Havler og Wellington

---

Så har vi været tilbage på Østkysten af Sydøen. Nærmere bestemt i en lille flække ved vandet, Kaikoura, hvor folk kommer for at nyde det rige dyreliv, og i særdeleshed for at se hvaler. Tæt på kysten er en ”væg” i havet, hvor havets dybde stiger til 1.600m. Ideelle forhold for især kaskelothvalen. Vi tog en bådtur. Der er selvfølgelig ingen sikkerhed for at se hvaler, men dem der arrangerer båturene (og i øvrigt har monoplo - så kan man jo selv gætte prisen) lover 95%'s sikkerhed for at se hvaler, ellers får man en stor del af pengene tilbage. Hvad de glemmer at fortælle i deres reklamefremstød er, at mange bliver søsyge. Det fortalte de først, da vi sad på båden, og blev instrueret om både lagerbeholdningen af brækposer og vigtigst, hvordan man slap af med de brugte!:: Vi havde dog læst om bølgegangen, men vejret var ret roligt, så vi regnede ikke med at det blev et problem. På 1.600 meters dybde er bøgerne dog af en helt anden størrelse, end tæt på land….Der var kun én på vores tur, der blev dårlig. Vi tror ikke, at hun så nogle hvaler, men i stedet lignede hun én, der gerne ville have betalt en større formue for at komme på land hurtigst muligt. Gad i øvrigt vide om hun fik pengene tilbage - hun så jo ingen hvaler!!. Vi havde heldigvis heldet med os og så tre kaskelothvaler. Kæmpe imponerende dyr, og meget elegante, når de dykker. Når de dykker ned, er det til havets dybde, hvor de er nede ca. 1 time ad gangen for at spise. Sådan en fætter kan spise 20.000 blæksprutter i døgnet! Sejlturen bød også på synet af en del albatroser. Ja, dem brugte vi mange kræfter på at opleve i starten af ferien, og her var de i hopetal. Selvom de her var en lidt mindre art, kunne de sagtens have gjort det ud for vores "albatrosoplevelse".

Efter hvalerne tog vi til det nordlige af Sydøen. Her er basis for en masse vandre- og badeture i to kæmpestore nationalparker. Selvom det var fristende - specielt i det fortrinlige vejr - er tiden nu så fremskreden, at vi besluttede at sejle til Nordøen. Et sørgmodigt farvel til den fantastiske sydø. På Nordøen ankom vi til hovedstaden, Wellington. En fantastisk hyggelig by, hvor man kan gå rundt til alt. Udover et helt fantastisk Nationalmuseum, var vi tiltrukket af en meget lang, charmerende og livlig havnepromenade. Her var fyldt med caféer, restauranter, folk der løb, stod på skateboard, badede fra kajen eller bare gik en tur. Og på vandet var også masser af liv. Udover de badende, var der folk i kajak, sejlbåde og på et tidspunkt var en kæmpestor delfinflok omdrejningspunktet for folks interesse. Ja, Hanne bør nok snart opsøge en optiker, for i starten troede hun, at det var svømmedsciplinen i et triatlon løb, der var i gang. Måtte dog hurtigt konstatere, at de nok svømmede lidt for stærkt.....

Triatlon skulle vi dog komme til at noget til, for ved næste destination, Lake Taupo, viste det sig, at der skulle afholdes New Zealand Ironman, hvilket er den største enkeltstående sportsbegivenhed på New Zealand. Vi blev så grebet af stemningen, at det meste af dagens turprogam blev tilsidesat for at kigge på deltagerne. De skulle cykle to henholdsvis løbe tre runder, så der var masser af aktivitet i målområdet. Selv deltog vi også i (et bare en lille smule alternativt) Ironman, jf. især billedet af Carsten!! I kamp mod forældrene vandt Marcus og Laura. Den samlede sejr gik dog ikke til Danmark. Men som Laura konstaterede, så var præmien nok et års forbrug af et Kellogs morgenmadsprodukt (sponsor for Ironman). Vi fik sluttet dagen af på tennisbanen, så det er vel fair at have ømme muskler i morgen:-)

Der er megeet fokus på sikkerhed her i New Zealand, hvilket jo er betryggende nok, når nu man befinder sig i vovehalsenes land. De går dog en del længere end vi er vant til. Således er det obligatorisk for børn at bære hat i solskin! Vores børn/familie, var nok de eneste uden hatte til triatlon, og da det blev spottet, fik børnene straks udleveret nogle reklamehatte! Derudover morede vi også meget over, at vi skulle udfylde og ikke mindst skrive under på en lang smøre, før vi kunne deltage i den en smule alternative Ironman-konkurrence. En af de ting vi skrev under på, var at vi ikke led af glutenallergi, jf. sidste disciplin gik ud på, at man skulle spise et morgenmadsprodukt. Man foranledes til at tro, at her hersker amerikanske tilstande, hvad søgsmål angår.

PS: Som altid er der flere billeder laaangt nede på siden

---

Photos

Kommende tennisstjerne?
Eller er hun startet for sent?

Carsten tabte mest tid i skiftene...
Det tager lang tid både af iføre sig våddragt og sikkerhedsudstyr til cykelturen!

Denne gang betragtede vi vulkanerne lidt på afstand
Vi har efterhånden også "besteget" et par stykker