MAdrid loerdag aften. Vi faar ikke set Lima, men det goer faktisk ikke noget - vi er ved at vaere lidt moere og glaeder os egentlig lidt til at komme hjem igen.
I hoerer mere senere.
20. februar 2008: Machu Picchu tog helt pippet fra os - bogstaveligt talt og paa flere fronter! Vi var alle 6 fuldstaendig betagede af det syn der moedte os kl. 06.45 om morgenen. Det var bare facinerende og fantastisk at staa paa bjergsiden og kigge ned over de ruiner, som vi har set saa mange billeder af. Vi blev ikke skuffede - det er nok et af de flotteste syn, vi har set!
Vi havde en guided tur paa to timer, en lokal quecha guide, der talte glimrende engelsk. Han var god til baade at fortaelle og til at besvare de mange spoergsmaal fra os. Han blev maaske nok lidt irriteret over de to aeldre kvinder i gruppen (Pia og undertegnede). Der var simpelthen saa mange billeder, der bare maatte tages her og nu. Hvor vi end vendte blikket hen, var der et motiv
- enten ruiner, eller graessende lamaer mellem ruinerne eller de helst fantastiske og evigt vekslende vejrforhold. Paa et tidspunkt var Machu Picchu naesten daekket af skyer, det neaste oejeblik broed solen naesten igennem. Der hviler en magisk og naermest religioes stemning over stedet! Meget mere og et udvalg af billeder kommer senere ....
Det var ogsaa en haard tur - vi vandrede og kravlede rundt mellem ruinerne i 5 timer. Bjarne besteg Machu Picchu - som betyder det gamle bjerg og som er det bjerg man ser bag ruinerne. Steen, Martin og Pia besteg et foranliggende bjerg og saa en gammel inkabro, mens Christina og jeg passede paa rygsaekkene, daekket af vores ponchoer fra Oruro. Det regnede nemlig ogsaa paa et tidspunkt.
Da vi kom ned til indgangen, der sluser turister igennem, takkede vi guderne for at vi var taget saa tidligt af sted. Selv om det overhovedet ikke er hoejsaeson her i regntiden, vrimlede det med store grupper af turister, der ventede paa at komme igennem og op til ruinerne. Vi kunne tage billeder uden en eneste turist kl. 07.00, det kunne man ikke kl. 13.00. Apropos billeder - jeg vil elske at vise jer de ca.
250 billeder, jeg har taget og tro mig, ikke to af dem er ens! ;-)
Vi kom hjem til Cuzco kl. 20.00 om aftenen med bus de sidste 70 km, da toget kun koerte en del af straekningen pga strejke blandt landbefolkningen - vi ved faktisk ikke, om de satte koer, grise, faar og lamaer ud paa skinnerne?
I dag har vi saa haft foelgevirkninger af den haarde tur og jeg har maattet en tur paa apoteket igen igen.
Vi har givet to af ekspeditionens deltagere nogle special opgaver;
Martin - WC korrespondent: Martin checker toiletforholdene paa hoteller og restauranter og melder tilbage til os andre paa en skala fra 1-10. Et enkelt sted maatte han bryde skalaen (den gamle), da stedet kun fik 03!
Aase - Farmacia ekspert: Jeg gaar paa apoteket og koeber forskelligt, der kan lette de andres daarligdomme. Midler til at stoppe diarre, midler til at haandtere forstoppelse osv.
I dag var det Bjarne og Martin, der maatte ned med flaget. Det betoed at kun Pia og Steen var paa en guided tur rundt i Cuzco. Turen var ikke nogen succes, da guiden var forfaerdelig daarlig til engelsk, saa de
hoppede af ...
Baade Bjarne og Martin er ved at vaere paa toppen igen, saa vi satser paa en sikker flyrejse til Lima i morgen.
Vi skal flyve kl. 11.00 men skal fra hotellet ud paa den 20 min. koeretur kl. 05.30, da der bliver vejblokader i morgen. Vores rejsebureau forventer, at blokaden begynder kl. 06.00, og paa det tidspunkt vil hun gerne have fulgt os til lufthavnen.
Saa vidt vi har forstaaet, handler blokaderne om uoverensstemmelser mellem regeringen og nogle faglige organisationer - noget med privatiseringer - maaske finder vi ud af mere senere?
Slut for nu - vi skriver igen fra Lima.
18. februar 2008: Aguas Caliente eller Machu Picchu Pueblo som byen ogsaa hedder. Op kl. 04.15 og med toget fra Cuzco kl. 06.00. En helt fantastisk togtur igennem det mest forunderlige landskab. I morgen er det saa Machu Picchu, vi glaeder os helt vildt ......
17. februar 2008: Saa blev det Cuzco. Vi havde en fin busrejse paa 4 timer fra Copacabana til Puno sammen med en flok andre turister. Men hold da op hvor har de daarlige veje i Peru - bussen hoppede og bumpede det meste
af vejen. Vi bemaerkede en lidt anderledes byggestil i Peru og mange bliktage i stedet for tegl- eller straatage som i Bolivia. Vi koerte gennem et flot naturomraade og der blev taget lidt billeder gennem bussens vinduer.
Puno overraskede os lidt. Vi havde forventet en beskidt stationsby og et lidt luset hotel. Vi saa en provinsby med en lang hovedgade med butikkerog restauranter og vi fik et helt nyt hotel med masser af plads, badekar - boernene var helt vilde - og gode senge med dynetaepper. Hotellet havde som det foerste hotel computer med baade internetadgang og cd drev.
Om eftermiddagens blev vi hentet af en guide og en minibus og koert ned til havnen for at tage en baad til Urus, sivoeerne. Vi steg ombord i en rimelig stor baad med bloede saeder og ventede saa paa de andre passagerer. De kom bare ikke? Da der endelig kom nogle mennesker, viste det sig at det var vores guide, en medhjaelper og en styrmand - kaptajnen var allerede ombord ;-). Hold da op endnu en gang mindede vi hinanden om, at de rige har mange glaeder! Boernene syntes det var vildt fedt og noed turen paa taget af
baaden ifoert redningsveste - selv om de kan svoemme begge to, er vandet i Titicacasoen koldt og meget forurenet lige ud for Puno.
Det var en flot sejltur ud til sivoeerne og lidt af en blandet fornoejelse at besoege dem. Vi blev som de eneste turister lige paa det tidspunkt taget godt imod af beboerne paa en oe, hvor der boede 8 familier. Men det var meget kommercielt og levede godt op til den lidet flaterende beskrivelse i "Turen gaar til .." Her skriver de bl.a. at entreprenante byboer har overtaget styringen af turisttilstroemningen uden at beboerne har mulighed for at praege udviklingen. Saa slemt var det maaske ikke. Vi fik at vide, at flere beboere paa flere sivoeer ikke tager imod turister.
Paa"vores" sivoe blev vi godt informeret af guiden, der fortalte om Titicacasoeen og Urusfolket, der bebor sivoeerne. Samtidigt sad der nogle beboere og lavede souvenirs, smaa sivbaade og taepper.
Lidt senere fortalte nogle af beboerne paa en blanding af aymara, spansk og engelsk, hvordan de laver oeerne og hvordan de evt. deler dem, hvis der bliver uoverenestemmelser mellem beboerne.
Indtil det da var det saadan set fint nok - men da vi efter
at have smagt lidt sivoee kogekunst og efter at have fotograferet paa livet loes - blev inviteret ind i en families hytte, gik det ligesom lidt over gevind. Vi foelte paa den ene side at vi kom for taet paa - det var for meget - paa den anden side var det helt aabenlyst en noget for noget deal; Vi viser jer hvordan vi lever, og I koeber noget af vores kunsthaandvaerk! Og det gjorde vi saa! Steen, boernene og jeg besoegte en familie og Pia og Bjarne en anden og bagefter koebte vi saa et taeppe lavet af konen Martha og en sivbaad lavet af manden Raul.
Bagefter samledes alle paa de dertil lavede sivruller og hoerte lidt mere om livet pa oeerne. Pia vandt en lille sivbaad, da hun gaettede den korrekte dybde ned til bunden af soeen :-)
Saa sang beboerne nogle aymara og quecha sange for os. Vi skulle saa synge en sang paa dansk. Christina og Martin syntes, det var SAA pinligt, da Pia og jeg sang "Tre smaa fisk" for fuld hammer!
Pia, Bjarne, Steen og Christina kom ombord i en sivbaad og blev vinket ud fra oeen med sang og
et "Hasta La Vista Baby" af kvinderne! Heldigvis var der generelt noget humor og grinen - ellers kunne vi da slet ikke have holdt det ud.
Martin og jeg sejlede med motorbaaden over til en anden sivoe, hvor sivbaaden lagde til lidt senere. Vi sagde til guiden at vi ikke ville besoege flere oeer og sejlede saa "hjem" til Puno.
Martin kunne godt taenke sig at leve som Urus folket, en lille sivhytte med to senge og et mini tv drevet af et solcellepanel paa en lille oe med kun 8 hytter! Jae - smaat og trygt var det i alle tilfaelde.
