Ticket to ride

Oh my God!
Hvor skal jeg begynde...
Jeg har oplevet saa mange maervaerdige ting over de seneste par doegn, at dette vist bliver noget af en lang entry.
Godt, at det er sent paa aftenen, og jeg har computeren for mig selv her i min onkels kontor.

Well, lad mig starte i kronologisk raekkefoelge.

San Francisco.
Den sidste morgen, da jeg vaagnede, kunne jeg maerke, at det nok skulle blive en god dag. Jeg ville i hvert fald goere, hvad jeg kunne, for at faa det fulde ud af dagen. Mine influenza-symptomer var gaaet over til mest at omhandle massive maengder af snot, og mit hovede foeltes stadig tungt, men det var til at overleve, og denne morgen skinnede solen rent faktisk; noget, den ikke rigtig havde gjort de andre dage, jeg havde haft i byen, hvor menuen boed paa en ordentlig omgang regn!
Jeg stod op og spiste bagel-morgenmad en sidste gang, og et eller andet sted var det egentlig rart at vide, at jeg ikke skulle fylde mig med bagels med peanutbutter flere morgener efter denne.
Jeg skulle paa en Greyhound-bus klokken seks, og jeg gruede for det, efter jeg aftenen foer havde moedt en slovakisk pige, der netop var ankommet til San Francisco fra Seattle i en Greyhound, altsaa akkurat fra den modsatte retning af, hvor jeg skulle hen.
Hun havde berettet om en efter planen 22-timer lang bustur, der grundet oversvoemmelserne i Oregon pludselig var blevet til 30 timer, maerkelig medpassagerer og en bus, der bumlede saa meget, at en gravid kvinde rent faktisk begyndte sin foedsel midt i bussen! Pigen raadede mig til at komme af med min Greyhound-billet og koebe en billig flybillet.
Men jeg taenkte over det, og det var ok. Jeg havde min ticket to ride. Det skulle nok blive spaendende.

Efter min morgenmad vaagnede Brandi. Brandi er 28 aar og fra Oregon.
Jeg moedte hende foerste gang, da jeg ankom til sovesalen paa hostellet. Hun laa naesten altid og sov i toppen af koejesengen, naar hun ikke var paa arbejde i en marketingsafdeling paa en model- og skuespillerskole. I sin fritid skriver hun boerneboeger. Naar man spoerger hende, hvor hun bor, siger hun bare 'San Francisco'. Hun har boet rundt omkring i byen i cirka tre aar. Lige nu bor hun mere eller mindre permanent paa hostellet i en sovesal, men vil maaske flytte ind hos nogle venner. Hendes enorme surfboard stod parkeret ved siden af doeren, og der var altid folk, der kom til at vaelte det med et brag, naar de kom ind ad doeren. Brandi er meget optaget af spirituelle ting, og tilboed mig straks vitaminpiller, da hun forstod, jeg var lidt syg. Det var desvaerre ikke hendes yndlings-vitaminer, forklarede hun. Rainbow pills var for dyre, lod hun mig forstaa, men til gengaeld kunne de ligefrem farve brugerens aura lysere, og samtidig bliver man simpelthen mere venlig af at spise dem! Jeg spekulerede over, hvilke slags vitaminer, de mon tilsaetter dem... Hmmm.
Vi havde vaeret ude og spise i Chinatown den sidste aften, jeg havde i byen.
Naeste morgen, da solen skinnede, proklamerede jeg, at da jeg paa det naermeste var gaaet glip af alle attraktioner i byen grundet regnen og taagen de seneste dage, saa jeg ingen anden mulighed end at gaa paa sightseeing igen denne dag.
Hun besluttede sig for at gaa med.

Vi startede med et besoeg paa Greyhoundterminalen, hvor de kunne fortaelle mig, at min bustur sandsynligvis ville forloebe planmaessigt. Derefter Coits Mountain, en udkigspost, der blev bygget af en rig kvinde som en hyldest til San Franciscos brandmaend (mener jeg). Taarnet har en enestaaende udsigt over byen og broerne.
Ved taarnet moedte vi en 20-aarig lille knaegt, Sam, der mest af alt mindede om en spinkel Justin Timberlake med et skateboard under armen. Han insisterede paa at gaa med paa vores sightseeing.
Da vi naaede ned til Fishermans Wharf, var vi imidlertid ved at blive skoere oven i hovedet, for Sam snakkede, snakkede og snakkede i en lind stroem om ingenting blandet op med the f-word. Heeeele tiden. Han virkede, som om han var enten fuld eller paa stoffer. Eller begge dele.
Til sidst sakkede han bagud og forsvandt.

