Sydoeen!

Hej alle,
saa er det blevet den tid paa maaneden igen - tid til en opdatering fra saa langt vaek man overhovedet kan komme.

Vil foer jeg starter med at berette igen takke alle jer der har vaeret saa soede at skrive beskeder herinde. Det er rigtig rart at se og hoere at der er saa mange af jer der kigger med:)

Naah vi maa til fadet! Efter den heftige aften og nat i Wellington, blev vi hentet efter kun 2 timers soevn og koerte ned til havnen i en alt for proppet og larmende bus, mens det blaeste og ruskede udenfor. Maaske var det egentlig ikke saa slemt, men paa davaerende tidspunkt havde jeg det ikke helt optimalt, saa selv den mindste irritation foeltes stor. I kender det jo nok! Da vi steg ombord paa faergen, var vi nogle stykker fra bussen der satte os og slappede af med lidt mad og kort spil og gjorde os klar til turen vi havde hoert skulle vaere saa smuk. Og smuk var den i den grad, og selv vejret var blevet godt saa dagen begyndte at gaa i den rigtige retning. Efter at have sejlet i smaa 3 timer i en slags fjord med bittesmaa spredte oeer, ankom vi til Picton paa sydoeen, hvor vi blev smidt over i en anden, og bedre, bus. Efter en lille times tid stoppede vi i byen Bulls for at proeve nogle af omraadets kendte hvidvine. Trods jeg havde faaet det bedre og foelte mig i tiptop stand, fik smagen af alkohol mig til at mindes aftenen (retter sagt morgenen), saa det blev kun til lidt halvfesent nipperi. Dagens overnatningspunkt var i byen Nelson som ogsaa er kendt som "Sunny Nelson", da solen altid skinner her.. Lige paanaer da vi ankom, men det aendrede sig heldigvis lige foer moerket faldt paa. Vi havde kun et hostel at vaelge i Nelson, og det var med rystende haand der blev sat et hak ud for hostlet ved navn Prins Albert. Det viste sig heldigvis at vaere et glimrende sted, der samme aften boed paa oelsmagning. Med al den gratis alkohol paa under 24 timer, skulle man tro de proevede at rette op paa noget og give os et forvraenget billede af New Zealand, skoent der ingen grund var til dette. Tror selv en blind mand ville kunne nyde New Zealands natur!

Morgenen efter skulle vi afsted, men vi havde desvaerre lidt start problemer. Bussen var enten "brudt sammen", eller ogsaa havde vores chauffoer sovet over sig. Vi fandt aldrig ud af hvorfor, men var paa vejen igen efter en lille time. Paa vej til til naeste destination, Westport, stoppede vi ved en fantastisk strand, som jeg ikke lige husker navnet paa pt. Efter en halvlang gaatur kom vi til den enormt bredde strand, hvor smaa boelger gled langt langt ind paa stranden og man kunne se saeler paa klipperne i siden af stranden. En utrolig smuk og rolig gaatur i den dejlige New Zealandske natur er noget der goer godt. Westport som var vores base det naeste doegn, var et rigtig hyggeligt sted, men ikke fyldt med aktiviteter i modsaetning til mange af de andre steder. Den ene aktivitet var hesteridning, men mit forhold til heste er ikke just det bedste. Sidste gang jeg var paa en hest var paa vognturen da vi blev studenter, hvor jeg kom op paa ryggen af en Shetland Pony og endte katastrofalt i en bunke hesetpaerer da den satte i gallop. Den anden aktivitet var en vild tur paa floden i New Zealands vildeste motorbaad. Foelte mig dog ikke villig til at betale 500 kr, for en halv time paa en flod. Istedet var jeg fornuftig og blev hjemme og vaskede. Hurra. Man maa jo tage det sure med det soede.

Fra vasketoej til klaedudtoej. Men foerst et stop ved Pancake Rocks, paa vej ned til Lake Mahinapua. Disse klipper er over tusinder (millioner?) af aar, blevet formet af vandet og ligner nu store bunker af pandekager. Der var ingen tvivl om at det var flot, men jeg tror at jo mere sulten man er, desto mere ligner det pandekager - og jeg havde naesten lige spist. I bussen fik vi af vide at aftenens temafest i baren var affaldsposer, og der var store priser til de to bedste udklaedninger. Efter en voldsom underholdende brainstorming og mange overvejelser med nogle af de engelske drenge, blev baade ideer som zebra, affaldsmand og batman cuttet fra, og valgte til sidst at gaa som Zorro. Vi boede et rigtig hyggeligt sted med kun faa minutter til havet og med udsyn til snebelagte bjerge paa den anden side af hostlet. Det hele var ejet af en oldgammel mand paa over 80, med det stoerste julemandsskaeg jeg nogen sinde har set. Trods sin alder var han fuld af energi. Hele hans bar vi indrettet meget specielt. Der var hatte over det hele i loftet og alle vaegge og overflader var over klistret med polaroid billeder af tidligere backpackere der havde gaestet stedet. Om aftenen da vi sad og spiste kom jeg tilfaledigvis til at sidde ved siden af nogle danskere. Vi faldt i snak og fandt til min store overraskelse ud af, at jeg var kommet i selskab med en af Christines bedste veninder hjemmefra, Emilie. Verden er virkelig lille til tider! Til festen var der andre havde haft lignende , og bedre, kostumeideer. Var mest imponeret over de norske "Teenage Mutant Ninja Turtles" der havde de rigtige farver og div. pinde og grill-redskaber som vaaben. Det endte dog med at det blev en batmand og et duracel batteri der loeb med sejrene. Bungy jump og canyon swing til dem. Sur roev og 189 dollar mindre til mig. Mere om det senere.