I gaar koerte vi saa i vores egen luksus minibus fra Puno tilCuzco - inkaernes hovedstad.
Perurail har desvaerre aflyst alle turistvogne mellem Puno og Cuzco i februar maaned! Vi vidste godt at vi maaske maatte blive noedt til at droppe den flotte togtur i luksusvognen, det havde rejsebureauet sagt - men vi haabede til det sidste. Men Perurail har taget alle turistvognene ud af programmet paa straekningen Puno - Cuzco, da saa mange lokale rejser paa grund af festivitas i Puno. Og vi maa ikke rejse sammen med de lokale!?
Anyway, vi
havde en fin bustur. Det var kun de foerste to timer, indvoldene var ved at blive rystet ud af kroppen paa grund af de daarlige veje.
Naturen er fantastisk! - bjergene, floderne, terrasserne, de golde klipper i 4.370 m. hoejde og de frodige dale blot 700 m. laengere nede - fik mig til at foele mig som en pressefotograf - jeg kunne have taget endnu flere billeder - men bussens bumpen forhindrede det. Vi fulgte jernbanesporet hele vejen men indhentede ikke toget, der var koert fra Puno en time foer os.
Vi bor downtown Cuzco paa et hotel med colonial style - taet ved den centrale plads - Plaza de Armas. Efter den gode restaurant i aftes gik vi en lille tur i omraadet. Hold da op! Cuzco centrum er fyldt med pladser, smukt oplyste kirker, huse fra kolonitiden med balkoner og buede arkader med turistbutikker med design alpaca sjaler, taepper, troejer, soelvsmykker og meget meget mere. Pia og jeg har taenkt os at gaa amok i et sanseloest powershopping orgie lidt senere i dag! OK pladsen i kufferterne og rygsaekkene saetter en naturlig begraensning for, hvor meget vi kan koebe. Priserne er for oevrigt noget hoejere end
i Bolivia. Turen gaar til .. siger ca. 30%!<(MISSING)br>
15. februar 2008: PERRRRUUUUUU..... raabte Martin, da vi gik over graensen til Peru. Se de billeder, det er lykkedes at uploade - der kommer mere tekst, naar vi kommer til Cuszo i morgen. Billedkvaliteten er ikke saa god - I maa se billeder i et flot kvalitet, naar computerne er til det .....
14. februar 2008: I dag er det bedstemors foedselsag - Hurra, hurra, hurra. Et kaempe stort til lykke til dig ogsaa her paa bloggen.
Vi ringede til bedstemor og oenskede til lykke med de 75 aar - kun 4 bolivianos i minuttet - roerende billigt. Vi haaber du har haft en god dag med vennebesoeg osv. Buketten fra de rejsende soeskende og familier er heldgvis naaet frem. Der var ogsaa en pakke fra Hilleroed med gave, kort og print af bloggen - tak for det Lizzie, Joern og Alice.
Vi har faaet mail fra faetter Jacob, der pt. rejser rundt i Mexico med to amigos - vi glaeder os til at laese videre paa deres blog, naar vi faar adressen.
Vi forsoeger pt. at booke et godt hotel i Lima til
de sidste to overnatninger - vi har skrevet til Hotel Los Americas, der har swimmingpool, nu maa vi se, om de skriver tilbage.
Naar Pia og Bjarne kommer tilbage fra turen til Isla del Sol, skal vi bestige oelbjerget. Vi venter til sidst paa eftermiddagen, da solen er ubarmhjertig lige nu kl. 15.00. Christina og jeg har vaeret noedt til at oebe nogle hatte - mors isse er lidt roed og Christina ville gerne have en hat magen til mors.
Vi har lavet lektier i 2 timer, det er jo noedvendigt, selv om boernene synes det er lidt uretfaerdigt at skulle i skole, naar nu deres kalssekammerater har vinterferie.
Rigtig god vinterferie til alle jer, der har fortjent det.
13. februar 2008: Vi har nu forladt La Paz og bor igen paa Hotel Rosario i Copacabana ved Titicacasoeen. Det er dejligt at gense det hele. Vores koeretur herop har vaeret fantastisk. Det er den bedste af de tre gange vi har vaeret her.
Foerste gang rejste Steen og jeg alene herop i en lokal bus. Vi maatte ikke se Martin, da der var lidt rod i vores papirer, og vi besluttede derfor at lege
turister. Jeg var noget nervoes paa turen herop, da bussen var stor og vejene daarlige. Vi havde dog en rigtig god tur til Isla del Sol og Isla de la Luna - bortset fra at baaden, vi sejlede med, ikke matchede vores danske krav og forventninger om sikkerhed.
Anden gang vi tog turen herop var sammen med begge boern, Marianne, Soeren og lille Sofie. Sikke en tur. Christina have utrolig daarlig mave og maatte skiftes ca. hver halve time. Vi koerte rundt i La Paz for at samle andre turister op, saa turen tog ca. 6 timer. De andre passagerer var ikke glade for vores selskab! Da vi kom herop, blev Martin syg, Christina kastede op og hotellet var ikke godt. Jeg styrtede hele Copacabana rundt for at koebe underbukser/bukser til Christina, da alt var brugt! Da flere af de voksne ogsaa blev syge, besluttede vi at tage hjem til La Paz igen dagen efter - denne gang i en lejet minibus. Bortset fra det var det dejlgt at rejse sammen med Los Preasts Falsigs.
Denne tredje gang er alt forloebet godt. Vi blev hentet paa vores hotel til den aftalte tid - naesten. En meget fin bus
til 12 personer - vores egen chauffoer og vores egen guide. Ja, de rige har mange glaeder. Turen var bare saa FLOT. Der var straalende sol over Altiplano, bjergkaeden Cordellia Real med snedaekkede bjergtoppe til hoejre og efter et par timer Titicacasoeen til venstre. Der blev fotograferet paa livet loes - det er bare saa smukt. Himlen er saa blaa, saa blaa og skyerne kridhvide.
Boernene hyggedede sig paa de bagerste saeder, Steen og jeg sad paa de midterste saeder og Pia og Bjarne paa saederne foran. Allerfoerest sad vores guide. Han var rigtig god til engelsk og fortalte meget vi ikke vidste om Bolivia i forvejen.
Da vi kom til Copacabana og Hotel Rosario efter en OK sejltur over det lille straede og uden at vise pas - det har vi gjort de andre gange, da vi bevaeger os paa graensen mellem Bolivia og Peru, fik vi frokost, inden vi fik en lille rundvisning ved kirken og paa markedet.
Kirken i Copacabana er meget flot. Det er en Indiansk katolsk kirke. Det betyder, at Jomfru Maria kommer i foerste raekke. Det saaes tydeligt paa det flotte alter og andre steder i kirken. Alteret er meget, meget
stort -og bestaar af traeudskaeringer, dekoreret med guld. Den midterste del er rent soelv. Der er en meget spaendende historie knyttet til kirken og Virgen de Copacabana. Folk kommer langvejsfra - vi saa biler helt fra Argentina - for at bede og ofre. I Lonely Planet staar at der kun er velsignelser om loerdagen. Det er ikke rigtigt - vores guide fortalte at det er der hver dag og vi saa den kutteklaedte praest velsigne den ene bil efter den anden. De der oenskede det fik ogsaa staenket vievand paa koner og boern! Efter velsignelsen overhaeldte ejerne bilerne med oel og champagne som en del af ritualet - alle biler var flot pyntet med blomster og blomsterkranse.
Udenfor kirken er der smaa boder, der saelger alt det man kan oenske sig her i livet af materielle goder i miniformat og papir. Smaa butikker, pengesedler, kufferter, huse, biler osv. osv. Guiden fortalte at folk koebte de smaa ting ved kirken, tog dem med hjem og knoklede loes for at faa penge til at koebe tingene for. Naar det saa lykkedes at faa raad til fx. en bil, koerte de derefter til Copacabana for at faa velsignet bilen og sikre fortsat
velstand. Oprindeligt bad indianerne ikke om materiel velstand men om sundhed, lykke og andre ikke materielle goder. Men det har aendret sig.
Guiden fortalte ogsaa, hvordan vi kunne kende forskel paa aymara og quecha indianere i kvindernes klaededragt. Aymaraerne har lange skoerter og bowlerhatte, quechakvinderne har korte skoerter og andre hatte. Martin spurgte guiden hvad han og Christina var og da guiden hoerte at de var fra Oruro og La Paz sagde han, at altiplano indianere er overvejende aymara. Det lod til at glaede boernene at han sagde det, selv om vi har fortalt dem, at de er aymaraindianere. Han proevede at laere os lidt om aymarasproget. Det er simpelt rent grammatisk men lydene er umulige. Der er flere konsonanter, der kan udtales paa tre forskellige maader. Da det er naesten umuligt at udtale for ikke aymaraer, aendrede spanierne mange stednavne - fx. hed byen ikke Copacabana oprindeligt. Denne Copacabana er for oevrigt den foerste - Rio de Janeiros Copacabana kom senere.
