på vulkaner

---

Mandag 7 dec.
Byen Rotoura stinker - jeps, der lugter af rådne æg. Det er selvfølgelig på grund af alle de varme geotermiske kilder der er overalt i byen. Ellers sker der ikke det store i byen, men Hella havde heldigvis booket en ”4WD Volcano Safari” hjemmefra.
Vi blev afhentet af Judy, en sand multitasker. Hun kunne snakke om alt fra global opvarmning til børneopdragelse, knævre i mobil, drikke vand og samtidig kaste den ældre Toyota Landcruiser op ad en gedesti for fuld skrue, så vi andre bare tumlede rund omme bagi som hamstere i en tørretumbler……….
Vel ankommet på toppen af Mt. Tarawera fortalte hun om stedets historie, det store udbrud for 120 år siden hvor bjerget eksploderede og udslettede et par landsbyer, og så siger damen ”now, let’s go down in the crater…..”
Vi kiggede lidt ned, det var fandme stejlt, men fik lige et lynkursus i ”skree walking” dvs. at gå ned ad en stejl skråning bestående af lige dele groft vulkansk grus og lecanødder; hælene i og så bare frisk nedad! Judys sidste kommentar inden det gik nedad var: Don’t fall, the paperwork will kill me……..
Vi kom helskindede ned i krateret, en helt fantastisk oplevelse; Judy fortalte rigtig meget om vulkanen, vi tog nogle billeder og så kravlede vi op igen……alt i alt en rigtig god tur

Dagen efter, d. 8., kørte vi sydover. Vi var inde og se et stort område (Wai-O-Tapu) med en masse varme kilder med varierende farver og lugte, geotermik på et højt plan og jeg fik taget en masse billeder.

Vi endte hen på aftenen i byen Ohakune, som er en livlig skiby om vinteren og et røvkedeligt lille hul om sommeren, men det var jeg jo ligeglad med, for næste dag skulle jeg jo gå ”The Tongariro Crossing”, efter sigende den flotteste endages bjergtur i New Zealand.
Man starter fra med at blive smidt af en bus in the middle of nowhere i ca. 1100 meters højde, så går/kravler man op til South Crater, et udslukt vulkankrater i ca. 1650 meters højde,derefter forbi den meget aktive vulkan Mt.Ngauruhoe ( alle kalder den dog Mt Doom…det er vist noget med en film ) så lidt ned igen og så op til Red Crater i 1886 meters højde. Dette krater er osse stadig aktivt og ligger og småbøvser ( der lugtede i hvert fald ret grimt deroppe)
Herfra går det så nedad, forbi nogle meget turkis og blå søer, henover endnu et udslukt krater og ned til 750 meter, hvor man bliver samlet op af en bus 8 timer senere…….forhåbentlig. Turen er på 19,4 km i alt.
Set i bakspejlet burde jeg jo nok have trænet lidt mere, men det gik faktisk ret godt, og turen overgik alle mine forventninger : Man knokler opad i halvanden time, sveder som en gris og får så belønningen i form af en fantastisk udsigt………så knokler man videre op og får en ny belønning. Det er en meget brugt rute, så man ser alle typer; lige fra de to ironman-typer, der sprang af bussen, kiggede på hinanden, startede stopuret og væk var de, til en flok ældre japanere der tog den mere med ro.

Torsdag d. 9 dec. er vi så kørt videre over til østkysten, nærmere bestemt Napier. Bykernen blev jævnet med jorden ved et jordskælv i 1930, og blev derefter genopført i Art Deco stil, og husene er stadig flotte men hvorfor fanden skal alle de butikker der ligger i stueetagen konkurrere i at have de grimmeste facader?????....og de grimmeste reklameskilte?????

---

Comments

[Kjellat sn]

Boots
Det ser fantastisk flot ud Bertil. Man får jo helt lyst til at snøre støvlerne og besejre et par bjerge. Hils pigerne. Kjell