Den sidste bid af kagen

Hej allesammen!
Saa er det blevet tid til den sidste update, som ikke blot er den sidste fra Australien, men desvaerre for hele turen. Og vi starter hvor vi slap - Sydney!

Mandag morgen blev vi hentet i en stor Mojo Surf bus, der skulle tage os nordpaa op til vores surfcamp. Jeg havde troet at vi ville tage et par stop op langs kysten og surfe og overnatte der, men det viste sig at vi kun skulle blive et sted. Men hvilket sted! Vi ankom om eftermiddagen til et totalt oede hus, der laa ca 300 meter fra vandet. Efter at have faaet senge og et sted at stille vores ting, begyndte kurset allerede. Vi startede med lidt basis ting, som hvordan man kommer op paa boardet og saadan. Jeg kunne stadig huske lidt at det jeg laerte fra min tur til frankrig i 8. klasse hvor vi ogsaa surfede.. men kun lidt. Efter et par boelger begyndte det at gaa bedre og bedre og efter noget tid fik jeg fanget min foerste store boelge! Bonus!! Baagoe saa dog ud til at kaempe lidt med det, da han havde dannet sig en vane at sluge vand hele tiden. Nogle timer efter blev vi kaldt ind igen og vi gik traette tilbage til campen. Men der var ikke tid til at vaere traet nu! Efter en fantastisk BBQ blev der sat kurs mod "Humpy" - baal/fest pladsen lige ved stranden. Koeletaskerne blev fyldt til randen med oel og saa var der ellers fest og hyggge indtil man ikke kunne mere. Naeste morgen blev vi vaekket kl 7. Av av av! Saadan foregik det nogenlunde de naeste tre dage: Morgensurf, frokost, siesta, eftermiddagssurf, mad og fest. En ting vi fandt ud af om de Australske surferdrenge er, at de meget let smider toejet og loeber noegne rundt. Der var paa campen en masse forskellige regler og mange af dem havde "naked-run" som straf, hvis man broed dem. Selv havde drengen ikke gjort noget forkert, men de syntes bare det var underholdende. Og det var det da ogsaa, meeeen til en hvis grad. Lidt for taet blev det dog, da vi en aften koerte ind til den naermeste by med en pub og drengene paa hjemturen besluttede sig for at loebe noegne op og ned ad gangen i bussen og komme til at saette sig paa uheldige passagerer. Alligevel meget underholdende:) Isaer for os der slap!
Som dagene gik blev vi bedre og bedre, og Baagoe blev stadig fyldt med mere og mere af stillehavet. Da vi forlod "the surf shack" torsdag morgen og blev sat af ved greyhound stoppestedet var vi igen paa egen haand. Surfer drengene skulle havde booket os paa bussen, men det havde de aabenbart glemt. Heldigvis var der lige et par pladser paa bussen til os. Pyyha. Samme aften ankom vi til Byron Bay, uden et sted at bo. Vi havde faaet af vide at der intet ville vaere ledigt i byen den aften da der var en kaempe blues festival i byen. Saa vi havde planlagt at tage op til vores hostel som vi havde booket til dagen efter, saette vores tasker og saa sove paa stranden. Da vi kom til vores hostel var var vi saa heldige at de lige havde faaet et afbud til et dobbeltvaerelse som vi kunne overtage. Det kunne slet ikke vaere bedre.
Under hele turen har vi for hvert nyt sted vi har vaeret sagt: "Det her sted er da det bedste vi har vaeret". Og det blev igen sagt i Byron Bay.

I Byron var der godt gang i den pga. den store Blues Festival, men har hoert fra mange andre at der altid er gang i den i Byron, saa gaar ud fra vi fik set den fra en rigtig festlig side. Vi fik egentlig ikke lavet det store da det regnede det meste af tiden, saa vi fik brugt lidt tid paa nettet, hoert musik og sovet en del. Som i kan hoere havde vi jo haft det rigtig haardt paa surfer skolen. Riiight.. Vi fik dog mellem vores middagslurer bestilt en tur til Fraser Island, som vi skulle til to dage senere. Bussen gik to dage efter til Hervey Bay hvor vi igen kom til det "allerbedste" hostel. Grunden til at dette var det bedste var, at de havde basketball bane til fri afbenyttelse. Det er utroligt hvor meget to drenge kan savne at lege rundt med en lille boldt og en ring og have det sindsyg morsomt, selvom der intet lys er paa banen og bolden er halvflad.

