---

Saa er jeg tilbage til den elskede blog.

Jeg indlaegger her mit rejsebrev fra den foerste maaned. Hver maaned skal jeg skrive hjem til Mundo (deres hjemmeside) og ligeledes til seminariets hjemmeside. Samme brev praesenteres her - der kan altsaa vaere gentagelser fra tidligere.

Rejsebrev 1 - Søren, 22-02-2009

Kort præsentation

Jeg er en 32-årig pædagogstuderende fra Randers, der i perioden februar - august 2009 er i udlandspraktik i Guatemala, hvor jeg skal en måned på sprogskole og siden arbejde i et projekt for 0-6-årige børn af fattige og/eller enlige forældre. Med inspiration fra to studerende fra Århus valgte jeg at rejse med organisationen Mundo, der har været en stor hjælp i forberedelserne - www.mundonet.dk.


Rejsen

Jeg havde på nettet søgt efter billige flybilletter til Guatemala, og fundet at det kunne betale sig at rejse fra lufthavnen i Hamburg i stedet for Kastrup. For en jyde som mig ville rejsen til lufthavnen være cirka den samme, så jeg bookede billetter hos Continental Airlines med afgang fra Hamburg klokken 9 en fredag morgen. Dette betød at jeg skulle til Hamburg allerede dagen i forvejen, og jeg valgte at spare hotelovernatningen og i stedet trisse rundt hele natten først på Hauptbahnhof og siden i lufthavnen. Om det var spændingen forud for rejsen eller den megen McDonalds-kaffe der havde holdt mig vågen natten igennem ved jeg ikke, men i hvert fald var min mave helt ødelagt de næste 20 timer, som jeg tilbragte i fly og lufthavne (Hamburg - New York - Houston - Guatemala). Bortset fra sommerfugle-rumlen i maven forløb rejsen uden problemer og forsinkelser, og min bagage overholdt lige netop alle vægt- og størrelseskrav, og nåede frem samme tid som jeg selv.



