Så er det lille-juleaften, og jeg er tilbage hjemme i lille og trygge Danmark.
Hjemturen gik relativt godt, om end jeg muligvis vil tænke to gange, før jeg flyver med British Airways igen...
Flyet fra Spokane til Seattle med Alaska Airlines gik ganske fint, men derefter gik det udelukkende ned ad bakke, da flyet fra Seattle mod London lagde ud med at være 1,5 time bagud. Natten blev kort, da de ni timers tidsforskel fik tiden til at forsvinde og kombineret med et ellers ganske fortræffeligt filmprogram i flyveren, resulterede det i, at søvnen også blev forsømt.
Den 1,5 time blev imidlertid ikke indhentet under flyveturen, så efter en rask løbetur gennem Heathrow lufthavn og en forhastet kop Starbucks på vejen, kunne jeg konstatere, at det næste fly mod København ligeledes var forsinket. Ingen vidste hvorfor.
Vi ventede og ventede. Da vi endelig kom ombord, undskyldte piloten, at også dette fly var forsinket, men han kunne fortsat ikke give os en årsag...hvilket måske i grunden også var ligegyldigt.
Da vi efter et par timers flyvetur ankom til Kastrup, lød beskeden, at vi altså desværre ikke kunne forlade flyet med det samme, da det havde vist sig, at der ved en fejl var blevet læsset så meget baggage på flyet, at vi hele vejen fra London havde hængt med bagenden. Det gjorde flyet altså stadigvæk, så nu måtte al baggagen først fjernes, før vi kunne træde ud på gangbroen. Folk sukkede.
30 timers rejse var det blevet til for mig, men jeg formåede stadig at vågne lidt op, da jeg kom ud i ankomsthallen i Kastrup og til min overraskelse ikke blot fandt min far, men også to af mine skønne veninder, der var dukket op for at hente mig med banner og flag. Fantastisk!
Her et par dage efter sidder jetlagget stadig i kroppen, og jeg kan slet ikke finde ud af at sove på de rigtige tidspunkter. Jeg har imidlertid haft travlt med sightseeing i skønne København og har blandt andet været inde for at besøge Tivolis julemarked med de længe savnede veninder.
Baggagen er næsten pakket helt ud, og jeg fandt en ikke særligt julet hilsen fra den amerikanske sikkerhedservice i min ellers låste backpack, da jeg åbnede den. Den havde åbenbart forekommet mistænkelig. Jeg tror dog, de må have givet op halvvejs igennem inspektionen af rygsækken, da jeg simpelthen havde pakket den så hårdt, at jeg selv havde svært ved at hive tingene ud.
Det har været en lang rejse, og jeg har det egentlig ganske fint med, at den nu er forbi. Slut for denne gang.
Da jeg rejste afsted for snart tre måneder siden, var jeg fyldt med spænding og en smule nervøsitet. Hvordan skulle det gå? Ville jeg kunne klare at rejse alene?
Nu ved jeg, at jeg aldrig vil være bleg for at rejse alene igen. Det har været utroligt spændende, og jeg har mødt så mange fantastiske mennesker, at jeg aldrig troede, at jeg skulle blive så lykkelig for Facebooks eksistens.
Rejsende har en helt særlig mentalitet. Særligt folk, der rejser alene, for når man gør det, er man simpelthen nødt til at være mere åben og social.
Alle disse rejsende deler den samme passion og fortæller om de steder, som de før har besøgt med længsel i stemmen. På samme vis er min liste over steder, som jeg gerne vil besøge, blevet længere og længere.
Jeg havde troet, at denne rejse ville kurere min rejsefeber, og det har den måske også gjort. Om ikke andet i en grad, så jeg kan klare at blive i Danmark i mindst et par måneder.
Men så må jeg også afsted igen. Ud på nye eventyr. Listen bliver stadig længere, verden står åben, og jeg tror aldrig, jeg bliver færdig.
The world is not enough. Der kan blive liv i bloggen igen, før man ved af det.
Vejret er gråt, og Danmark ligner sig selv. Det er nu underligt at være hjemme igen.
Det er imidlertid skønt at se min lejlighed igen. Trods den størrelse slår den ethvert hostel, jeg har boet på på min vej, med flere længder. Det bliver dog underligt at skulle bo der igen. Helt alene!
Dejligt at se familien igen.
Det er jul. Eventyret er slut for denne gang.
Men sikke et fantastisk eventyr det dog var.
...all good things come to an end...
Glædelig jul.