Saa tog Brandi og jeg en sporvogn ud til det gamle hippie-kvarter Haight Ashbury, hvor vi kiggede paa second hand shops og spiste kaempe pizza slices. Vi sluttede af med en gaatur i Golden Gate Park, foer jeg maatte skynde mig tilbage for at hente min oppakning paa hostellet. Klokken var 16:30.
Det var en lang slaebetur med min alt, alt for tunge backpack ned til busterminalen. En gingerbread latte fra Starbucks hjalp paa sagen.
I busterminalen maatte jeg vente 45 minutter, mens jeg holdt oeje med min baggage og saa moerket falde paa i San Francisco.
Maerkelige mennesker. Hip hop-fyre med kasket og gold chains, maend i jakkesaet og en kvinde i et falsk Guccisaet og Chanel-solbriller paa stolen ved siden af mig, som laeste hoejt fra Bibelen, mens hun sommetider stoppede for at tilfoeje notater i margenen.
Klokken 18 rullede bussen endelig ud. Jeg faldt i soevn.
Klokken 20:30 ankom vi til Sacramento, Californien. Busskifte. Ny bus klokken 20:50.
Hele natten igennem stoppede vi i forskellige byer paa vej op ad vestkysten. Ingen turde aabenbart sidde ved siden af mig, saa jeg kroellede sammen paa de to saeder og sov.
Klokken 8:00 ud og traekke frisk luft i Salem, Oregon. Jeg kiggede rundt paa den soevnige by. Taage. Solen kom langsomt op og sendte straaler ud over hustagene. Det gik op for mig, at jeg havde set byen foer. I Blair Witch Project. Jeg skuttede mig i kulden.
Tilbage i bussen.
9:30 busskifte i Portland, Oregon. 9:45 bus mod Spokane. Ingen tid til morgenmad: gudskelov for mine medbragte snacks! Jeg endte med at leve kun af dem!
Laaang busrejse gennem staten Oregon. Dagen gik. Vi koerte gennem bjerge, canyons, langs store soeer og floder. Altsammen meget smukt. Solskin. Udelukkende julemusik eller country paa radioen. Tough choice.
Buschauffoeren var snaksalig. Syntes, at det var hylende morsomt, at jeg kom fra Danmark. Ikke at han vidste, hvor det er. Han troede, jeg talte tysk. Og spurgte, hvad forskellen paa dansk og hollansk er (det er langt fra foerste gang, paa denne tur, det er sket!). "Hey miss Denmark!". Hele tiden ville han diskutere et eller andet med mig. Mennesker. Penge. Rejser. Hvilken konserverede sandwich han skulle vaelge i automaten. Han var selv vokset op i et indianerreservat i North Dakota. Han indianske navn var White Wolf.
Det blev moerkt. Klokken 17:15 ankom vi til Spokane. Adskillige medpassagerers livhistorier senere... Endelig!
Det var skoent at se min onkel, hans forlovede og min faetter igen! Det sker alt, alt for sjaeldent!
Vi koerte tilbage til deres skoenne hus, de tilberedte en skoen middag, og jeg fik en skoen nats soevn ved kaminen. Oh my God! Lige hvad jeg havde brug for. Ikke flere hostels for now, please!

Ok.
I dag har vaeret en saerlig soendag. I dag aflagde vi besoeg i intet mindre end to af de steder, hvor mennesker paa anden vis soeger en ticket to ride. Men aldrig foer tror jeg, at jeg har vaeret til gudstjeneste hele to gange paa en enkelt soendag!