Efter en kort oprydning af vaerelset der var fyldt med gennemklippede affaldsposer, drog vi mod de snerige bjerge og Franz Josef gletcheren. Her blev jeg igen forenet med Svend, Jensen og Ruoe (de tre drenge fra mit gymnasium), saa der blev udvekslet historier, og vi endte paa en tilfaeldig bar i naerheden samme aften. Det var dog ikke dne store gaa i byen aften, men rigtig hyggelig alligevel. Foelgende dag ventede der et 8 timers gletcher hike. Vi blev koert saa taet til gletcheren som muligt og gik den sidste times tid foer vi rent faktisk stod ved den. Her blev vi instrueret i at gaa korrekt og fik udleveret pigge der skulle saettes under vores stoevler, for at sidde bedre fast. Havde desvaerre faaet nogle rigtig daarlige stoevler der sad og gnavede enormt meget paa knysten. Heldigvis var der saa meget at holde oeje med saa fokus blev flyttet vaek fra foden. Jo laengere vi kom op ad gletcheren desto mere blaa blev isen. Vi fik udleveret isoekser som glaeligt blev brugt hvor det var muligt. Man skulle ikke tro det, men at knalde en oekse ind i et stykke is for at komme hurtigere afsted kan faktsik vaere meget underholdende. Jeg tror dette er endnu en af disse ting der skal opleves for at kunne forstaa dem helt. Da vores guide paa et tidspunkt foerte os hen til et meget lille vandhul af en soe, og spurgte om vi var klar til en lille svoemme tur, troede vi han havde tabt smaakagerne fuldstaendig! Vi stod der med huer, handsker, varme jakker, pigstoevler og midt paa en gletcher uden et haandklaede i syne. Da en halvgammel mand fra vores gruppe (halvgammel i forhold til gennemstnits aldren der var et par af tyve), pludselig stod i intet andet end bukser og pigstoevler og var klar til at hoppe i foelte vi os naesten presset til ogsaa at goere det. Det var egentlig ikke synderligt koldt at staa i bar overkrop, men fornemmelsen der loeb igennem en da man ramte vandet, fik det til at gippe langt ind i kroppen. Det gjorde egentlig ikke synderligt ondt, paanaer da guiden proevede at hive mig op og kom til at traede paa min finger med sin pigstoevle! De foerste 3 min. var kolde, men selvom man var vaad da man tog toejet paa, kom varmen hurtigt tilbage. Hvorfor har jeg egentlig ikke regnet ud endnu. Sidste sevaerdighed paa hiket var en ishule man kunne kravle ind i hvis man havde mod paa dette. Det skal siges at disse huler har tildens til at brase sammen hvis solen har bagt paa dem laenge og paa dagen jeg var der havde solen skinnet hele dagen, saa det var med lidt panik jeg fik hevet en skotks mand ud af hulen, da han sad fast i et hul. Det havde vaeret en lang og udmattende dag, men det blev dog til et smut ned til baren igen samme aften foer jeg fik knaldet brikker.

Efter Franz Josef hoppede jeg med drengene paa bussen og satte kurs mod Wanaka, som er New Zealands stoerste skisportssted. Da det er sommer/efteraar hernede nu betyder det at byen er temmelig doed, men den havde stadig lidt af den der specielle charme der er omkring skisportssteder. Vores vaerelse var rigtig godt med ensuite og bedst af alt - badekar. Det blev dog ikke til meget badning, da Svend tog to gange karbad og et brusebad i traek. Jensen var ogsaa begyndt at bliver sloej, saa aftenen stod paa popcorn og, passende nok, Ringenes Herre 3. Lidt kultur skal man vel have.

