Stadig paa familiebesoeg i Spokane, WA.
Af samme aarsag er bloggen ikke blevet opdateret i helt saa flittig en grad, som det ellers har lykkedes mig at faa gjort paa min lille smuttur. Familiebesoeg er skam spaendende nok, men maaske ikke fra bloglaeseres synsvinkel...andet end maaske lige for jer af mine familiemedlemmer, der muligvis stadig haenger paa.
Den sidste uge har ellers vaeret travl. Der har ikke vaeret flere kirkebesoeg eller religioese aabenbaringer...i hvert fald ikke i en saadan grad, at det har paavirket mig i den ene eller anden retning ;o)
Udover selvfoelgelig lidt sight seeing og andre ting sammen med min familie har jeg heldigvis haft tid til at moedes med min skoenne tante, der arbejder som journalist her i byen og saaledes har kunnet guide mig rundt paa et par ekskursioner rundt til forskellige ret saa interessante redaktioner i Spokane. Det var virkelig spaendende at foelge med i arbejdet, der foregaar paa de steder, og helt sikkert noget, der satte nogle tanker i gang om mine studieplaner. Saa skulle den side af mine fag ogsaa vaere daekket ind paa den studierejse, som jeg har gennemgaaet i de sidste tre maaneder;o)
Spokane er en ganske interessant by. Trods minusgraderne har jeg vaeret rundt omkring i downtown for at betragte de attraktioner, som der nu engang er. Jeg er egentlig overrasket over, hvor mange smukke gamle bygninger der findes her. En af dem er Davenport Hotel, som rangerer blandt verdens tophoteller, og som er beliggende i en gammel og smuk bygning fra omkring 1890 med stuklofter og krummelurer. I mange aar stod bygningen tom, og den var naesten faldet saa meget sammen, at man for et par aar tilbage overvejede at rive den ned. Nogle fornuftige hoveder valgte dog at forsoege at redde den ved at samle penge sammen til en enormt dyr restauration af det gamle hotel, men det har utvivlsomt vaeret besvaeret vaerd! Paa samme maade gik det for Fox-teatret, der ligeledes stod forladt i mange aar, foer det igen fik lov til at blive restaureret og fremstaa i sin oprindelige pomp og pragt.
Den mere end 100 aar gamle indendoers karussel i River Front Park fascinerede mig, da jeg sidst var her i byen ti aar gammel. Den er faktisk noget af det eneste, jeg husker herfra... - ja ja, jeg var jo som naevnt bare ti aar! Den blev bygget af en tysk kunstner fra Schleswig-Holstein som en bryllupsgave til hans datter Emma, og alle hestene, samt de enkelte geder og tigre, er haandskaarne og haandmalede. De er ufatteligt smukke!
Udover disse smukke attraktioner, der i oevrigt tager sig forrygende ud i sneen (der forbliver hvid og ikke sjap-graa som i Koebenhavn!) er der selvfoelgelig utallige muligheder for at maeske sig i Starbucks - en chance, som jeg bestemt ikke har ladet forpasse! Den anden dag, da jeg drak en Gingerbread Latte, var der ligefrem 20 % paa merchandise. Aah suk. Saa er termokanden hjemme til naeste semestres togture til RUC.
Amerikanerne elsker deres julepynt. Man skal ikke koere langt omkring, foer man stoeder paa et fuldt oppyntet hus med roterende rensdyr, syngende og springende grise og aesler og tilmed julelys, der blinker i takt til en radiostation, hvis julemusik man kan lytte til fra sin bil, mens man iagttager vindunderet! Jeg har da naesten tabt baade naese og mund op til flere gange!
Loerdag aften aflagde vi besoeg hos min onkels forlovedes foraeldre, der ligeledes har et hus, som fra ende til anden, indvendigt som udvendigt, er oppyntet med blinkende lyshilsner, animerede rensdyr, op til flere krybbespil i forhaven og dertilhoerende musik. Gad vide, om naboerne tager paa juleferie hvert aar...? ;o)
Indendoers kunne jeg oven i koebet faa et juletrae at se, som ser utroligt naturtro ud med baade stoerrelse og grangrene, men som rent faktisk er kunstigt og femten aar gammelt! Traet roterer langsomt om sig selv (maaske et alternativ til rent faktisk at danse omkring det?), mens ogsaa op til flere af pyntegenstandende roterer, dog ikke de alt for cool pynte-porcelaens Starbucks-coffees to-goes, mens lysene blinker i alle farver og julemusikken spiller igen og igen. Pyha - jeg var da helt jule-rundtosset, da jeg forlod huset, men en oplevelse var det da...
Sneen er faldet i stor stil, og det er utroligt smukt. Paa mine faa loebeture har jeg trampet gennem sneen, mens jeg - trods min forpustelse og efterhaanden ufatteligt ringe kondition - har kunnet betragte de snedaekkede bjergtoppe, der omgiver Spokane og den vintergraa men lyse himmel.
I den forgangne uge var det dog desvaerre nok mest af alt mit credit card, der fik motioneret. Suk. Men dollarekursen er jo saa lav!
Sneen kan imidlertid anvendes til mange ting. I fredags anvendte vi den hovedsageligt til at holde oel og vand koelige i en spand i kokkenet, mens min familie holdt julefrokost for min onkels afdeling paa et af byens universiteter, hvor han arbejder. Til min store glaede havde han fremstillet glogg! - og jeg, der allerede mente at have set i oejnene, at det sandsynligvis ikke ville lykkedes mig at drikke mig halvdrukken i det stads en eneste gang foer jul i aar...;o) Saa galt gik det dog ikke, men suk, hvor var det skoent. Og en ganske nostalgisk oplevelse.
I dag blev det saa tid for, at vi tog ud og stod paa ski i byen Kellogg i nabostaten Idaho. Vi var tidligt oppe for at naa frem til skiresortet ved dets aabning i morges. Heldigvis kunne jeg passe en masse af min families ski-udstyr, saa det slap jeg for at leje i dyre domme - udstyret var jo ikke ligefrem noget, jeg havde liggende i bunden af min backpack...
Min kaere faetter var yderst taalmodig med mig og viste mig rundt paa de forskellige boernevenlige bakker. Jeg skulle ikke kaste mig ud i alt for meget, naar nu skiloeb var noget af det eneste, som min rejseforsikring paapeger, at den
ikke daekker! Det var nu rigtig sjovt alligevel, og jeg tror bestemt jeg vil sove godt i nat.
Maaske der falder mere sne, mens vi sover.
I morgen er der atter en dag. Og saa snart ikke saa meget laengere. Jeg maa hellere nyde det!
United States' Flag
Map of United States