Vi fik lidt at drikke ved stranden og slapper nu lidt af paa hotellet, der ogsaa har faaet computere og internetadgang. Det gaar lidt langsomt - men er bedre end at sidde paa en internetcafe.
I gaar havde vi en rigtig god oplevelse, da vi besoegte vores sponsorbarn Josue paa Frelsens Haers Center i La Paz. Vi blev hentet af Major Hector Herrera, der var rigtig god til at forstaa mit spanske. Paa centret moedte vi baade Josue, hans lillebror Samuel, en storesoester og moderen, der arbejder i centrets koekken. Aldrig har vi faaet saa mange knus og kys. De var bare saa soede alle sammen og saa glade for den lille hjaelp vi yder hver maaned. Der kommer 300 boern om dagen, 150 om formiddagen og 150 om eftermiddagen. De faar mad, gaar i skole og leger paa centret.
Vi var inde i flere klasser, bl.a. i Josues klasse og boernene stillede rigtig mange spoergsmaal til os. Martin og Christina var generte og havde det igen svaert ved ike at kunne tale spansk. Jeg fortalte det bedste jeg kunne om Danmark, hvad vi spiser, hvilke dyr vi har osv. osv. Josue ville gerne have at vi moedte de sidste to soeskende - men da vi gerne ville sige farvel paa Christinas boernehjem, takkede vi nej. Majoren koerte os hen til boernehjemet efter en times tid. Majoren fortalte ogsaa meget om Bolivia og hvordan
befolkningen generelt har faaet det bedre efter at Evo Morales er blevet praesident. Vi synes ogsaa vi kan se det paa gaderne i La Paz. Der er ikke saa mange tiggere og der virker renere.
Og saa var det farvel til Carlos de Villegas. Christina vuggede igen Fernando og kunne naesten ikke loesrive sig - ej heller kunne jeg. Da vi ville putte ham, skulle han have en flaske og det skete heldigvis i armene paa en stor pige. Hun fortalte at alle boern skulle have flaske i armene. Det tyder paa, at boernene paa Carlos ogsa har faaet det bedre. Da vi hentede Christina, laa boernene selv i sengene med flaskerne. Vi kaempede faktisk lidt med Christina, da hun selv ville holde flasken og vi ville give hende den.
Det var maerkeligt at sige farvel - ligesom paa Martins boernehjem, er der saa mange foelelser knyttet til hjemmene.
I morgen skal Pia og Bjarne paa sejltur til Isla del Sol og Isla de la Luna. Vi andre slapper af i Copacabana og finder maaske en legeplads.
Nu er solen ved at gaa ned over Titicacasoeen. Det er som at se paa en stor guldskive og
naesten blaendende at kigge ud over soeen netop nu - Wauw.... Der er ikke noget at sige til, at indianerne i tidernes morgen ansaa Titicanasoen og Sol- og Maaneoeen som vugge for deres oprindelse.
12. februar 2008: Vi har koebt stort ind af artesanias - souvenirs, saa Pia og jeg har i dag vaeret paa posthuset her i La Paz for at sende pakker hjem til os selv. Det var helt ukompliceret - altsaa bortset fra kopierne af vores pas og lidt ventetid. Det er dejligt at vide, at der om 1 maaneds tid kommer en stor pakke fra La Paz til Vinkelvej 4, haaber vi ;-)
Alt er vel her. Vi har vaeret lidt rundt i byen, set praesidentpaladset og vaeret paa peña - en musik restaurant. Det var lidt sjovt, da vi i laaang tid var de eneste gaester - men heldigvis kom der lidt flere. Det var noget af et show vi overvaerede. Der var to musikgrupper og en dansegruppe. Vi gensaa flere af de danse vi kender fra Oruro og de videoer vi har - men dragternes skoenhed var endnu en gang slaaende.
Planerne for vores sidste dag i La Paz er
at besoege vores sponsorbarn Josue i El Alto. Vi bliver hentet af det center, han kommer paa. Endelig vil Christina meget gerne besoege boernehjemmet en sidste gang for at sige farvel til personalet og alle babyerne - specielt Fernando, som Christina og Martin har tabt deres hjerter til.
10. februar 2008: Puha! Der fik jeg godt nok sved paa panden. Pludselig mens jeg sad og opdaterede bloggen i gaar, forsvandt den =:-0
I dag har vi brugt lidt tid paa en god internetcafé ved Plaza de Estudiante og det lykkedes heldigvis at finde bloggen igen.
Alt er OK her i La Paz. I gaar var Bjarne paa cykeltur - doedsruten Hanne, husker du? Han havde en fantastisk cykeltur fra 5.400 m til ca. 2.600 m. Han begyndte ovenover skyerne med sne, taage og smaaregn og endte i det tropiske Coroico. Det var en fantastisk oplevelse. Vi andre slappede af og tog en tur til Zona Sur for at kunne traekke vejret lidt nemmere. I fredags var der skyet og en forfaerdelig smog ved Plaza Abaroa, hvor vi bor.
La Paz har ellers vist sig fra sin smukkeste side, hvad angaar vejret. Solen skinner, der
er 20 - 22 grader varmt og der har kun vaeret en dag, hvor der kom to smaa byger. Vi gaar rundt i T-shirts og bruger solfaktor 30.
I dag har vi vaeret paa verdens smukkest beliggende legeplads - paa et bjerg i La Paz med udsigt over byen og de omkringliggende bjerge. I forhold til sidste gang vi var her, er der sket rigtig meget. Omraadet er blevet renoveret kraftigt og her er meget smukt med mange blomster og flotte farver. Legeredskaberne er toptunede og ser nymalede ud. Boernene har haft det rigtig sjovt.
8. februar 2008: Vi er vilde med La Paz! Byen er et shoppingmekka og en sjov og fantastisk blanding af gammelt og nyt. Der er mange modsaetninger og anakronismer, indianerkvinder med traditionelle klaededragter, bowlerhatte og mobiltelefoner, Mercado Negro, hvor man kan koebe alt - simpelthen alt til ingen penge - meget af det er kopivarer i mere eller mindre daarlig kvalitet og omraaderne med supermoderne cafeer og restauranter.
Vi besoegte alle 6 Christinas boernehjem i gaar eftermiddag. En rigtig dejlig oplevelse - sygeplejesken, som jeg konsultere en del gange for 7 aar siden vedr. Christinas maveproblemer, og jeg kunne genkende hinanden
og der blev uddelt knus og kram til hende og forstanderinden.
Da vi kom ind i Sala de Bebes fik jeg en klump i halsen - ja selv mens jeg skriver dette - kommer taarerne frem. Her var Christinas seng, her var alle gaavognene og baenken foran doeren, sa de smaa gaaende ikke forvilder sig ud paa gangen og hen til den farlige trappe.
Der var rigtig mange babyer - alle til international adoption. Vi nussede og vuggede og Christina og Martin forelskede sig i Fernando - en lille bitte dreng paa kun 2 uger. Christina sad med ham og vuggede ham, saa graaden holdt op. Vi talte kort med to unge piger fra Tyskland, der arbejdede paa boernehjemmet. De skulle vaere der i et aar.
Efter besoeget hos babyerne, blev vi vist rundt paa hele boernehjemmets omraade af Maria, en teenager der havde boet paa boernehjemmet i 9 aar.
Det er meget tydeligt at Carlos los Villegas har mange flere ressourcer end Martins boernehjem men alligevel har de ikke ressourcer nok. Som paa Martins boernehjem ville vi gerne give dem noget, de manglede og her var det modermaelkserstatning - en meget dyr speciel blanding, som
aabenbart er rigtig god til de mange babyer.
Jeg koerte med en pige og en chauffoer fra boernehjemmet hen til en grossist, hvor jeg koebte modermaelkserstatning for 688,- Bolivianos. Det var 16 daaser - vi haaber, de raekker i et godt stykke tid.
Bagefter moedes jeg med de andre, der efter Mariannes anbefaling, var taget hen til Aleksanders Coffe ved Abaroa Pladsen. Her fik vi kaffe og milkshakes. Og tusinde tak til Marianne, Sofie og Josefine - det er nogle fantastiske milkshakes. Modermaelkserstatning og milkshakes - det er kontrastfyldt at rejse og opholde sig i Bolivia!
I gaar koebte vi en samlet turpakke til sidste del af vores rejse. Paa et peruviansk rejsebureau fik vi arrangeret transport i minibus til Copacabana ved Titicaca soeen og overnatning paa Hotel Rosario, som Steen og jeg kender fra vores tur hertil for 9 aar siden, transport til Puno i Peru hvor vi skal besoege sivoerne, tog fra Puno til Cuszo med overnatning paa enten El Balcón - tak igen Nina og Peter - eller et tilsvarende hotel i colonial style, tur til Aguas Caliente med overnatning paa et hostel og morgentur til Macchu Piccu og retur til Cuszo, hvorfra vi
flyver til Lima. Det er dejligt at have sidste del af rejsen helt paa plads, saa behoever vi ikke spekulere mere paa det.