Indlogering hos Familien Díaz

Sprogskolen havde sørget for at jeg blev hentet i lufthavnen og kørt de 40-50 km. til San Juan del Obispo, hvor jeg skulle møde familien Díaz, som jeg skal bo hos under mit praktikophold. Mit rustne gymnasiespansk var lige præcis nok til at kommunikere en smule med chaufføren, selvom der var meget af hvad han sagde, som jeg ikke fik helt fat i. Klokken 23.30 var jeg fremme ved familien, og efter lidt navneforvirring fandt jeg ud af hvem der var hvem i forhold til de navne jeg på forhånd havde fået oplyst. Vi snakkede lidt, men efter mavedrilleri og mere end 44 timer uden søvn havde jeg mest lyst til at komme i seng.
Familien består af Mama Brenda, faren Christobal og deres to sønner Eddy og Christian på 10 og 5 år. Til min overraskelse var der andre sprogskolestuderende indlogeret hos familien (endnu en dansk pædagogstuderende med hendes kæreste samt en ung canadier). Jeg havde (mis-)forstået det sådan, at jeg ville være den eneste logerende hos familien, og derved have lettere ved at komme ”tæt” på familien og udelukkende praktisere spansk. Det har nu været ganske rart at møde andre danskere/pædagogstuderende, så det har kun været en positiv misforståelse.
Selvfølgelig er forholdene i et huset anderledes end hvad jeg/vi er vant til fra Danmark, men forbedringerne kommer lidt efter lidt ”poco a poco” som de siger, og der er da også allerede kommet sæde på toilettet og glas i vinduesrammen ind til mit værelse. Håndvask foregår med en skål vand fra et kar i køkkenet (en ”pila”, tror jeg det hedder), og for det meste er der sæbe eller lidt vaskepulver at gribe fat i. Familien bor i to små værelser med udgang til et lille frimærke af en åben plads med mur og port ud til vejen. Herudover er der tre sparsomt møblerede værelser til udenlandske studerende, et køkken samt et badeværelse med varmt vand i bruseren.
Familien er meget åben og imødekommende, og især moderen vil gerne snakke og gør generelt alt for at de logerende skal have det bekvemt og godt. De går ikke i kirke, og er vel kristne på samme vis som gennemsnitsdanskeren; de er meget tolerante over for og vant til logerende med anden levevis end den (strengt) katolske. Det tror jeg nu gælder for de fleste guatemaltekere/ værtsfamilier. Maden er varieret og ganske god, om end man af ren beskedenhed holder lidt igen med at bede om mere, eftersom at der jo gerne skulle være til alle. Der er dog nok, og jeg har ikke oplevet at måtte gå sulten fra bordet og fare til byen efter pizza eller lignende. Måske er det meget sundt for mig at prøve ikke at proppe mig med (for meget) mad måltid efter måltid - jeg har allerede spændt bæltet et hak ind, men lider som sagt ingen nød. Morgenmaden er typisk en tallerken med ananas og papaya, en skål havregrød (”mosh”), pandekager eller noget helt fjerde. Hovedmåltidet midt på dagen er i min familie ofte grillet oksekød med salat og tortillas (I må godt være misundelige) - noget der minder om en hyggelig dansk grillaften. Det kan også være suppe, kylling med ris og grøntsager eller hvad man selv har foreslået - Brenda spørger og imødekommer gerne ønsker. Aftenmåltidet er mindre: sandwich, hamburger, pølser med brød og frijoles (bønnesovs), eller lignende.
Drengene er vant til logerende, der ikke mestrer sproget, og de er tålmodige og hjælpsomme. Jeg har ladet dem spille på min medbragte computer, og det er glimrende træning for mit spanske at skulle forklare om de forskellige spil og funktioner på computeren. De plager og plager om at få lov, men respekterer også når jeg sender dem ud af værelset. Faren har meget skiftende arbejdstider, men vil meget gerne snakke og fortælle om guatemaltekiske forhold, når man mødes ved aftenbordet. En ting er at klage over larmende naboer i Danmark (det gør jeg jævnligt), men i Guatemala har jeg vænnet mig til at sove med ørepropper hver nat, for hanerne begynder at gale ved 4-tiden og hunde, biler og musik fra fjernsynene bidrager dagen igennem til den eksotiske lydkulisse. Jeg tror man vænner sig til det. Indtil videre vasker jeg tøj på guatemaltekisk maner: I håndvasken med koldt vand og sæbe - der er dog et vaskeri i San Juan og mange i Antigua.


Sprogskolen - APPE

De første fire uger er jeg på sprogskole fem dage om ugen fra kl. 8 til 12, dog havde jeg den første uge undervisning om eftermiddagen i stedet, hvilket var lidt ærgerligt, da jeg således ikke fik så meget ud af dagen. Skolen har en afdeling i San Juan hvor jeg bor, men hovedafdelingen ligger i Antigua 3-4 kilometer nede af bjerget (vulkanen Volcán de Agua). Undervisningen foregår én lærer til én elev, og jeg har fornøjelsen af at blive undervist af Félix ”el Gato” - en sjov fyr, der gerne lærer frække spanske gloser fra sig. Vi gennemgår den grundlæggende spanske grammatik og de mest anvendte verber og ”småord” (nutid, 2 datider, imperativ, ser-estar, hacer, gustar, por/para og meget andet). Herudover er der megen samtale og læsning af korte tekster, der gør at undervisningen på ingen måde (for mit vedkommende) er blevet kedelig grammatisk terperi. Félix fortæller gerne om Guatemalas historie, indianernes forhold samt den nuværende politiske situation. Vi snakker også om Danmark, fodbold og ”damer”, samt hvad jeg går og oplever i Antigua og hos familien Díaz. Skolen arrangerer desuden ture eller aktiviteter hver eftermiddag samt længere ture i weekend’erne. Jeg har besteget en aktiv vulkan (Vólcan de Pacaya), og besøgt diverse ”turist-attraktioner” i og omkring Antigua (bl.a. en farm med macadamia-nødder, en kirke/ruin, en lokal kaffe-bonde, nogle indianske kvinder der præsenterede deres håndværk og kultur samt meget andet). Jeg har ikke deltaget i weekendturene endnu - dels fordi de siges at være forholdsvis dyre, og dels fordi jeg ikke har orket det her i den første tid - der er så meget man lige skal have styr på.
Jeg har også mulighed for at deltage i skolens aktiviteter, efter at jeg er stoppet med at modtage undervisning og er begyndt arbejdet i projektet, så jeg skal nok få rejst rundt i landet - enten med skolen eller på egen hånd. Næsten hver dag er der lektier, men det er ikke så slemt.