De andre drenge havde en ekstra nat i byen, saa tog med resten af bussen videre til Queenstown som ogsaa kaldt "Adrenalin capital of the world". Foer det, stoppede vi dog paa et sted som jeg virkelig noed i fulde drag. Et sted fyldt med goegl og div. illusioner og tryllekunstner. Jeg taler her om det fantastiske Puzzling World! Vi blev foerst sat overfor en kaempe labyrint hvor man skulle finde alle fire hjoerner. Efter at havde jokke rundt en time i regnvejr og leget Theseus slap jeg ud. Herefter var der en masse forskellige illusionsrum hvor man pga. linjer paa vaeggene knap kunne gaa lige. Dette var et sted jeg virkelig syntes godt om og ville oenske vi havde lignende af hjemme! Naeste stop var Kawarau bridge hvor AJ Hackket, den moderne fader af bungy jump, har hovedkvarter. Her saa vi et par nervoese sjaele hoppe ud fra den 42 meter hoeje bro og blive dyppet i floden under dem. Jeg fik samtidig bestilt mit bungy jump til to dage efter. Bungy jumpet jeg bestilte var Nevis, 134 meter hoejt og verdens naesthoejeste. Mere om det senere. Efter at have toerret op efter bungyjumperne hoppede vi paa bussen og stoppede senere ved en masse soeer og fik taget et "bus gruppefoto", foer ankom vi til Queenstown - byen hvor hver aften er en fredag aften.
Morgenen efter skulle jeg til det vidunderlige Milford Sound der er kendt for sine enormt smukke naturomgivelser. Det tog 5 timer at komme derud men det var uden tvivl det hele vaerd. "At tage til Queenstown og ikke se Milford Sounds, er det samme som at tage til Egypten og undlade at se pyramiderne", husker jeg vores buschauffoer Pam sige. Efter nogle timer steg vi ud af bussen og stod pludselig i snevejr! Ikke lige hvad vi havde forberedt os paa og mange af de andre gik rundt i shorts og klipklapper! Fik for foerste gang paa brug for min jakke paa sydoeen. Efter de 5 timer var vi ved fjorden hvor vores sejltur begyndte. Vi sejlede rundt med enorme bjerge paa begge sider, solslikkende saeler paa klipperne og var omgivet af vandfald i alle stoerrelser. Utrolig smukt! Desvaerre ventede der endnu en 5 timers bustur tilbage til Queenstown, men ogsaa den var det hele vaerd. Billederne burde vise hvorfor.

Dagen efter var en dag jeg havde glaedet mig til laenge! Denne dag boed paa et adrenalin rush af den slags, der kan faa selv store maend til at opfoere sig som smaa mus. Jeg taler her om Nevis bungy jumpet. I 134 meters hoejde, mellem to bjerge bliver man taget ud i en lille gondol til et hus der kun er holdt af faa wires. Dette er foroevrigt verdens naesthoejeste bungy jump, men det tror jeg vist ogsaa jeg fik naevnt foer. Vil ikke sige at jeg ikke var nervoes, for det ville jo helt klart vaere loegn, men tror paa en maade at jeg efterhaanden er blevet herdet efter alt jeg har vaeret igennem, saa foelte mig mere rolig end jeg havde frygtet. Da jeg kom op i stolen og sad i wait position, mens instruktoerene fik bundet mig fast, kunne jeg dog maerke hjerte langsomt begynde at fylde mere og mere indeni. "Follow me", sagde instruktoeren og et par sekunder efter stod jeg paa den lille afsats og kiggede ned selvom min buschauffoers ord ("Whatever you do, just DON'T look down!") stadig rungede i mit hovede. "Smile to the camera, and 3,2,1".... Efter 8 sekunders sindsrystende frit fald, blev jeg fyrret opad i luften igen da elastikken gav efter! Fik hevet den lille snor ud af mit ben saa jeg sad med hovedet opad mens jeg blev koert op til huset igen. Det at sidde og dingle mellem to bjerge i et stykke elastik er et syn og en oplevelse jeg aldrig vil glemme!
Samme aften gik jeg tideligt i seng da jeg ikke foelte mig helt tilpas, og nej det havde ikke noget at goere med bungy jumpet, men kunne maerke der var lidt feber paa vej. Dagen efter fik jeg det vaerre og vaerre og kunne hverken spise eller drikke. Stod op om formiddagen ved 12tiden og fik klemt lidt kinesisk mad og et gals cola ned og saa var det bare hjem i sengen igen. Laa og kogte i mit eget sved indtil jeg omkring kl 20 kunne hoere Emilie og de andre piger gaa ude paa gangen og kalde efter mig. Dde vidste ikke hvilket vaerelse jeg boede paa, kun hvilken etage, saa de gik efter den gode gamle "raab og vent paa svar" metode. Jeg floej op og aabnede doeren og fik snakket med lidt med dem, men pludselig blev alt sort fordi jeg havde rest mig for hurtigt. Fik synet tilbage, men pigerne sagde jeg saa helt groen ud i hovedet og at jeg stod og vroevlede. Med et blev alt sort igen og det naeste jeg kan huske var at jeg mistede balancen og kunne maerke jeg laa paa gulvet. Kunne hverken hoere ellers se til at starte med og fik en stikkende/prikkende fornemmelse over det hele som om kroppen sov. Efter nogle sekunder kom synet og hoerrelsen igen, men var stadig lidt omtumlet. Der kom en first-aid gut op og tjekkede mig, og pigerne var rigtig soede til at hjaelpe med at faa proppet mig med chokolade og masser af vand. Da jeg var okay igen smuttede jeg tilbage i sengen og sov til naeste morgen hvor jeg gik ned til laegen og fortalte hvad der var sket. Hans bud var dehydrering, hvilket ogsaa lyder meget rigtigt. Desvaerre fandt jeg ud af, at jeg samtidig havde faaet en infektion i min fod, da saaret paa foden jeg hadve faaet fra stoevlerne i Franz Josef, var blevet inficeret med et eller andet klamt.. meget klamt! Fik nogle fancy gule og sorte piller og herfra gik det heldigvis opad bakke igen!