Steen har skole i lejligheden og jeg skal paa posthuset bagefter for at finde en sikker kasse til afsendelse af de mange gaver, vi har faaet af familien i Oruro. Vi kan ikke rejse med det hele.
Steen og Bjarne var for oevrigt til fodbold landskamp mellem Bolivia og Peru - foerst et opgoer mellem La Paz og et peruviansk hold og dernaest landskamp, som Bolivia vandt 2-1 :-). Der blev sendt mange tanker til Soeren, Erik og Per, som Steen var til fodboldkamp med for 7 aar siden og jeg huskede med forneojelse den kaffeslabarads som boern og kvinder havde imens. Jeg ville oenske at I var her sammen med os Marianne, Hanne og Birthe og alle jeres vidunderlige boern!
Mens jeg skriver dette, er de i gang med at kopiere anden afdeling fotografier til en dvd. Jeg vil proeve at faa lavet en cd med nogle udvalgte fotos, saa jeg kan uploade nogle af de ca. 800 billeder, vi har taget paa nuvaerende tidspunkt :-)
6. februar 2008: Vi kom
til La Paz i mandags - men ikke med bus og ikke foerst paa eftermiddagen. Da Bjarne og jeg kom ned paa busstationen kl. 07:30 viste det sig at vi foest kl.10:30 kunne koebe billetter til afgangen kl.11:30 - jaaa saadan er Bolivia ogsaa. Vi diskuterede bussituationen og vores turistmaver og da vi fik en sms fra Carla om, at Alvaro og Martha ville invitere os hjem til dem, blev beslutningen taget. Bjarne og jeg bestilte en minibus i hotellets reception. Bussen skulle komme kl.14:30, saa vi kunne vaere i La Paz inden moerkets frembrud, saa Bjarne og Pia kunne nyde den fantastiske udsigt paa koereturen ned i gryden.
Men saadan skulle det ikke gaa. Kl. 14:30 kom en taxa - en stationcar, der skulle fragte 6 personer + bagage til La Paz. Det naegtede vi - vi fylder en del mere end de smaa bolivianere, saa det endte med to taxaer til 800 bolivianos stykket - ca. 100 $ og det var egentlig OK.
Inden da blev vi fire hentet af Alvaro, der koerte os ud til udkanten af byen hvor ham og Martha + pigerne har boet de sidste tre aar. Der var daekket op med
cola og kiks, saa al vores snak om maveproblemer, havde faaet dem til at undlade den hjemelavede limonade.
Vi tilbragte en times tid hos dem, hvor ogsaa Marthas soester Emma og hendes yngste datter var. Vi saa paa billeder af os selv, af familien og snakkede karneval og dragter. De foraerede os en flot maske, en flot hat, billeder, en kogebog med boliviansk mad og flere andre ting. Vi bliver nok noedt til at sende en kasse hjem til Danmark, da vi slet ikke kan rejse med alt det udstyr.
Det var en rigtig dejlig time - men ogsaa svaer. Jeg forsoegte at oversaette saa godt jeg kunne, men jeg mangler ogsaa ord ind imellem til at beskrive de foelelser, vi naerer for familien.
Alvaro koerte os til bage til hotellet og en time efter kom de alle hen paa hotellet for at sige farvel.
Det tog jo lidt tid med al den forhandlen vedr. bus eller taxa til La Paz, og midt i det hele fandt Martha ud af at Bolivias tidligere praesident Carlos de Mesa sad og drak kaffe i hotellets restaurant. Vi var lige henne og kigge, men Señora Mesa var der ikke.
Vi kender hende jo fra dengang, hun var paa besoeg i Danmark som H.C. Andersen ambassadoer i 2005, hvor Martin og Christina paa vegne af familierne i Landegruppen Bolivia overrakte hende en gave sammen med Mario og Emilie.
Vi tog billeder af Freddy sammen med boernene og fik kindkys og "pas nu paa hinanden" af ham. Freddy er den tjener, der har serveret morgenmad og aftensmad for os de tre gange vi har boet paa Gran Sucre. Og han sendte mange hilsner til jer - Los Rasmussens.
Vi havde en fin taxatur til La Paz - ca. 3-4 timer med et kort ophold i en lille landsby, hvor der foregik en eller anden velsignelse af lastbiler - mange af de biler, busser og lastbiler, vi moedte paa vejen var dekoreret med serpentiner, blomster og konfetti.
Desvaerre var det ikke lykkedes at faa kontakt med Mrs. Melvy igen, saa da vi ankom til 20. Octubre gaden og blev sat af foran Edificio Quadalquivir, hvor lejlighederne ligger, var der ingen til at tage imod os. Christina talte skridtene fra bygningen til boernehjemmet - 36, 7 aarige skridt, saa ved I det!
Boernene og jeg gik ind paa boernehjemmet
- sikke en gensynsglaede for os! Vi fandt et billede af Christina og mig, samt et billede af Christina og Maria fra Aalborg paa opslagstavlerne paa gangen. Det var den samme oplevelse at komme derind som de tidligere gange - det er som at traede ind i Edens Have. Der er graes, blomster og en Jomfru Maria statue, der byder en velkommen.
Vi snakkede med flere piger og endelig kom forstanderinden og ringede til Ricci.
Ricci og Melvy kom med taxa efter en halv time - de havde vaeret paa busstationen i 4 timer og havde naermest efterlyst os, da vi ikke kom med bussen kl.15:00. Naa, de kunne jo have aflyttet telefonsvareren og de to beskeder, jeg havde lagt eller taget telefonen derhjemme. Det viste sig ogsaa at vi havde det forkerte mobilnummer til Ricci- men jeg undskyldte selvfoelgelig mange gange.
Naa, summa sumarum - vi kunne ikke bo i lejligheden, da administratoren havde overrulet Mrs. Melvy og lejet alle lejlighederne ud til adoptanter. I stedet for bor vi paa Apart Hotel, Sopocachi, hvor vi boede da vi hentede Martin og det er OK. Boernene er skuffede over, at vi ikke bor sammen med Bjarne og
Pia og at de ikke kan komme i karbad, som vi jo havde fortalt dem om. Men selvfoelgelig vil boernehjemmet hellere have adoptanter boende i 3-5 uger, frem for os i 9 naetter.
Tiden ilder- Pia venter.... Jeg skriver mere senere, naar jeg har fundet en hurtigere computer.
I morgen skal vi besoege boernehjemmet og det glaeder vi os rigtig meget til. Martin og Christina glaeder sig til at se babyerne.
3. februar 2008: Saa er vi ved at pakke kufferterne. I morgen tidlig tager Bjarne og jeg ned paa busstationen for at koebe busbilletter til La Paz. Jeg har talt med Mrs. Melvy i telefonen og hun vil tage imod os paa busstationen i La Paz i morgen og foelge os til vores lejlighed ved siden af Carlos Los Villegas, Christinas boernehjem - sikke en service. Vi var paa busstationen i eftermiddag - men billetterne til bussen i morgen, kan foerst koebes i morgen!
Det har vaeret en helt utrolig og fantastisk oplevelse at opleve karnevallet. Alvaro havde koebt billetter til os paa tribunen paa Av. 6 Augusto, hvor de forskellige gruppers dans og musik virkelig kom til deres ret. Vi havde et fantastisk
view og vi glaeder os rigtig meget til at vise billeder af de fuldstaendig fantastiske dragter. Vi sad ved siden af familien uden dog at kunne tale saa meget sammen, da musikken overdoevede alt. Vi har set flere familiemedlemmer danse og ved at vores billeder vil goere lykke.
I gaar var der meget, meget taet pakket med mennesker, i dag har der vaeret lidt luft mellem tilskuererne og det har passet os bedre.
Vi har koebt de sidste vandballoner og smidt dem ned paa folk (med regnslag) fra hotellets tagterrasse - der var ikke kun 2 danske boern men 6, da vi voksne har moret os lige saa meget over vandballonkasteriet :-)
I formiddag besoegte vi Soledad paa det dagcenter, hun kommer paa. Centret drives af Frelsens Haer og vi blev budt velkommen af en meget venlig og soed dame i uniform Major Betty Callizaya. Der kommer 200 boern paa centret - 100 om formiddagen og 100 om eftermiddagen. Paa centret bliver boernene undervist og faar mad og et bad ind imellem. Det koster mange penge for fattige familier at koebe vand, saa det er en stor hjaelp, at centret har mulighed for at give boernene et
bad. Det var en stor oplevelse at se centret og opleve, hvor meget de goer for de fattige boern - og at det er muligt via sponsorater at goere en forskel. Soledad var lige saa genert som Martin og Christina men hun blev meget glad for de smaa gaver vi havde med fra Danmark. Vi lovede at sende de billeder vi tog, naar vi kommer hjem til Danmark.
Besoeget har virkelig faaet Martin og Christina til at reflektere og stille spoergsmaal om livets uretfaerdigheder - hvordan kan det vaere, at nogle har saa lidt, naar andre har saa meget?
