Ki Ora fra New Zealands Nordoe

Hej folkens!
Saa er jeg klar med en ordentlig bassemand af en update fra New Zealands Nordoe!

Foerst vil jeg lige sige tak til alle jer der har vaeret saa soede at komme med kommentarer og nyt hjemmefra. Det varmer virkelig, saa keep 'em coming!:) Nu til sagerne:

D. 14 februar. Valentines Day. Det foerste jeg faar oeje paa efter at have forladt flyet i Wellington, er en smilende Christine der staar og venter. Kan det blive bedre? :)

Wellington, som er New Zealands hovedstad, minder om ingen anden hovedstad jeg har set foer. Da Christine og jeg var paa vej hjem efter middag ved 10 tiden var der ikke en bil i gaderne! Alt var oede, hvilket egentlig var meget behageligt, for det betoed at man ikke blev forstyrret af dyttende biler. Man blev derimod vaekket af den New Zealandske udgave af Safri Duo, der aabenbart spillede nede paa gaden. No worries! Wellington havde heldigvis mere at byde paa. Vi fik baade koert i den kendte sporvogn op til den botaniskehave, slidt vores klip-klapper ned pa National museet og et smut paa legeplads var der ogsaa lige tid til.
Dagen efter gik rejsen videre nordpaa mod Taupo. Vores sindsyge buschauffeor havde forsikret os at der ville vaere plads til os paa deres hostel, men pludselig stod vi uden seng og tag over hovedet. Det viste sig at der var et kaempe cykelraes rund om Taupo soeen samtidig, saa ALT var optaget! Til vores held var der aabenbart nogle der ringede og afbestilte saa der var sikret en overnatning. Vi havde besluttet os for at tage paa et trek dagen efter for at faa lidt luft og set noget smuk natur, og jeg kan forsikre jer for at vi fik nok af begge paa den 18 km lange gaa/klatretur. Vi startede ukristelig tideligt om morgenen og var foerst faerdige ved halv 4 tiden ca 8 timer senere. Foerste del af trekket var let og fladt, men efter 2 timers gang aendrede det sig gevaldigt da vi naaede til "The Devils Staircase". Vil ikke sige saa meget om dette stykke, bortset fra at navnet er yderst passende! Resten af turen var forholdsvis let, og vi kom igennem vulkankratere, langs bjergrygge, til azurblaa soeer og gennem subtropisk regnskov, alt paa en og samme tur. Det er ikke et under vi faldt hurtigt i soevn den aften.
Naeste morgen vaagnede vi op igen spaendte paa hvad der ventede os. Dagens (maaske turens) hoejdepunkt - faldskaermsudspring! Vi var meget nervoese og spaendte og nervoesiteten blev forvaerret da vi ikke blev hentet til tiden som aftalt. Naar man har forberedt sig paa at blive hentet til en aktivitet der indeholder en del nervoesitet, som f.eks. faldskaermsudspring, bliver man meget mere nervoes over "smaa ting", som f.eks. at bussen er forsinket. Bussen kom dog, men det lettede desvaerre ikke saa meget paa mine nerver som jeg havde haabet. Da vi kom til den lille lufthavn og skulle til at udfylde papirerne begyndte hjertet for alvor at banke loes! Efter at have skrevet under foeltes det som om jeg kom en i en slags "nervoesitets-trance" hvor tiden floej afsted. Pludselig stod vi med udstyret paa og med et sad vi i flyveren. Jeg havde faaet den allerbageste plads i flyet da jeg var den sidste der skulle springe. Havde i sidste oejeblik besluttet mig for at hoppe fra 15000 fod og ikke 12000. "Hvis faldskaermen nu ikke virker og sikkerhedsskaermen heller ikke fungerer, goer 3000 fod nok ikke den store forskel i mine overlevelseschancer" taenkte jeg. Nervoesiteten var nu i det roede felt, ikke mindst fordi jeg kom i tanke om at jeg ikke havde vaeret paa toilettet. "Here we go", raabte min instruktoer og skubbede mig hen mod den aabne flydoer og placerede mig med benene udenfor. "3,2,1 GO!"... Fornemmelsen af at rulle ud af en flyver med en stor gut paa ryggen og se jorden 4,7 km under sig er helt ubeskriveligt! Det skal bare opleves, og jeg opfordrer paa det kraftigste alle til at goere det! At falde med over 200 km/t og forsoege at vinke til en kameramand er noget af en udfordring. Efter mere end 1 min's frit fald udfoldede min instruktoer faldskaermen, men da en af snorene viste sig at vaere knaekket blev vi noedt til at udloese sikkerhedsskaermen!.. Ej det bar gas:) Der var selvfoelgelig intet galt med skaermen, og vi svaevede rundt med en fantastisk udsigt over den enorme Taupo soe. "Welcome to my office" raabte min instruktoer, og jeg mener jeg fik fremstammet et "that's a hell og a view". Nogle minutter senere landede vi sikkert i det bloede graes! Jeg var rigtig stolt af Christine, for hun var lige ved at springe fra, men gjorde det alligevel! Tro mig, den vaerste del er naar man stadig er paa jorden og bare staar og venter og venter!
Resten af dagen foeltes det helt maerkeligt naar man kiggede op i himlen og taenkte "Der er jeg lige faldet ned fra, fastspaendt til en anden mand med en lille madpakke paa ryggen. "Sindsyg sjovt" er nok den beste maade jeg kan beskrive det paa kort!
Vi havde en ekstra da i taupo, men dagen gik hurtigt med internet, shopping og mad.

