Málaga oktober

Så er vi endelig tilbage med en opdatering for sidste måned. Vi undskylder igen, at vi er så ufatteligt dårlige til rejseblogs-konceptet, hvilket denne gang har resulteret i en lidt kortere og knap så detaljeret omgang. For endelig at få denne opdatering færdig har vi valgt at dele opgaven op - så hvis vi gentager os selv, eller det i det hele taget bliver lidt usammenhængende, må I lige bære over med os ;)

Som de to flittige arbejdssøgende piger, vi nu er, har en enkelt ansøgning eller to faktisk givet pote; dog tvivler vi stærkt på, at netop denne eller disse to ansøgninger (ud af de omkring 80, vi har været ude med), var blevet afleveret, hvis vi vidste, hvad disse jobs indebar. Anna har prøvet kræfter med to tjener-jobs med varighed af to dage. I alt!!! Som folk sikkert fornemmer, behagede jobbet på en fedtet irsk pub ikke frøkenen, idet der ikke var den fjerneste mulighed for at sige et eneste ord på spansk. Kun engelsk og irsk var der træningsmuligheder for, og helt ærligt; hvis vi rejste for at lære engelsk, havde det nok ikke været Spanien, vi havde valgt, hvor vi må pukle os ihjel til 5 sorte euro i timen. Derfor havde vi begge givet os i kast med en anden type jobs, nemlig PR-medarbejdere på en bar i en af nabobyerne. Titlen lyder vældig fornem, men i virkeligheden går jobbet ganske enkelt ud på, at vi med vold og magt skulle slæbe folk fra gaden ind, så de kunne bruge en masse penge. Dette skulle vi så gøre i timevis, mens gaden blev mere og mere øde, og vi blev mere og mere desperate af kedsomhed. Når klokken så endelig nærmede sig fyraften, kunne vi sjoske op i baren og få stukket sølle 15 euro i hånden, tak for i aften! Det eneste positive, der kan siges om dette job, var dog freakshow garantien, da der med sikkerhed ville dukke mindst én turist op, der havde et eller andet særpræg.
Som det forhåbentligt kan læses ud fra tonen i beskrivelsen, var dette et af de meget kortvarige jobs. Dog gjorde Marianne et seriøst forsøg i branchen ved at arbejde non-stop en hel uge både på førnævnte bar i Torremolinos (nabobyen), men også i andre byer. Efter denne uge var hun til gengæld også overbevist om, at PR-jobs ikke just var en fremtidssikret vej! Samme uge som Marianne ihærdigt forsøgte at falde til som PR’er, var Michael (Annas kæreste) på besøg - fornemmer man, at Marianne gjorde et vist flugtforsøg? Denne uge var derfor, for Annas vedkommende, en skønt og afslappende komplet ferie uge, hvor store hidtil ukendte dele af Málaga blev oplevet. Blandt dette kan nævnes byens store katedral, der er ganske pæn, et andet gammelt bygningsværk samt spansk tapas-kultur. Man kan med andre ord sige, at Michaels tilstedeværelse gav et mindre kulturelt startspark.
Efter Michael igen vendte tilbage til det kolde nord, havde vi en ”hvad gør vi nu” samtale, eftersom vi endelig havde indset, at vi ikke var villige til at udføre et hvilket som helst job, og eftersom huslejen skulle betales. Der var mange overvejelser frem og tilbage mht. muligheder eller snarere begrænsninger. Skulle vi opsige lejligheden, hvis vi nu ikke fandt job? Hvor kunne vi søge? Hvilken taktikændring havde vi brug for? Osv. Osv. Resultatet blev, at vi (inspireret af Annas Internet kyndige Mormor) har meldt os på sprogskole for fire uger, hvoraf de to allerede er gået. Oprindeligt havde vi på ingen måder planer om at melde os til spanskundervisning hernede, men vi trængte til noget konkret at foretage os (eftersom det er et trættende og deprimerende job at søge arbejde!), og vi er faktisk blevet rigtigt glade for at gå der. Vi går på små hold med max 9 elever i hver klasse, hvor de første to timer er grammatik undervisning. Vores hold arbejder med konjunktiv, og puuuha, det er en hård omgang! Vi har begge undret os over, hvordan vi kunne klare os så godt i spansktimerne på gym uden at bruge konjunktiv, som spanierne åbenbart er helt vilde med og gerne bruger i omtrent alle sætninger, hvilket for to danskere, der i modersmålet stort set ikke har denne form, kan være meget, meget svært. Heldigvis er det ikke kun grammatisk undervisning, dagens program står på, men også samtale klasser, hvor vi med en anden lærer diskuterer et eller andet emne, for at træne den mundtlige del. Og alt, både grammatik og samtale, foregår selvfølgelig udelukkende på spansk, hvilket betyder, at vi har lært nye benævnelser for alle grammatiske ord, eftersom man ikke kommer langt med de danske. Når sprogkurset er ovre, er det meget muligt, at vi vil gå til en eksamen, så vi kan få en eksamenskarakter herfra. Dog er de to stræbere her begyndt at få kolde fødder, eftersom niveauet er ret højt og chancen for topkarakterer mere begrænsede. Vi vil derfor gruble lidt videre over, om det var noget eller ej.
Noget af det, vi er vilde med ved sprogskolen, er alle de frivillige anderledes timer, man kan melde sig til, som også er en god måde at lære andre elever, der ofte er i mere eller mindre samme situation som os, bedre at kende. En af disse klasser er flamengo og salsa dans, som vi har i sinde at troppe op til ved hver en mulighed, til trods for, at de to danse giver os kamp til stregen mht. vores rytmiske formåen. Dog lader vi os ikke slå ud af rytme, rækkefølge i trin eller udførelsen af bevægelsen: Flamengo handler om en følelse, og den føler vi, at vi bedst opnår, når vi freestyler lidt, hvilket vores lærer dog fejlagtigt opfatter som manglende evner…
Efter disse danse-lektioner har vi så at sige fået blod på tanden, og er blevet nogle rigtige små dansemus, når vi i weekenderne giver den gas på diverse disko-daskoer med vores nye venner. Og ja, I hørte rigtigt - vores nye VENNER! Folk på skolen er mere end villige til at danne venskaber, eftersom de færreste rigtigt kender nogle. Derfor faldt vi meget hurtigt i snak med et ungt fransk par, der netop er flyttet herned og som nu leder efter job. Jessica og Julien er begge utroligt åbne og herlige, så dem har vi gjort hvad vi kunne for at hænge ud med. Af andre sjove mennesker, som vi gerne bruger vores tid med, er amerikaner-russeren Max og fransk-marokkaneren Reda (aka tometer-manden, eftersom den dreng er min. 2 meter høj!). Vi nyder vores nye bekendtskaber og arbejder på at udvide vores omgangskreds ved bl.a. at være med, når det sker i weekenderne. Vi har derfor fået festet de sidste to weekender, hvilket er en noget anden oplevelse end Buddy-Holly i Hobronx, eftersom her er kæmpe diskoteker med en masse danseglade folk, som vi slår os sammen med. En fordel ved denne tætpakkede dans er, at ingen bemærker, om man har benarbejde eller rytme i orden, så længe man følger den fælles bevægelse. Lørdag endte vi derfor til stor halloween fest på et stort sørøverskib nede på havnen. Dét var lidt af en oplevelse at danse rundt med vampyrer, hekse og …. Smølfer??? Ganske underholdende, dog har vi gentagende gange bandet placeringen af vores lejlighed meget langt væk, eftersom den ligger lige præcis så langt væk, at det ikke er attraktivt at gå hjem, og til trods for Málagas størrelse, er der kun tre natbusruter, som på ingen måder nærmer sig os. Så enten fester man til den lyse morgen (06.30) ellers satser man på, at søde mennesker (til vores mødre: bare rolig, her er der ikke tale om tilfældige spaniere, der ”bare vil være venner”, men reelle venner fra sprogskolen) lader én sove et par timer på deres sofa.