Martha er kommet hjem igen fra hospitalet og kom sammen med Alvaro og pigerne ned til tribunen i gaar. Hun sad ved siden af Martin og holdt ham i haanden. Da vi gik, gav Martin hende uopfordret et knus og fik taarerne frem hos baade Martha og mig.
Desvaerre har vi ikke kunnet vaere saa meget paa tribunen som vi egentlig havde forestillet os. I gaar var der for mange mennesker, saa efter 4 timer, var vi faerdige og tog hen paa hotellet. Vi havde egentlig regnet med at tage tilbage igen men orkede det ikke. I dag
fik Martin daarlig mave og efter et besoeg paa et intermistisk baño - et hul i jorden med en traeramme og et lille forhaeng, var han moer. Saa vi besluttede, at de 2 timer i dag maatte vaere nok.
De to hovedsamtaleemner hos os de sidste dage har vaeret karnevallet og vores turistmaver! Jeg har vaeret paa apoteket flere gange og faaet diverse medikamenter til maveproblemerne. Men saadan er Bolivia, i hvert tilfaelde Oruro - det er en af de oplevelser, vi vidste ville komme og det holdt stik.
Vi haaber at Carla ringer til os i aften, naar de er faerdige med at danse, saa vi kan fortaelle, at vi tager afsted kl. 11.30 i morgen. Vi ved, familien er kede af, at vi ikke bliver laengere, da de har mange planer - men 6 dage i Oruro er nok. Vi glaeder os til at faa lidt mere plads i lejligheden i La Paz, til at faa vasket toej og til at genopleve byen.
Det er lidt maerkeligt at skulle tage afsked med Oruro - hvem ved om det er sidste gang vi er her?
1. februar 2008: Bjarne og Pia er kommet! Det
er meget maerkeligt og meget dejligt at vaere sammen med gamle venner fra Danmark. Boernene har ogsaa glaedet sig helt vildt til at de skulle komme, saa alle er glade nu :-)
Vi besoegte Martha paa hospitalet i gaar. Hun er indlagt paa gynaekologisk afdeling og desvaerre skal hun vaere indlagt i 7 - 10 dage, saa vi maa besoege hende nogle gange inden vi rejser til La Paz paa mandag. Martha er meget ked af at hun ikke kan vaere sammen med os. Hun havde glaedet sig til at vi skulle besoege hende og Alvaro og pigerne og tage med os paa ture osv. Hun laa i sengen og holdt Martin i haanden under hele besoeget. Det er lidt svaert for Martin - specielt det at han ikke kan tale med hende - han er genert men vil heldigvis give kys og knus paa opfordring.
Paa hospitalet moedte vi en laege, der var meget interesseret i Martin. Martha fortalte at han som ung laegestuderende havde arbejdet paa hendes hospital og vaeret med til at passe og pleje de boern, der bl.a. blev indlagt fra boernehjemmet. Han har altsaa passet saavel Martin, som Anna og Nancy, der ogsaa
er adopteret til Danmark. Martha har fortalt personalet paa hendes boerneafdeling, at vi er kommet til Oruro og hun vil saa gerne have, at vi tager hen paa hospitalt sammen med enten Natalia eller Carla, der kan engelsk, for at fortaelle og vise alle dem, der kender Martin, at han i dag er en stor, glad, livsduelig og tilfreds dreng med en god familie. Vi maa se om det kan lade sig goere.
Det var en speciel oplevelse at se et boliviansk hospital indefra - jeg haaber ikke vi kommer til at opleve et ophold paa egen krop.
Byen er nu naesten klar til karnevallet, der begynder i dag. Der var vaeret forskellige optog hele dagen i gaar, forskellige grupper der forbereder sig. Ind imellem bliver man fuldstaendig betaget af de fantastiske egnsdragter, der er saa farvestraalende, at de helt lyser op mod de brune husfacader.
Familien har booked pladser til os plus Bjarne og Pia, saa vi kommer til at sidde sammen med dem paa en af tribunerne. Boernene er meget glaede for at skulle vaere sammen med familiens boern igen. Vandkampen i gaar har vaeret en af de bedste oplevelser for Martin og Christina, naar
de selv skal sige det. De er allerede ved at planlaegge naeste hold vandballoner.
Vi har via hovedkontoret i Chile faaet en ny adresse og nye telefonnumre paa det center, hvor vores sponsorbarn Soledad kommer og vi haaber, at vi kan besoege hende i dag.
31. januar 2008: Saa er der doemt vandkamp! I dag har vi igen vaeret hos familien, saa boernene kunne lege sammen - vandkampen blev aftalt i aftes, da vi var paa besoeg foerst hos bedstemor Maria og dernaest hos moster Ely, da det regnede for meget ned i stuen hos bedstemor.
Det er fantastisk at se familien igen og Carla talte paa hele familiens vegne, da hun paa engelsk bl.a. sagde, at det var som at opleve en droem, at vi nu var hos dem igen. Og moster Ely, der kun kan spansk sagde den ene gang efter den anden "Mi casa es tu casa". Der blev uddelt masser af kys, kram og taarer - as usual, naar vi er sammen med vores bolivianske familie.
Boernene synes det er lidt svaert ikke at kunne tale med de andre boern - men vi fik alligevel aftalt at de skulle komme i
eftermiddag og lave vandkamp med vandgevaerer, vandballoner og sprayflasker. Vi har derfor koebt ponchoer hele familien. Martin og Christina har lavet vandballoner paa badevaerelset det meste af formiddagen, saa de var godt bevaebnede, da vi tog en taxa hen til Ely.
Desvaerre er Martha blevet indlagt paa sygehuset, vi er ikke helt sikre paa, hvad det er - men vi tror det har noget med en mislykket graviditet at goere. Vi skal ud at besoege hende senere i dag.
I gaar var vi ogsaa paa besoeg paa Martins boernehjem. Den meget venlige forstanderinde/nonne bruge en time af hendes kostbare tid paa at tale med os og vise os rundt. Det var en stor oplevelse at se boernehjemme igen og at vaere i de samme rum, hvor vi for knap 9 aar siden besoegte Martin, foer vi maatte faa ham med hjem paa hotellet. Heldigvis er der sket stadige forbedringer af de fysiske rammer og bl.a. har den nuvaerende forstander soerget for, at der nu er en fysioterapi paa boernehjemmet.
Martin faldt totalt for en lille gut paa godt et aar og bad mig om at tage nogle billeder af ham. Der var flere piger paa ca. 9-10
mdr., (som Christina var da vi adopterede hende), der laa og kravlede rundt paa gulvtaeppet i babyernes legerum og baade Martin og Christina holdt haand med en lille pige paa tre maaneder. Det greb os om hjertet at se de mange familieloese boern.
Vi afleverede billederne af Anna og Christian og brevet fra familien Rasmussen. Jeg brugte lidt tid paa en maaske lidt ubehjaelpsom oversaettelse af brevet, der var skrevet paa engelsk. I maa tilgive mig Nina og Peter. Forstanderen blev meget glad for jeres hilsen.
Vi spurgte forstanderen om der var noget de manglede; medicin, toej eller andet, da vi gerne ville give en donation. Forstanderen sagde at de manglede en groentsagshakker/en blender og at hun ville blive meget glad hvis vi kunne give dem en saadan. Vi aftalte derfor, at vi ville komme igen paa fredag sammen med to danske venner, Bjarne og Pia for at aflevere vores gave og saa Martin kunne vise vores venner sit boernehjem.
29. januar 2008: Wouw....... for en taxatur ned fra lufthavnen i El Alto. Vi havde forestillet os at boernene ville vaere paavirket af hoejden - men nej. Det var naermere modsat. De var helt hoeje
af turen ned til downtown La Paz med alle lysene paa bjergsiderne- det var ogsaa storslaet. De andre gange vi er landet i La Paz har vaeret om dagen og turen ned har vaeret et fantastisk syn - denne gang var dette ikke en mindre oplevelse at koere ned - som i en rutchebane- og se alle lysene. Christina var stolt af hendes by og det er jo en dejlig foelelse at have overfor det sted man er foedt.
Taxachauffoeren var fra Oruro og forsoegte at saelge os en tur til Oruro med taxa - men nej tak. Vi tager bussen. Chauffoeren fandt Arthy's Guesthouse, hvor de ventede os - vi var kun 1 time forsinket fra Tarija.
Steen slaebte kufferter op paa tredje sal og segnede herefter om paa sengen. Vaerelset var en noget anden standard end det vi har vaeret vante til i Santa Cruz og Tarija - ingen stjerner her. Men det var helt OK og boernene syntes det var hyggeligt.
I morges vaagnede Martin og vi voksne ved at der loed militaermusik ude paa gaden kl. 07.00. Vi sprang op og kiggede ud af vinduet og saa et optog, der maaske kom fra
Praesidentpaladset? - det var i hvert tilfaelde nogle flotte roede uniformer, soldaterne havde paa. Et orkester banede vejen og optoget blev sluttet af med en gammel kanon, der blev trukket af en militaerbil. Typisk La Paz, hver dag sine optog eller demonstrationer og altid fuldt af hoej, meget hoej musik.