Morgenen startede med american pancakes og sirup. Saa er man da klar til at rulle ud til en ny dag.
Saa vi rullede direkte til Life Center. Kirken, der, som min kaere faetter saa muntert udtrykte det, til tider bliver forvekslet med en lufthavn. Ha ha! Men ja - den er gigantisk og firkantet!
Jeg har aldrig, aldrig set noget lignende. Direkte fra Mexicos Chamula med spejlfigurer, lys og hoense-ofringer til dette; sikke en kontrast! I kirkens entre var der skilte, der viste vej. Blandt andet til cafeen, der solgte espresso, mocha og cafe latte med alle former for sirup. Eller til den enorme boernepasning, hvor kirkens besoegende kan indlevere deres boern, mens de gaar til gudstjeneste. Og det absolut enorme og igen firkantede 'kirkerum', vel egentlig naermere en forsamlingssal, hvor messen finder sted, og hvor der er plads til flere hundrede mennesker paa stoleraekkerne. Med vores coffee to go's tog vi plads.
Bandet gik paa scenen. To storskaerme afspejlede baade sangtekster og hele ceremonien, for dem, der var for langt vaek til at se, og naar et barn blev for vanskeligt ude i pasningsrummet, poppede barnets nummer op i hjoernet af skaermen, saa den respektive foraelder kunne afhente det. Jeg maabede. Hvilket show!
Foerst skulle alle hilse paa hinanden. Saa en velsignelse af et par babyer. Alle klappede begejstret. Saa en dybtfoelt kaerlighedserklaering til Gud. Alle klappede begejsret. Saa en takketale fra praesten til en soldat, der netop var hjemvendt fra Irak, og i dag befandt sig i kirken. Alle klappede begejstret. "Well, your services are definetely appreciated..."

Men det hele var kun lige begyndt. Dagens tema var "Bling-onomics" = penge!
Money makes the world go 'round og alle har vel brug for en ticket to ride, gaar jeg ud fra. Men for mig blev det bare for meget.
Praesten praediken handlede udelukkende om, hvordan vi alle boer betale vores oekonomiske skatter til Gud for selv at modtage oekonomiske gaver, han kom med bunker af eksempler paa, hvordan dette rent faktisk var sket for forskellige bidragere, og indsamlingsboesserne gik paa omgang igen og igen. Det absolut mest opsigtsvaekkende var imidlertid, da praesten inviterede en "frivillig" op (der tilfaeldigvis arbejder for kirken) til en lille...konkurrence. Det gik sa ud paa, at denne herre paa bedste fredag-aften-tv-show facon traadte ind i en gennemsigtig boks, hvor han til hurtigtpumpende musik skulle gribe alle de penge, han kunne, naar de blev blaest rundt i den boks, som han stod i. Dollar-sedlerne hvirvlede rundt, og hans haender floej ligeledes rundt i luften. Til sidst stod han med omkring 370 dollars, som han i bedste aand donerede til kirkens charity. Derpaa forklaerede praesten stolt, hvordan hele 15-20 % af kirkedonationerne rent faktisk gaar ubeskaaret til sagen, og hvordan kirken saaledes er et godt eksempel paa, hvordan man boer betale sin skat til Gud. Imponerende...oooeh.
Jeg var godt overvaeldet, da vi forlod kirken, men ikke overbevist. Naermere mere usikker paa, hvad jeg overhovedet skal tro. Men jeg forstaar, hvorfor mennesker har brug for at tro. Alle mennesker er bare forskellige. Men alle oensker sig en ticket to ride, I guess.

Min faetter Jonathan og jeg smuttede paa shopping her i eftermiddags og gik rundt og saa paa downtown Spokane.
Efter en lidt kvalmende middag paa en kinesisk fast food restaurant (som jeg tror aldrig har vaeret i kontakt med en kineser!), var vi klar til endnu et sidste kirkebesoeg. Denne gang drog vi med hele familien til den naerliggende mormon-kirke, hvor der var en hel udendoers by sat op, der skulle give et indtryk af det gamle Bethlehem. Der var imidlertid mange mennesker, der gerne ville paa rundtur, saa vi blev opdelt i grupper og maatte vente en halv time indendoers i kirken, hvor en form for gudstjeneste igen fandt sted. Saa sad vi der og sang med paa diverse religioese julehymner, mens en mand med en mikrofon sang for. Egentlig meget hyggeligt.
Til sidst fik vi lov til at gaa ud i den lille Bethlehem-by. Vi fik at vide, at vi skulle forestille os at vaere en familie paa vej fra Nazaret til Bethehem for at betale vores skatter til romerne. Vi blev fuldt rundt af en familieleder til forskellige smaa skuespil, hvor skuespillere i traditionelle klaeder raabte af os - ja, der var endda en vaske-aegte kamel midt i sneen, og vi fik set det nyfoedte Jesusbarn, foer vi igen koerte hjem.
Oven paa alle disse aabenbaringer og velsignelser er jeg klar til at sove nu.
I morgen er der atter en dag. Thank God.

---

---