Projektet - Hogares comunitarios

Jeg havde hjemmefra læst om de forskellige projekter, det som pædagogstuderende var muligt af arbejde i en praktik, ligesom Helene og Anne fra Mundo var behjælpelige med svar på mine mange spørgsmål. Mit valg faldt på projektet Hogares comunitarios fordi det er for børn i aldersgruppen 0-6 år, og jeg ville derfor antageligvis undgå at skulle fungere som lærer eller underviser, og i stedet få lov at lege en hel masse. Projektet findes flere steder i landsbyerne rundt om Antigua, og jeg ville vente med at bestemme hvor jeg ville være til jeg var i landet og kunne danne mig et indtryk af de forskellige muligheder. En uddannelsesaftale blev underskrevet både her og der, og med den i hånden gik jeg til lederen af skolen APPE, der formidler kontakten til projekterne. Lilian (leder af APPE) havde dog intet kendskab til det ”hogar”, jeg gerne ville arbejde hos i Santa Maria de Jesús, men efter et par dage fandt skolen ud af det, og jeg kunne besøge stedet med min lærer Félix. Santa Maria de Jesus er en af landets fattigste byer, og gaderne tæt på projektet var da også smalle, støvede, stejle stier. Men fremme ved stedet, viste det sig at de trods alt havde legetøj, materialer til klippe-klistre og lignende samt ikke mindst ganske godt med plads til de 20 små mørkhårede børn der bød velkommen med smil og spørgsmål. Jessica der bor i huset, har med støtte fra bystyret og øvrige lokale myndigheder formået at skabe en fin ramme for byens børn. Hun sørger for mad, tandbørstning og anden pleje til børnene, mens lærerinden Rocxanna dagligt underviser de største af børnene. Jeg kommer til at skulle deltage i denne undervisning som nok er sammenlignelig med de ”voksenstyrede” eller voksen-igangsatte aktiviteter jeg kender fra børnehaver i Danmark. De mindste følger interesseret med, men deltager ikke ”rigtigt”. Jeg havde balloner med, og fik snakket lidt med de kære små, der umiddelbart virkede meget yngre end de 3-4-årige jeg er stødt på i Danmark. Der var en fin atmosfære, og jeg ser frem til at tage del i dagligdagen for disse små vidundere. Mine mål for praktikken er endnu ikke færdigskrevet - jeg har simpelthen for mange andre ting jeg skal nå (og ting som er sjovere), men jeg finder nok ud af det, når jeg først rigtig er startet i projektet i begyndelsen af marts (undskyld praktiklærer Erika).


Sygdom

Sagt med en finurlig frase jeg låner af en medstuderende fra Randers, kan jeg sige at jeg en enkelt nat ”har ligget syg og skidt i sengen”, og så må man jo selv tolke hvorvidt jeg bare har været syg og skidt eller jeg vitterligt har skidt i sengen!!! I hvert fald har der været et par dage hvor jeg ikke havde appetit, og en nat gik det helt skævt med feber, diarre og opkast. Jeg takker mange gange min gode doktor i Danmark for den stærke medicin han anbefalede mig, og jeg er nogenlunde ovenpå igen. Den missede skoledag blev indhentet med ekstratimer den følgende dag. Man er altså garanteret timerne, i tilfælde af sygdom - alletiders. Jeg tænker, at problemerne kan skyldes maden i huset hvor jeg bor, for selvom de er opmærksomme på at fremmede maver kan være sarte, så kan hygiejnen måske knibe - især med to aktive drenge, hund, kat og andet godtfolk i køkkenet. Det er i hvert fald mit indtryk, men jeg kan også være meget sart og min mave skal vel bare vænne sig til den lokale bakterieflora.