Vi droppede morgenmaden og asede os de maaske 500 m. op til busstationen. Steen og jeg havde faktisk glemt, at man i La Paz tager en taxa for at spare paa kraefterne - selv om man kun skal et kort stykke vej. Baade boernene og jeg var helt oedelagte og maatte puste ud for hver 10 m. Paa busstationen koebte vi morgenmad og drikkevarer og billet til Oruro.
Puha ... den bus var ikke en af de bedste - vi syntes ellers at billedet ved billetlugen saa flot ud - men bussen var beskidt, saederne i stykker og airconditionen virkede ikke. Lugerne i loftet kunne heller ikke aabnes, saa puha.... en lang og varm tur. Martin blev koeresyg og kastede op, men vi havde garderet os med baade poser og toiletpapir. Men det var nu synd for ham ..... Begge boernene sov det meste af turen til Oruro,
hvor den straalende sol ind imellem blev afbrudt af kraftige regnskyl.
Da vi endelige naaede Oruro var det saa varmt, at svenden randt - Martin kastede op igen ude af bussen - en kombination af koeresyge og hoejdesyge men fik det bedre lidt efter. Vi tog en taxa til Hotel Gran Sucre, hvor de ventede os og jeg gav haand til Teresa som jeg har talt med i telefonen et par gange. Det foerste vaerelse var simpelthen baade trangt og moerkt, saa da alle kufferter var slaebt op af trappen under prusten og stoennen - vi er i 3700 m. hoejde, gik jeg ned igen for at hoere om de havde et stoerre vaerelse. I foerste omgang sagde de nej, men da jeg havde slaebt mig op ad trappen igen og sad og prustede paa en stol, blev der banket paa og receptionisten spurgte om jeg ville se et andet vaerelse - det ville jeg og saa begav vi os rundt og op og ned paa det saerpraegede hotel. Det andet vaerelse var bedre og saa flyttede vi.
Jeg er blevet ramt at hoejden og har maatet tage nogle hovedpinepiller i dag - men her til aften er
hovedpinen heldigvis ved at lette. Steen maerker ikke noget, Christina heller ikke og det er bare Martin og mig, der lider lidt.
Bjarne ringede fra Uyuni. De bliver der til torsdag aften, da der var udsolgt med hurtigtoget til Oruro onsdag nat. De kommer saa med bumletoget - 12 timer - fredag middag. De har klaret hoejden fint og har koebt en tredages tur ud i saltoerkenen. Vi glaeder os til at hoere om det. Steen ville gerne have vaeret med ombord paa DC3 flyet - men det bliver jo en anden gang for os.
Lige nu sidder jeg i computerrummet paa Gran Sucre - ja, det er nye tider for det gamle hotel. Her vrimler med unge spansktalende mennesker med hoej musik fra baerbare computere - rygsaekrejsende, der skal opleve karnevallet.
Vi gik en tur i byen og maatte gaa en omvej for ikke at havne i krydsilden mellem vandballonkastende unge. Vi skal have koebt regnslag i morgen.
Jeg skal op paa vaerelset og ringe til Martha. De ved endnu ikke at vi er ankommet til Oruro en dag for planlagt.
I morgen skal vi besoege Martins boernehjem. Det bliver spaendende hvordan det bliver
......
28. januar 2008: Sidste dag paa det flotte hotel i Tarija :-( Steen og boernene bader for sidste gang i den smukke pool, kufferterne er pakket og vi checker ud kl. 15.00. Boernene er nu naesten oppe paa 120 %!,(MISSING) saa det er helt fint at vi begiver os op i hoejlandet. Der er medicin til en dag mere og saa krydser vi fingre for, at de klarer resten af turen uden sygsom.
Martin har banket Steen i bordtennis, saa han er ikke til at skyde igennem :-)
Vi flyver med Aero Sur til La Paz kl. 17.30 og har ca. 1 times flyvning. Steen og jeg glaeder os til at gense La Paz og vise boernene den fantastiske tur ned fra lufthavnen paa Altiplano til downtown La Paz. Vi har booked et vaerelse hos Arthy's Guesthause, der ligger paa Calle Montes - 200 m. fra San Franciscopladsen.
Vi bliver i La Paz en enkelt nat i denne omgang og tager bussen til Oruro, naar vi har faaet morgenmad. Jeg ringede fra en Entelboks til Gran Sucre i gaar og det er ikke noget problem at komme en dag tidligere.
I loerdags
fandt vi nogle flotte cowboybukser til Christina til 100,- kr. paa et typisk marked. Desvaerre havde de ikke den T-shirt, Martin gerne ville have i hans stoerrelse, saa vi maa paa toejmarked igen i Oruro.
I gaar var vi paa en tur med taxa til et vandfald ca. 30 km fra Tarija - dvs. vi naede ikke helt frem, vejen var simpelthen vaek og floden brusede, der hvor vejen skulle have krydset. Boernene tilbragte noget tid med at smide sten i vandet - altsaa de sten, der laa paa jorden ;-) og hyggede sig meget med det. Ind imellem maate vi ud at gaa, da taxaen ikke kunne koere igennem mudderpoelene med os ombord. Stakkels chauffoer - taxaen var ikke paen efter turen.
Paa tilbagevejen stoppede vi i en lille landsby San Lorentzo, hvor vi spiste salteñas og vandrede lidt rundt omkring den centrale plads, som finde i selv den mindste flaekke. Om eftermiddagen tog vi ned i byen, hvor baaede Christina og Steen blev ramt af vandballoner, som alle morer sig med at kaste paa hinanden, baade fra ladet at store 4WD pickups, fra altaner og naar de gaar forbi paa gaden. Der er rigtig mange store
biler i Tarija, gad vide hvorfra pengene til dem kommer? Det er baade unge og aeldre, der koerer rundt og rundt om de forskellige pladser i de store biler.
Vi er lidt kede af at sige farvel til Tarija. Det er en rigtig dejlig by med soede mennesker og en behagelig temperatur. Vi sender mange tanker til familien Kaempe og siger tusinde tak for anbafalingen af restaurant Gattoprado. Vi har heldigvis intet maerket til den uro, der i foelge Udenrigsministeriet skulle ligge og ulme under overfladen.
Vi ved ikke hvornaar vi faar adgang til en computer igen. De naeste dage vil vi koncentrere os om at besoege Martins boernehjem, besoege dagcentret, hvor vores sponsorbarn Soledad kommer og selvfoelgelig vaere sammen med vores bolivianske familie. Vi glaeder os forfaerdelig meget til at give knus og kram til Martha, Alvaro, deres 3 piger, Carla, Emma, Ely, José og alle de andre i familien. Og saa er der karvevallet at se frem til. Boernene glaeder sig rigtig meget til at faa fyldt de vandballoner, som vi ikke har kunnet fylde endnu. Vi satser paa at faa hjaelp til det i Oruro.
Hasta Luego ......
25. januar 2008: Saa
har vi droppet Uyuni! Det var en haard beslutning - specielt for Steen, som har set meget frem til Saltoerkenen, men vi har simpelthen ikke lyst til at udsaette os selv for nogle farer, som vi kan undgaa. Salar de Uyuni er et barskt omraade og da det er saa besvaerligt og farligt at komme derop, har vi slettet Uyuni fra vores rejseplan. Det maa saa blive naeste gang.
Bjarne og Pia er lige nu paa vej til Santa Cruz fra Buenos Aires. De tager herefter til Cochabamba og med den gamle DC3'er til Uyuni soendag morgen. Som Christina siger haaber vi, de har taget et kamera med, saa vi kan se billeder fra saltoerkenen. Vi moedes med dem i Oruro midt i naeste uge.
Vi bliver her paa det flotte hotel i 2 dage mere - vi har faaet et nyt vaerelse paa foreste sal. Hotellet skal bruge vores vaerelse til nogle andre, da der er en doer ind til vaerelset ved siden af - tror vi nok. Det er OK at flytte vaerelse, selv om vi blev holdt vaagne i aftes af hoej musik fra restauranten, da vores balkon vender ud mod restauranten i stedet for
mod den brusende flod. Der har vaeret en konference for Unilever medarbejder - en slags promotion et eller andet. Det har vaeret interessant at foelge med baade i Unilevers aktiviteter, saa som teambuilding paa graesplaenen, da jeg kender flere af oevelserne og ogsaa i alt det hotellets personale har lavet i forbindelse med Unilevers tilstedevaerelse.
Mandag eftermiddag flyver vi til La Paz. Da vi hurtigt vil videre til Oruro men ikke har lyst til at koere turen i moerke paa grund af de mange uheld der sker paa straekningen naar det er moerkt, tager vi en enkelt overnatning i La Paz naer den centrale busstation og koerer til Oruro naeste dag om formiddagen. Vi skal lige ringe til Hotel Gran Sucre i Oruro og spoerge om det er OK, at vi kommer en dag foer, men det er nok ikke noget problem.
Saa nu skal vi rigtig nyde livet paa luksushotellet de naeste 2 dage. Begge boern er naesten helt ovenpaa igen, saa der er doemt badning i den flotte pool mindst 2 gange i dag. Selv om vandet er mindst 30 grader, er vi stadig lidt forsigtige, sa det er kun 10 - 15 min. ad gangen.