Herfra gik turen til Rotorua - byen der er kendt fra sin Maori kultur, vulkanske aktivitet og ekstremt daarlige lugt af raaddende aeg! Vi meldte os til en Maori aften, bedre kendt som "Hangi". Kort sagt, en hel aften hvor man kommer ud til en traditionel Maori landsby og spiser med dem. Vi skulle vaelge en hoevding blandt bussens passagerer paa vej derud og var ret nervoes for det blev mig. Heldigvis var der en englaender der blev valgt af sine "venner". Det er et meget stort ansvar man har naar man bliver valgt og det er meget serioest! Det er strengt forbudt at grine eller lave ansigter naar man bliver inviteret ind! De starter med at fremfoere en form for krigsdans som de tager meget alvorligt, selvom de laver vildt sjove ansigter. Den sidste der havde grint (en hollaender), endte med at faa braekket naesen da en af Maorierne knaldede ham en i skallen med sit traevaaben! Ikke saa meget at grine af bagefter.
De to naeste dage fik vi slappet lidt af efter et haardt program og fik trasket lidt rundt i byen og set paa boblende "mud-pools".

Videre til New Zealands stoerste by Auckland hvor ca. 1/3 af New Zealands befolkning lever. Vi ankom om eftermiddagen og fik gaaet lidt rundt ved havnen og spist fish'n chips. Vi tog op i Auckland Sky tower og solen dykke ned i horisonten. Fantastisk udsigt man faar nar man er 328 meter oppe!
Naeste morgen var vi paa farten igen! Op til Pahia og nordspidsen af New Zealand. Herude var der meget mere stille og roligt end i Auckland, som mange ikke bryder som om (syntes dog personligt at det var en "hyggelig" storby). For at komme helt helt ud til spidsen maatte vi tage en endags tur. Hvis vores buschauffoer fra Wellington til Taupo var sindsyg! Det var virkelig noget galt med ham, saa har svaert ved at beskrive ham, men vil forsoege kort. Otto, som han hed, havde langt sort haar, et sindsygt grin, et behov for at fortaelle hjernedoede jokes konstant og snakke naesten non-stop i 8 timer! Til jer der ser Simpsons kan jeg fortaelle at han minder paa en prik om buschauffoeren, der tilfaeldigvis ogsaa heder Otto. Efter at have revet bussen fra vejen koerte vi midt paa Ninety Mile Beach (som sjovt nok kun er 55 miles (88 km)). Efter nogle faa stop kom vi til en enorm sandbanke paa naesten 100 meter. Her stod den paa sandboarding med fuldfart nedad! Endnu en fantastisk oplevelse som der kan saettes et hak udfor i notesbogen. Resten af turen var "stille og rolig".
Paa vores hostel moedte vi tilfaeldigvis 3 danskere, og det viste sig at Christine havde gaaet i folkeskole med en af dem. Meget lille verden! Men for at goere det endnu mere vandvittigt skulle vi naeste dag tilbage til Auckland, og da jeg var igang med at smide tasken ind i bussen ser jeg 3 bekendte ansigter! Ruoe, Svend og Jensen fra min parallelklasse! Vi var alle lettere forvirrede, for det er ikke hver dag man koerer i bus med nogle man kender naar man er 16.000 km hjemmefra.

I Auckland havde Christine (sejler som hun jo er) set, at man kunne sejle kapsejlads i 2 Americas Cup baade. Vi fik allerede meldt os til i Pahia og var begge meget spaendte. Christine fordi det var saa vildt for hende at faa proevet at sejle i saadan en baad, og jeg fordi jeg aldrig har sejlet kapseljads foer. Det var en rigtig sjov (og vaad) dag, og det var meget haarderer end jeg havde troet! Man bliver virkelig blaest igennem og det foeles naesten som om man svaever over vandet naar man fraeser afsted som vi gjorde! Vi tabte desvaerre, men vores kaptajn tog skylden for nederlaget!

Dette var Christines sidste aften paa hendes rejse, saa vi fik spist en rigtig god middag og fik pakket alt klar. Naeste morgen, retter sagt samme nat, skulle vi op og ud mod lufthavnen der laa en halv times tid vaek. Det var trist at tage afsked endnu engang, men saadan er det jo naar man rejser rundt som vi goer.