Fødselsdage

En aften var jeg med familien til fødselsdag hos moderens søster (de andre logerende var på tur). Det var en stor fornøjelse at tage del i familiens liv på denne måde, selvom det virkede lidt pinligt at jeg skulle have den bedste siddeplads og den største portion af den sparsomme aftensmad. Jeg var lige ved at komme galt afsted, da jeg troede at den unge Julio var fødselarens ældste søn, og det senere viste sig at det var hendes mand. Heldigvis fik jeg ikke sagt noget tosset, men det er ikke første gang jeg har haft svært ved at aldersbestemme det lokale folkefærd. En niece til faren, som jeg i første omgang troede var 12-14 år, viste sig senere at have en datter på 3, og selv være omkring 20 år. I det hele taget er det en stor og ”indviklet” familie, men de er søde og kommer tit forbi huset hvor jeg bor, så også det får jeg efterhånden styr på. Min egen fødselsdag tilbragte jeg i Antigua sammen med nogle af de øvrige danske pædagogstuderende om lørdagen mens jeg blev fejret om søndagen i hjemmet med kage og den spanske udgave af Happy Birthday. Igen kom søstre, niecer og nevøer samt bedstemor på besøg - det var smadderhyggeligt, og jeg gik i gang med at folde ballondyr til børnene. Senere inviterede jeg Brenda, Christobal, Eddy og Christian på aftensmad - og børnene var ikke sene til at vælge Pollo Campero, det lokale svar på Mcdonalds.


Byliv

Jeg mødte hurtigt de andre pædagogstuderende, der er startet på sprogskolen cirka samtidig med mig, ligesom man træffer folk fra Europa, USA, Canada osv. på skolens ture. Der er rige muligheder for at nyde cafe- og natteliv i Antigua, og taxierne til San Juan er ikke dyre. Flere af de andre danskere har valgt at finde lejlighed i Antigua, men jeg agter at blive boende hos den lokale familie, så længe jeg syntes at alt det fremmedartede er spændende. Antigua har alt hvad, turisterne forlanger af bekvemmeligheder, og er ikke længere væk end jeg kan tage dertil når jeg trænger til ekstra komfort. Restauranter, barrer og butikker er ikke alle superbillige, men kigger man sig lidt omkring, kan man finde gode priser på hvad som helst. Jeg har købt mobiltelefon, for nemmere at kunne lave og holde aftaler, hvilket hurtigt viste sig ”nødvendigt”. (Priser på mobiltelefoner: Fra ca. 150 kr. for en ny, brugte kan værtsfamilien nok ”skaffe” til en 50’er). Modsat hvad jeg fik at vide hjemmefra, kan man godt bruge sin danske mobiltelefon, hvis bare man køber et nyt SIM-kort (billigt), det har andre danskere i hvert fald haft held med. Legetøj og aktivitetsmaterialer til børnene i projekterne kan købes til forskellige priser og i forskellige kvaliteter, så jeg havde måske ikke behøvet at medbringe alt muligt tingel-tangel hjemmefra. Jeg har desuden købt en billig guitar, så jeg kan holde mine færdigheder ved lige, og eventuelt spille og synge med børnene i projektet (pris ca. 300 kr.). Jeg er efter en gratis prøvetime, godt i gang med salsa-lektionerne, men helt latino-sving i hofterne får jeg vist ikke lige med det samme.

Men hede rytmer her fra Mellemamerika til jer hjemme i Danmark.

Søren Hansen, San Juan del Obispo, Guatemala, 22-02-2009


Efter saadan en skrivelse maa jeg hellere tilfoeje nogle billeder (som sikkert popper tilfaeldigt op inde i teksten).

---