Herudover skal vi en tur ned i byen igen. Vi skal koebe cowboybukser til Christina, da vi har maattet smide et par gamle bukser vaek, da de var blevet for smaa og strammede om maven. Vi kiggede lidt i nogle butikker i gaar men det er ikke i butikkerne, man skal koebe cowboybukser, de koester her naesten det samme som i DK, nej det maa blive paa markedet, der er garanteret et marked i byen enten i dag eller i morgen.
Vi overvejer ogsaa om vi skal tage en taxa rundt i Tarijas omegn i morgen, men det er ikke planlagt endnu.
Naa, jeg maa tilbage til Steen og boernene. Der kommer en medarbejder fra Majatour, hvor vi har koebt vores flybilletter til La Paz. Rejsebureauet kunne ikke printe billetterne i gaar, saa de tilboed at komme op til hotellet med dem her i formiddag.
23. januar 2008: Endelig har vi godt nyt. Martin er i bedring med den lungetetaendelse, det viste sig han havde. Christina havde halsbetaendelse og er ogsaa ved at blive rask igen. Sikke noget.
Begge boernene blev ved med at hoste, saa i forgaars bestilte vi via hotellets reception tid
hos en boernelaege her i byen. Heldigvis kunne vi komme til naesten med det samme. Martin var noget nervoes ved tanken om, at han ikke kendte laegen - det var jo ikke Klaus hjemme i Hilleroed, hvad mon laegen ville goere og mon det ville goere ondt? Det vi kunne sige, holdt heldigvis stik - laegen lyttede til lungerne, saa i hals og oerer og trykkede forskellige steder paa maven. Det tog han ikke saa lang tid at finde ud af, at Martin havde lungetetaendelse, at Christina havde halsbetaendelse og at de begge skulle have medicin. Martin gik grinende fra laegen - det gik jo godt, det gjorde ikke ondt og laegen kilrede ham, da han undersoegte maven. Herudover sagde Dr. Darwin, at Martin skulle hjem i seng og spille gameboy og se TV - god medicin. Naa, det var nu ikke den eneste medicin, laegen foreskrev.
Det var en meget fin oplevelse at vaere hos Dr. Darwin Martiñez. Han kom paa det lokale boernehjem og viste billeder af en flok dejlige boern, hvoraf en del var adopteret internationalt, et barn boede i Canada, et andet i Schweiz, et i Spanien, et i Belgien osv. Det glaedede laegen, at
boernene voksede op til en bedre tilvaerelse med bedre muligheder for at faa uddannelse og dermed et bedre liv. Han var simpelthen saa soed og gik naesten bagover, da vi paa spoergsmaalet om hvad vi lavede, svarede laerer og pilot. Gaet selv, hvilken profession han fandt mest spaendende!
Heldigvis er der et apotek paa hvert gadehjoerne i Bolivia, saa det var bare over gaden med recepterne. Da Martin ikke havde feber, fik vi ikke den febernedsaettende medicin, men koebte et termometer, saa vi kunne holde oeje med temperaturen. Saa i taxa hjem til hotellet igen og laesebrillerne paa, saa vi kunne se, hvordan pulveret skulle blandes med vand, saa boernene kunne faa medicinen oralt. Puha .... Martin kan huske fra dengang vi hentede Christina og han havde halsbetaendelse, hvor GRIMT, medicinen smagte. Han var ved at kaste op bare ved tanken - men ned skulle det jo, vi turde ikke andet. Martins medicin smager af citron med sukker. Christina tog sin medicin, der smager af jordbaer med sukker uden at kny.
Efter et par timer fik stakkels Martin feber. Saa maatte mor ned i byen med taxa for at koebe febernedsaettende medivin ved det apotek, der havde doegnaabent.
Efter en halv time var jeg hjemme igen med medicinen og to bolcher, da apoteket ikke havde nok smaapenge til at give mig tilbage.
Vi maatte lave et skema for at holde oeje med, at Christina fik sin medicin hver 8 time og at Martin fik sin hver 12 time og hver 6 time. Jer, der har vaeret syge i Bolivia, kender turen.
Martin har sovet i naesten to doegn og er i dag rimelig frisk. Saa frisk at han fik lov til at bade i poolen 10 min sammen med Christina og efter lektielaesningen spiller de nu bordtennis. Puha .... saa kan vi slippe bekymringerne og glaede os over ferien igen.
I dag har vi ogsaa vaeret til marked i Tarija. Som optakt til karnevallet i Tarija, der for oevrigt er en meget festende by, holder de nogle markedsdage, hvor de samles, sproejter vand paa hinanden og sprayer hinanden med noget a la barberskum, spiser mad og drikker oel og sodanvand. Boernene koebte sprayflasker og vandballoner, som vi ikke kan fylde med vand - der maa vaere en hemmelighed, vi ikke kender.
Vi har vaeret paa legeplads ved siden af markedet og snakket med
en flok boern, der ikke kunne forstaa, at Martin og Christina ikke kunne tale spansk. Da Martin blev traet af sin tur paa el-motorcykel foer tiden udloeb - 10 bolivianos for 10 minutter, og Christina ikke ville koere saa langt, fik fire af boernene en lille tur - det vakte glaede.
Jeg har fotograferet paa livet loes. Der er simpelthen smukke mennesker, flotte dragter og fantastiske farver alle vegne. Desvaerre kan vi ikke uploade billederne, da computerne paa hotellerne og paa Internetcafeerne ikke har kraft eller hurtige forbindelser nok til det. OEV!
Vi har ogsaa brugt over 1 time hos Aero Sur i dag for at koebe flybilletter til Uyuni via Cochabamba - desvaerre uden succes. Vi kan sagtens komme til Cochabamba men vi har 10 kg. for meget bagage til at vi kan komme med det gamle DC3 fly til Uyuni. Det er rigtig aergerligt, da det nok ikke kan lade sig goere at tage turen via land. Paa grund af den kraftige regn, er en del af jordvejen fra Tarija til Tupiza skyllet vaek. Vi har via hotellet faaet et tilbud paa 900 Bolivianos for at koere turen med taxa. Det er rigtig billigt for de
236 km. - en tur paa ca. 6 timer men vi har ikke lyst til at tage chancer, saa lige nu overvejer vi om vi skal droppe Uyuni.
21. januar 2008: Vi er nu ankommet til Tarija og Hotel Los Parrales - et rigtig dejligt sted - mere om det senere.
Boernene er ved at vaere ovenpaa igen. De hoster stadig begge og er forkoelede men det gaar heldigvis fremad. Oejnene er klare igen og humoeret er vendt tilbage.
Vi havde nogle gode indenrigsflyveture i dag. Foerst fra Santa Cruz til Cochabamba og saa videre til Tarija efter en times ventetid. For de interesserede floej vi med B 727. Steen siger de er fra sidst i tredserne, foerst i halvfjerserne men sikkerheden var helt OK. Der er to piloter og en mekaniker til at flyve maskinen.
Det regnede da vi forlod Santa Cruz og solen skinnede, da vi ankom til Tarija. Her er ca. 22 grader. Vi taenker paa jer - familien Kaempe. Anna er jo fra Tarija, som ser ud til at vaere et virkelig dejligt sted. Vi sender lige en mail til jer for at hoere, om der er noget specielt vi skal
se i byen eller omegn.
20. januar 2008: Saa blev det Martin, der maatte bukke under for halsbetaendelse. Han fik feber i gaar og har ligget i sengen det meste af dagen i dag og bare sovet og sovet. Han er rigtig traet og foretrak at blive paa vaerelset, mens vi andre gik i restauranten for at spise frokost. Han fik en sandwich og nogle pommes fritter hen paa vaerelset men har ikke rigtig spist noget. Vi haaber, at han har det bedre i morgen, naar vi skal rejse videre til Tarija.
Naar det nu skal vaere, er Hotel Cortez ikke det vaerste sted at vaere syg. Vaerelset er fint, der er TV med forskellige tegnefilmkanaler og Christina blev jublende lykkelig, da de klikkede ind paa Disney Chanel i gaar aftes og saa "High School Musical 2".
Det har regnet hele dagen i dag, saa vi laeser "Fraekke Frida", laver lektier, ser lidt tv og pakker kufferterne om, saa uldundertoejet og vinterjakkerne kommer nederst. En rigtig slapperdag men OK - Martin har brug for at sove og vi andre har det fint med det rolige tempo.
I gaar tog vi en taxa til centrum af
byen, Angel - taxachauffoeren tilboed at lave en guided tur for os, men vi ville hellere selv gaa rundt. Vi forsoegte at koebe nye sim kort til vores mobiler. Men det lykkedes kun at faa Steens mobil tunet om til Boliviamode. Min Nokia kan aabenbart ikke omstilles.