To dage og 12 piller senere tog jeg videre til Christchurch sammen med nogle jeg havde resjt med paa nordoeen plus en dansk pige, Ditte, fra islands brygge. I Christchurch fik vi ikke lavet det helt vilde og gik relativt tidligt i seng. Dagen efter var nemlig en af de rigtig gode! Vi tog tidligt afsted nordpaa op til byen Kaikoura, hvor vejret var varmt og behageligt. Dagens aktivitet havde jeg faaet anbefalet af Christine og jeg har aldrig oplevet at vaere saa taet paa naturen foer. Dagens aktivitet - delfin svoemning! Jeg snakker ikke den salgs hvor man hopper i en pool og svoemmer med en delfin der er traenet og har en hoejere IQ end dem der traener dem, men den slags hvor man sejler ud paa havet og hopper i vandet og lader delfinerne komme til en. En anden forskel der er paa at svoemme med traenede delfiner i pool og paa at svoemme med vilde delfiner i havet er, at det kan vaere svaert at faa 500-700 delfiner ned i en pool! De var over det hele og fraesede rundt om en hvis man dykkede lidt ned. For at faa deres interesse gjalt det om at gaa saa meget amok som muligt, dvs. synge for dem, dykke ned i vandet og snurre saa meget rundt som muligt. Vaaddragterne gjorde det lidt svaert at dykke, men under alle omstaendigheder foelte man sig utrolig taet paa dem naar de svoemmede rundt om en for at se hvad man var for en mystisk krabat. Hvad der skraemte mig lidt var faktisk dybden paa vandet, selvom det kan lyde maerkeligt. Stedet vi sejlede ud til havde dybder paa omkring 1.4 km selvom vi kun var 10 min. fra kysten. Da vi kom op paa baden igen, fortalte vores kaptajn os historier om de dyr der var blevet fundet nede i moerket. Squids (en slags blaeksprutte) paa over 10 meter og paa 40 tons er blevet fanget op fra dernede fra! Er glad for at vi foerst fik dette af vide da vi sad sikkert paa baaden med cacao og smaakager. Resten af dagen gik jeg rundt i selskab med Ditte, der morgenen efter tog nordpaa hvorimod jeg skulle sydpaa til Christchurch igen.
I Christchurch havde jeg aftalt at moedes med James, Scott, Eddie og Matt (drengene fra Fiji), da vi skulle flyve samtidig dagen efter. Jeg fandt dem desvaerre ikke i baren vi havde aftalt at vi maaske kunne moedes paa. Tilgengaled fandt jeg dem naeste morgen paa mit hostel foran tv'et hvor de sad og saa "rigtig" fodbold, noget de ikke havde gjort laenge da de i de sidste 5 uger har boet i en van. Det var sjovt at moede dem igen og vi fik snakket om hvad vi havde lavet i New Zealand foer vi tog til lufthavnen og skulle skilles igen. Saadan er det med den her slags rejser. Man moeder de flinkeste mennesker og faar dannet masser af gode venskaber, men et par dage senere skilles man igen. Derfor takker jeg internettet, der goer det muligt for os stadig at holde kontakten, og uden internettet ville jeg heller ikke have mulighed for at skrive alt dette til jer derhjemme og goere jer super misundelige.. hehe.

Det var alt fra New Zealand! Naeste stop paa turen er Australien hvor jeg skal moedes med Baagoe i Melbourne, hvorefter vi tager op langs oestkysten de foelgende 4 uger.
Igen tusind tusind tak til jer der skriver beskeder herinde! Keep 'em coming;)

Pas godt paa jeg selv og nyd at ogsaa I derhjemme langsomt kommer taettere paa sol og sommer.
Take care,
Marc

---

---