Efter en ekstra dag i Auckland var planen bare at komme til sydoeen saa hurtigt som muligt, men da busselskabet ikke koere alle straekninger var der nogle tvungene stop paa destinationer jeg allerede havde besoegt med Christine. Foerste stop "alene" var Mercury Bay hvor jeg dog ikke havde vaeret. Et stille og roligt sted paa oestkysten med havet saa godt som i baghaven. Her fik vi badet og virkelig maerket hvor kraftige stroemmene kan vaere i havene! Blev kun en enkelt nat her saa det var ind i bussen igen naeste morgen. Kursen blev igen sat mod Rotorua, hvor jeg kort efter ankomst fik proevet noget Christine og jeg ikke fik taget os til. Zorbing! For dem af jer der skulle vaere i tvivl gaar zorbing kort og godt ud paa: Du har en kaempe oppustelig badebold som du hopper ind i (enten alene eller med max 2 andre). Naar du saa er inde i bolden staar der en eller anden med en stor bandslange udenfor, og sproejter dig til med iskoldt vand. Derefter giver han bolden en skub og sender dig med fuld fart ned af en lang bakke. Man bliver kastet rundt inde i bolden der fraeser afsted, og selvom det lyder lidt langt ude kan jeg love jer for at der er sjovt!

Fra Rotorua gik turen til Waitomo der er kendt for sin black water rafting. Ikke at der er saa meget rafting i det men fedt var det. Vi var en lille gruppe fra bussen der besluttede os for at tage den lange tur ned i grotterne paa 5 timer, og det var uden tvivl de ekstra penge vaerd. Vi startede med at rapelle os ned gennem et meget lille hul, hvor man let blev klaustrofobisk, da der ikke var mere end 20 cm til siderne. Efter den snaevre indgang fulgte 40 meters moerke! Intet kunne ses! Jeg kunne svagt hoere stemmer under mig og pludselig var jeg nede. Fik taendte min lygte og da alle var nede fik vi hver en badering og hoppede op i de underjordiske kanaler. Vores guide bad os slukke lygterne og over os saa vi millioner af smaa lysglimt der lignede stjerne. Da vi befandt os flere hundrede meter inde i et bjerg og klokken var 11 om formiddagen var det selvfoelgelig ikke stjerne, men derimod "glowworms". Endnu en helt unik oplevelse og et spektakulaert syn som jeg aldrig vil glemme! De 5 timer floej afsted for der var hele tiden noget nyt at se eller lave. Vandfald blev kravlet op ad klipper hoppet ned fra, men da jeg endelig saa lyset maa jeg indroemme at jeg var lettet. Hvis nogle af jer kommer til New Zealand vil jeg kraftigt anbefale til at proeve det!
Taupo (hvor Christine og jeg tidligere hoppede i faldskaerm). Denne gang var det ikke faldskaerm, men noget i samme stil - Bungy Jump!! Efter en kort koeretur stod jeg pludselig 47 meter over en krystalt klar flod med en elastik om benene og skulle tvinge mig selv over kanten. Havde hoert fra nogle andre at man ikke skal staa og kigge alt for laenge, for jo laengere man staar desto svaerrere bliver det at hoppe. Tog et lille kig og bad saa instruktoeren om at taelle ned. 5,4,3,2,1, GO, WOOOSH!! Ligesom faldskaermsspringet var dette noget af det mest sindsyge jeg har oplevet. Suset man faar i kroppen naar man accelererer i retning mod jorden er fuldstaendig vandvittig! Man faar helt lyst til at proeve det igen... og det gjorde jeg ogsaa. 10 min efter stod jeg der igen og sprang. Man bliver helt vildt med det naar man foerst har proevet det!
Efter den temmelig vilde dag stod aftenen paa afslapning. Vi var en lille gruppe fra bussen der besluttede os at tage ned til floden, hvor der er "hop springs" man kan bade i. Vi fandt et godt sted og hoppede i vandet. Vil skyde paa det var +40 grader, men noget saa behageligt da luften kan blive ret koelig efter moerkets frembrud.

Efter Taupo var det videre til River Valley, som var et meget meget lille sted midt i en dal taet ved en flod (derfra navnet, sjovt nok). Aftenen boed paa fest og farver og bussen virkede meget doed dagen efter!

Videre til Wellington hvor vi havde planlagt en rolig aften, men som endte helt i den anden groeft. Vi endte dog ikke helt i groeften, men taet pa. Af alle aftener vaelger Wellington's mest generoese mand at koebe saa godt som alt i baren til os paa vores "slappedag". Efter faa timers soevn loed alarmen paa mobilen og en 3 timers faergetur fra "Windy Wellington" til Nelson paa sydoeen var i sigte.

Det var stortset alt godt fra nordoeen, men vil tilfoeje mere hvis jeg finder ud af jeg har glemt noget vigtigt.. hvilket jeg sikkert har, for med alle de aktiviteter og oplevelser er det svaert at holde styr paa noget som helst. Og paa en maade er det virkelig rart!
Jeg haaber I alle har det godt, om I saa er hjemme i Danmark eller er ude og rejse og opleve verdenen.

Take care
Over and out
Marc

ps. husk at laegge en kommentar. Selv det mindste "hej" betyder meget naar man er vaek hjemmefra. Tak:)

---

---

---