Som sagt er vi altså nu blevet mere afklarede med, hvad vi i virkeligheden er interesserede i og har fundet ud af, at vi ikke ”for enhver pris” vil bo i Spanien. Personligt troede jeg (Marianne) aldrig, jeg skulle få disse ord ud af min mund, men: Hellere tage hjem til Danmark, end at blive i Málaga og arbejde under de vilkår, vi er blevet tilbudt indtil videre. Status er derfor, at vi faktisk har givet op. Eller Anna har definitivt indset sit nederlag og har købt flybillet hjem til den 28. november, mens Marianne stadig forsøger at fortrænge situationens alvor. Vi har dog lige haft besøg af udlejeren for at høre hvordan og hvorledes mht. tilbagelevering af depositum eller ej, da lejligheden ellers var betalt indtil 12. december. Men tilsyneladende er der ingen problemer på det område, så vi er nu i vældigt humør. Marianne vender derfor sandsynligvis ligeledes hjem til det kolde nord enten i slutningen af november eller i starten af december. Hun vil efter denne opdatering give sig i kast med at bestille flybillet, da hun så småt er ved at fatte, at det i denne omgang må forblive en illusion at lære flydende spansk…
Nævnes skal det, at vejret i Málaga har været exceptionelt godt for oktober måned, men nu i begyndelsen af november kan man desværre også mærke, at efteråret er ved at komme til Spanien. Det betyder, at vi ikke længere kan spendere hver dag, vi lyster, på stranden og må springe til, når muligheden byder sig. (Som fx i dag den 4. november). Dette har resulteret i, at vi så småt er ved at miste den ellers så flotte solbrune farve, vi ellers havde opnået. Når vi om to uger er færdige med sprogskolen, står programmet på rejse i Andalusien - med Sevilla og Cadiz som sikre destinationer - samt weekendtur til Marokko. Det glæder vi os meget til, men det er også gået op for os, at dagene pludselig er talte, og vi er nærmest begyndt at stresse over alt det, vi endnu skal nå på kun en måned. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at vores sidste måned i Spanien i denne omgang helt sikkert bliver den travleste og mest indholdsrige.

Hvis der skulle være nogen af Jer, der sidder og overvejer at kigge forbi, skal I være meget velkomne. I skal bare skynde jer rigtig meget og enten være villige til at være alene, mens vi er i skole, eller tage med ud og se lidt af Andalusien. Men vi gentager: I er meget, meget velkomne ;) Det var alt for denne gang. Hav det godt alle sammen!

Kærlig hilsen Anna og Marianne

---

---