Naa.. Fraser Island. Verdens stoerste sandoe! Vi blev igen hentet i en lille skramlende bus og blev transporteret med faerge ud til oeen. Vi lagde ud med en lille regnskovs tur hvor vi saa verdens stoerste (det her er ikke bare et udtryk, det VAR virkelig verdens stoerste) bregne. Fantastisk. Dette var, overraskende nok, ikke dagens hoedepunkt, men derimod en lille tilbudt vi fik i bussen. For en lille sum penge kunne vi komme op i en propelflyver i 15 min og se Fraser Island ovenfra. Det kunne vi simlpelthen ikke sige nej til og 5 min senere lettede den lille flyver fra stranden. Regnskoven under os lignede smaa broccolihoveder og udsigten var helt utrolig fantastisk. Efter en mavesugende landing og lykkelige over at have overlevet koerte vi i bussen laengere op ad stranden og fik os en forfriskende svoemmetur gennem en krystalklar flod der loeb ud i havet. Vi opdagede dog mens vi svoemmede afsted, at det var en meget god ide at blive i vandet, da der var enorme Huntsman edderkopper over det hele paa begge sider af floden! Pludselig syntes bregnen at vaere et lidt bedre alternativ. Vejret var stadig ikke helt i top, men det blev bedre i loebet af aftenen og da vi satte os ned paa stranden med nogle oel om aftenen kunne vi igen se maanen - og en enkelt dingo der totalt ignorerede vores raabende forsoeg paa at jage den vaek. Morgenen efter skulle vi besoege den kendte Lake Mackenzie der siges at goere huden 10 aar yngre! At tyde paa vores skaegstubbe passer det ikke helt da ingen af os havde skaeg som 9 aarige. Men det betoed ikke at soeen ikke var skoen. Vandet var helt klart og huden og haaret foeltes dog ogsaa lidt bloedere da vi igen sad i bussen. Dog ikke 10 yngre, men hey - overdrivelse fremmer forstaaelsen. Efter Fraser Island havde vi nogle timer paa det gode hostel, det med basketball banen, foer vores bus gik kl 00.30. 14 rygboejende, roevoemmende og umenneskelige timer efter ankom vi til Airlie Beach. Dette var foerste og sidste gang vi tog bussen om natten for at sparer tid og overnatninger!

Airlie Beach ligger ud til kysten hvor man finder verdens stoerste koralrev - Great Barrier Reef. Vi havde i Byron Bay bestilt en dagstur ud til Whitehaven Beach, som er en 7 km lang kridhvid strand hvor vandet er ligesom man ser det paa postkort. Den er blevet kaaret til verdens naest smukkeste strand og hviken en der overgaar den har jeg ingen anelse om. Ud over at fede den paa stranden og spise frokost fik vi snorklet ved revet og set et utal af finurlige faverige fisk. Paa vores tur var der to japanske piger der mest af alt lignede to der ikke anede hvad de havde meldt sig til, og var underholdning for resten af baaden. For det foerste kunne de ikke svoemme, altsaa som i "hop i vandet og du drukner" kunne ikke svoemme, og de var meget bange for vandet. Hver gang baaden blev ramt af en lille boelge mens vi sejlede skreg de som om vi var ved at synke. Da vi endelig kom til stranden og fastland turde de ikke gaa af baaden, af frygt for at falde i det 0,5 meter dybe vand, fordi der var hajer i omraadet. Heldigvis betoed det jo bare mere strand for os andre.
Vi blev i Airlie Beach endnu 2 dage, hvor vi slappede af ved den naeststoerste pool paa den sydlige halvkugle og det var egentlig det. Haardt liv.

Den sidste bustur stod nu for doeren. 12 timer fra Airlie Beach til Cairns. Da vi endelig ankom var det lige foer vi kneb en taarer ved tanken om at vi ikke skulle bruge mere tid i bus. Ikke se flere ringe film (Topgun, Ice Princess og Just like Heaven havde staaet pa menuen) og ikke blive zombier af mere brummende bus.
Morgenen efter blev vi sjovt nok hentet i bus og det tog os 2 timer foer vi kom til dagens aktivitet. Men hvilken aktivitet! Tully River Rafting. Det vildeste vi har proevet i Australien uden tvivl. Vi startede stille og roligt ud med at sejle igennem nogle Rapids (der hvor der bruser og er vildt) uden problemer. Baagoe og jeg havde faaet aerespladserne i baaden foran, saa det var os der fik alt skraldet naar detgik loes. Da vi havde klaret en rimelig stor rapid ville vores guide lige vise os hvor kraftig saadan en rapid egentlig var saa han styrede os direkte tilbage ind i det brusende vand. Her var jeg aabenbart ikke lige forberedt og jeg blev kastet ud over baaden og trukket ned i vandet. Kom dog op igen, men pga. de stenformationerne der dannes paa bunden danner vandet en form for spiral saa jeg igen blev trukket ned. Selvom det hele kun varede en 10 sekunder kan jeg love for at det foeltes som meget meget mere. Da jeg kom op paa baaden igen var jeg engetlig ganske glad, ikke kun foir at vaere i live, men for nu viste jeg at selvom man skulle vaere saa uheldig at falde i, saa kommer man jo hurtigt op igen. Vejret blev virkelig haesseligt og det styrtede ned. Men for en gangs skyld gjorde det hele situationen meget bedre. Vi kaempede loes og brugte alle vores krafter paa at padle og ikke falde i mens vandet bruste under os og stod ned i torve over os. En virkelig action-packed dag kan man vist godt kalde det. Den aften faldt vi hurtigt i soevn.