Santa Cruz er en storby men virker provinsiel og tilbagelaenet. Dele af byen minder om Zona Sur i La Paz. Der er den centrale plads med en stor kirke og en park med smaa stier og baenke, mange smaa butikker og cafeer og selvfoelgelig nogle forretninger med alle turist"tingene". Vi kiggede efter en haengekoeje dog uden at koebe en.
Vi gik en lille tur i aftes i omraadet taet ved hotellet. Der blev linet op til koncert og dans ved noget der mindede om ramblaen i Barcelona, men vi er forsigtige og skal ikke befinde os i stoerre folkemaengder. Her virker roligt - men da Udenrigsministeriet stadig henstiller til at udvise forsigtighed bl.a. i Santa Cruz, goer vi det.
Nu er Christina kommet ind i hotellets computerrum. Hun ser selvfoelgelig "High School Musical" paa Disney Chanels hjemmeside, mens hun venter paa at jeg bliver faerdig med at skrive paa bloggen,
saa skal vi nemlig sende en mail til hendes klasselaerer.
18. januar 2008: Saa er vi fremme ved foerste stop i Bolivia; Santa Cruz de la Sierra. Turen hertil er gaaet rigtig godt mht flyvningen. Det var en mega laaaannnng flyvetur fra Madrid til Sao Paulo og rigtig laaaannng tid at vente 9 timer paa naeste tur. Boernene har klaret det rigtig flot - specielt stakkels Christina, der har slaebt en halsbetaendelse med fra DK :-(
Hun havde allerede lidt ondt i halsen tirsdag men foerst i flyet til Sao Paulo kom feberen. Den betoed at hun sov det meste af turen fra Madrid til Sao Paulo og ogsaa i lufthavnen mens vi ventede. Nu er feberen vist lidt paa retur - en god nats soevn goer undervaerker - krydser vi fingre for.
Det er lidt som en tour de memory for Steen og jeg. Ventetiden i Sao Paulo blev brugt paa mange ord om de fire andre gange vi har ventet her. Hverken Martin eller Christina kan huske noget - men de vil gerne vaere med til at genopfriske Steens og mine errindringer. Sao Paulo var stedet hvor Anna og Martin blev speedede i foelge
Peter paa grund af ilttilfoerslen efter at have tilbragt det foerste aar af deres liv i det bolivanske hoejland, stedet hvor Christina kravlede for foerste gang (efter en farvestraalende pose chips), stedet hvor vi ventede paa Soerens familie, der sad i flyet fra Rio og stedet hvor vi talte med den danske ambassadoer i Brasilien. Vi sendte en sms til jer Soeren og Marianne - men da svaret kom var der en der skrev "Det lyder vel nok hyggeligt men jeg tror ikke jeg kender jer" ????? Saaa vi har nok faaet det forkerte mobilnummer med. Mobilen virkede i Brasilien - det goer den saa ikke her i Bolivia.
Santa Cruz er noget helt nyt. Vi har kun tidligere vaeret i lufthavnen. Indtil videre tegner det fint - det er et godt hotel og her er en meget behagelig temperatur - vel omkring 25 grader. Turen fra lufthavnen i taxa viste tydeligt at det er en rig del af Bolivia vi befinder os i ...
Naa mere en anden dag. Steen er gaaet hen paa vaerelset - et fint stort vaerelse - med boernene. Christina var saa traet, saa traet og kunne ikke rigtig spise noget og Martin
var naesten lige saa traet.
Hasta mañana ....
16. januar 2008: Nu kan vi sige i morgen.........
Både børnene og vi voksne har talt ned den sidste uge og børnene glæder sig nu næsten lige så meget som Steen og jeg.
Vi har talt meget om rejsen, har set billeder fra hotellerne i Santa Cruz og Tarija med swimmingpools og papegøjer og gentagne gange talt om den varme chokolade til morgenmad på hotellet i Oruro. En stor tak til Christian og Anna fra Mårslet som har skrevet brev til Martin og Christina og bl.a. fortalt om papegøjer og chokolade :-) Aase har besøgt Elisabeth og er klar til det spanske. De sidste gaver er købt og skal pakkes ind, Aase skal hente sin modlysblænder til fotografiapparatet, billederne til familien og børnehjemmene skal hentes og udvalgt sommertøj skal ned fra loftet.
Vi pakker i aften. I morgen skal børnene i skole til kl. 11.30, de vil gerne have flødeboller med til uddeling i klasserne, og så er det afgang fra Hillerød ved 13 tiden :-)
13. januar 2008: Jeg har aftalt med Elisabeth (Ingas mor) at jeg kommer hjem til hende på tirsdag for
at tale spansk. Elisabeth har hjulpet mig før, så det glæder jeg mig meget til. En time på spansk og så er jeg nok fit for at tale spansk i 6 uger.
12. januar 2008: Vi har fået adresserne til de to dagcentre, et i Oruro og et i La Paz, hvor vores sponsorbørn Soledad og Josue kommer. Vi håber meget at vi får mulighed for at besøge dem, så i dag har vi købt nogle små gaver til både dem og familien. Martin syntes at Josue skulle have en dansk fodboldtrøje, så det får han. Soledad skal have en lille kuffert med danske flag, balloner, glansbilleder og nogle flere småting. Vi har lovet Dansk Børnefond, som er sponsororgaisationen at vi lader høre fra os, når vi kommer hjem igen.
I aften har vi været oppe hos farmor for at spise sammen med Jørn, Alice, Liv og Jacob. Det var rigtig hyggeligt. Der blev talt meget om rejser, da Jacob jo tager af sted i begyndelsen af februar til Mexico og Cuba sammen med to venner. De skal være af sted i 2 måneder.
8. januar 2008: Nu er spisebordet ryddet og ved at blive
flydt op med rejseeffekter, så som uundværlige opladere (5 stk.), flybilletter, vaccinationskort, pas, div. pakkelister, dagbøger osv.
Vi har skrevet og afleveret brev til skolen og fritidsordningerne.
Vi tæller ned, 10 dage til afrejse ......
28. december 2007: Vi har i julen haft kontakt med vores bolivianske familie hele 3 gange. I går talte vi med Martha, der grådkvalt fortalte hvor meget hun glædede sig til at se specielt Raulito igen :-) I aften ringede vi så til Carlas forældre. Selv om det går rimeligt med det spanske, ville vi være helt sikre på, at de vidste vi kom, så derfor ville vi tale med Carla på engelsk. Alt gik fint og vi ved at de nu venter os med længsel .....
24. december 2007: I aften lykkedes det os - med en detektivs systematik - at finde telefonnummeret til Marthas gamle mor og søster Emma. Telefonnumrene i Bolivia blev ændret for nogle år siden og vi har ikke været i telefonisk kontakt med familien i 2-3 år. Hos Emma fik vi nummeret til Martha og Alvaro, så vi kunne ringe og ønske Feliz Navidad! og fortælle at vi kommer til Oruro til karnevallet. Martha var ikke
hjemme så vi aftalte med Alvaro at vi skulle ringe igen i morgen.
22. december 2007: Her til morgen kan vi læse på Udenrigsministeriets hjemmeside, at de ikke længere fraråder rejser til de østlige regioner men tilråder at udvise forsigtighed. Vi krydser fingre for, at optøjsrisikoen klinger af ....
20. december 2007: Vi checker dagligt Udenrigsministeriets hjemmeside
Udenrigsministeriet for at læse nyt om den politiske uro i de østlige regioner. De fraråder stadig rejser til bl.a. Santa Cruz og Tarija, så måske skal vi ændre rejseplaner. Vi afventer og ser til januar, forhåbentlig klinger det lige så stille af.
27. november 2007: Hurraaaeeee. I dag er det lykkedes at ringe til Hotel Sucre i Oruro for at bekræfte vores hotelreservation og ændre på både ankomstdato og afrejsedato. Det har været meget vigtigt at få kontakt, da vi ikke vil risikere at der var udsolgt, når vi nåede frem. Der er run på hotelværelserne under karnevallet, så det er bare så godt at vide, at der er værelser til både os og Bjarne og Pia. Link til hotellet:
Hotel Gran Sucre
18. november 2007: Vi har for 2 dage siden købt vores flybilletter fra Danmark til Bolivia!
Det er
først nu, det begynder at blive virkeligt, hidtil har det blot været noget vi talte om at vi skulle en gang. For børnene er det stadig meget uhåndgribeligt. Vi taler meget om Bolivia og hvor vi skal hen, hvem vi skal besøge og hvad vi skal se og opleve, men det er stadig hundehvalpen, som vi skal have næste sommer, der får julelysene frem i øjnene.
Advertisement
Tot: 0.199s; Tpl: 0.031s; cc: 6; qc: 44; dbt: 0.0591s; 1; m:domysql w:travelblog (10.17.0.13); sld: 1;
; mem: 1.4mb
Birte
non-member comment
hilsen fra torsdags-feen
Hej Aase, Steen, Christina og Martin En hilsen herfra og jeg ønsker Jer en spændende og begivenhedsrig ferie. Jeg vil med interesse læse jeres rejse-blog og følge Jeres tur rundt i landet. Pas godt på Jer selv. Hilsen fra Birte