Efterfoelgende dag stod den igen paa bustur og en guide der snakkede non-stop. Noget af det han sagde var da meget spaendende men vi var stadig meget traette efter gaarsdagens aktivitet. Vi startede med at faa en ordentlig runde i regnskoven hvor vi saa det stoerste trae jeg nogensinde har set. Havde desvaerre glemt at slukke mit kamera aftenen foer saa har desvaerre ikke nogle billeder af det. Samme eftermiddag tog vi ud til Milla Milla. Milla betytder paa det gamle aboriginal sprog vand og Milla Milla betyder, ja du gaettede rigtigt, vand vand eller, meget vand. Og det var der skam ogsaa. Lidt ude for Milla Milla ligger nemlig Milla Milla Falls som er et enormt vandfald, som I sikkert selv har set uden at vide det, da det har vaeret brugt i en masse forskellige haarshampoo reklamer i aarenes loeb. Vi svoemmede ud til det og det var saa godt som umuligt at hoere noget omme bag vandfaldet udover den brusende stoej det selv gav. Det var ret skraemmende at svoemme gennem det da det foeltes som om man blev mast ned i dybet, men foer man naaede at opfatte noget var man ude paa den lille soe igen. Milla Milla by er langt fra noget at raabe hurra for. Vores guide rakkede ned paa byen da vi koerte ned gennem "gadeN" som faktsik er hele byen! Selvom byen har 300 dage med regn om aaret lykkedes det dem adskillige gange at braende byens eneste pub ned. Derud over havde det ogsaa lykkedes dem at braende en (meget upopulaer) fabrik ned til grunden. Denne sag har der vaeret meget snak om fordi det tog braendfolkene en halv time at komme til branden. Det der var saa besynderligt var at braendstationen laa ca. 25 meter skraat overfor fabrikken. En anden lille besyndelig ting ved byen er dens vejr som jeg naevnte foer. Det regner 300 dage om aaret, men koerer du en time sydpaa har du pludselig et aar hvor der er 300 solskinsdage istedet for. Maerkelig by, maerkelig chauffoer, men dejlig dag.
Fitzroy Island stod for tur foelgende dag. Den dejlige tropiske oe som vi havde glaedet os saa meget til at slikke sol paa og snorkle ved levede ikke helt op til vores forventninger, da det igen regnede og sigtbarheden i vandet var 1 meter. Samme eftermiddag tog vi helt ud til Great Barrier Reef og fik snorklet igennem. Igen var vejret ikke helt paa vores side, saa vi tog hurtigt hjemad igen da sigtbarheden ogsaa var daarlig. Vi blev dog transporteret tilbage i en vild sindsyg jetbaad der gav den gas med 80 i timen.

Vores sidste tur paa hele rejsen var nu naaet. Cape Tribulation. Endnu en lang bustur og endnu en snakkende chauffoer, men vi var efterhaanden blevet vand til at skippe ind og ud i al snakken. Foerste stop var en dyrepark/zoo hvor vi fik fodret kaenguroer, holdt slanger, set koalabjoerne, emuer og meget andet. Eftermiddag stod paa Crocodile hunting. Ikke jagt i den forstand, men en jagt paa at se dem. Vores baad var fyldt med japanere der floej rundt med deres kameraer hver gang de saa det mindste blad flyde i vandet. Vi saa 2,5 krokodille (vi kunne ikke se om det var en gren eller ej) og Baagoe endte med at falde i soevn paa baaden. Det var egentlig ikke fordi det ikke var spaendende, men efter at have slappet af i saa mange dage blev vi slaaet helt ud af alle de aktiviteter paa en gang.

I dag, som er den sidste dag paa den ca. 3 maaneder lange rejse, har vi faaet koebt de sidste ting, pakket det fleste ting ned og saa smaat gjort klar til at vende naesen hjemad. Og i kan tro vi glaeder os!

De sidste 3 maaneder har jeg forsoegt at besrkive hvad jeg har vaeret igennem og det har vaeret lidt af en udfordring. Det er naesten umuligt at naevne alt det der er sket, de folk jeg har moedt undervejs, umuligt at beskrive hvor meget jeg har oplevet og hvor meget man kommer til at savne sin famile, venner og sit hjemland. Alligevel vil jeg paa det kraftigste opfordre alle til at goere det samme! Ligegyldig hvor gammel eller ung du end maa vaere saa er det aldrig forsent at komme ud og opleve verdenen. Tro mig, jeg har baade moedt 16-aarige der har vaeret afsted for foerste gang og en enkelt paa 74, saa det er langt fra umuligt. Man laerer sig selv bedre at kende, laerer ens graenser at kende og faaer et helt nyt syn paa resten af verdenen. Saadan har det i hvert flad vaeret for mit vedkommende og det har jeg vaeret mere end tilfreds med.

Nu vil jeg slutte af, men foerst vil jeg takke alle jer der har laest herinde og skrevet kommentarer og mindet mig om at i stadig har det godt derhjemme:) Vi ses forhaabentlig snart!

Over and out
Marc

---

---