Rejsebrev 4

Rejsebrev 4

Søren Hansen, Antigua, Guatemala, juni 2009


Livet (og døden) i Guatemala.

En god måde at træne sit spansk, eller holde det ved lige er at læse aviser, og det gør jeg da også jævnligt. Der findes eksemplarer i BT/ Ekstra Bladet-format der typisk har en forside med historier om bestialske drab eller katastrofer af en eller anden art. Det kan være lidt skræmmende at læse sig gennem 5-6 sider om forskellige drab og ulykker i landet som bliver penslet ud i fotos og detaljer. I en tid med ”bandekrig” i Danmark, findes der selvfølgelige uhyggelige historier i begge lande. Mit indtryk er dog at det her i Guatemala, som i Danmark, foregår i mellem kriminelle bander, og blandt lokale med visse ”uoverensstemmelser” såsom pengeafpresning af forretningsdrivende/buschauffører og opgør indenfor familien. Det er selvfølgelig sørgeligt og skræmmende, men som udenforstående/ turist er det mit indtryk at man ikke umiddelbart er i skudlinien. Selvfølgelig skal man være påpasselig og tænke sig om, da der er fare for tyverier i et land med stor fattigdom.

En stor sag gennem de seneste måneder har været som taget ud af en politisk thriller fra Hollywood.
En højt profileret advokat ved navn Rosenberg blev under en morgen-cykeltur nær sit hjem i hovedstaden likvideret af ukendte(?) gerningsmænd. Et par dage senere dukker der en video op som han har optaget i dagene op til sin død. Her fortæller han om at han frygter for sit liv og at siger mere eller mindre direkte at hans drabsmænd skal findes i regeringstoppen (med Præsident Colom som egentlig bagmand). Det førte selvfølgelig til nogle demonstrationer af henholdsvis mistillid og støtte til præsidenten ligesom der blev iværksat ”undersøgelser” af drabet og afdøde Rosenbergs anklager. Sagen er dog skræmmende nok lige så stille ”døet hen” i medierne, og præsidenten ser ud til at komme i gennem denne regeringskrise. Retfærdighed og ligestilling for loven har svære kår i et land med tydelige korruptionsproblemer (min umiddelbare konklusion).

En anden stor sag har været en ny lov der påbød veste med rygmærker til motorcyklister. Ja, påbød og ikke forbød som i Danmark. Her er dog ikke tale om at alle på to hjul skal suse af sted med lædervest med kranier og englevinger. Nej, en vest med motorcyklens (scooterens) nummer fra nummerpladen er nu et lovkrav ligesom der skal bæres styrthjelm ligeledes med nummer. Endvidere må man nu kun være en på køretøjet. Dette har vakt store protester fra befolkningen der i udstrakt grad benytter sig af motorcykler/scootere. De klager over priserne på styrthjelme og på bøderne, ligesom de finder hjelmene unødvendige og for varme. Den nye lov er blandt andet blevet vedtaget fordi der var mange drive-by-shootings fra motorcykler med en pistolskytte sidende bagpå! Mon ikke disse skyderier fortsætter? I hvert fald rammer den nye lov mange ”uskyldige”, hvis alle de der stadig kører to på en motorcykel uden vest og styrthjelm får bøder i det omfang der har været truet med.

Den alt overskyggende historie de seneste måneder har dog været svineinfluenzaens spredning fra nabolandet Mexico til at have ramt i nærheden af 100 personer i Guatemala, fordelt over hele landet. Der er også konstateret tilfælde i Antigua. Dette har betydet at en række arrangementer er blevet aflyst - blandt andet gik jeg glip af kåringen af Miss Antigua i parken, men generelt går livet videre som vanligt. Jeg var i hovedstaden og se fodboldkamp og her bar enkelte tilskuere masker, men man forsamles stadig på vanlig vis til processioner og byfest uden at overdrive forholdsreglerne. Dog har det betydet at skolerne har forlænget den vanlige uges sommerferie (eller vinter som de kalder det her, når det er regntid) til 2½ uge, og gjort det gældende for også børnehaver og vuggestuer, så også mit projekt skulle pludselig holde lukket et par uger.


Ferie

Jeg havde heldigvis gemt et par ferieuger, og alligevel planlagt at rejse lidt her i slutningen af juni, så jeg slap for at skulle møde på arbejde og lave praktisk arbejde uden børn. Jeg havde endnu ikke fået besøgt et par af landets anbefalede hovedattraktioner: Lago Atitlan og Semuc Champey, men fik rådet bod på dette.

To-tre timers kørsel fra Antigua ligger en af verdens smukkeste søer, Lago Atitlan omgivet af vulkaner og mere eller mindre turismeplagede indianske byer. Jeg tilbragte et par dage der, og turens højdepunkt var helt sikkert en vandring på 4-5 timer i bjergene nord for søen. Med storslået udsigt fulgte jeg en lille sti på skråningerne mellem spektakulære hoteller, fattige boliger og bønder der klyngede sig til de hældende jorde for at plante et par majs. Jeg blev et par gange advaret mod lokale slyngler der kunne finde på at genere eller berøve vandrende turister på denne strækning, men oplevede det ikke. Ellers fik jeg brugt et par aftener i hovedbyerne Panajachel og San Pedro, hvor der er masser af billige hoteller, barer og restauranter. Jeg fik ikke sejlet i kajak eller svømmet i søen, men det er også muligt flere steder.

Et par dage senere tog jeg så til Semuc Champey for at bade i nogle flotte naturlige ”pools” ved en flod. Her var også lidt action for de legesyge såsom klatring på glatte skrænter og udforskning af vandfald samt udspring fra bro. For en halvdårlig svømmer som jeg, var der lidt udfordring i at skulle svømme mod strømmen, men jeg klarede mig da igennem med lidt hosten og hakken. Efterfølgende skulle vi vandre og svømme i gennem et underjordisk hulesystem, hvilket var en spændende udfordring. Vi havde hver et stearinlys i hånden og skulle så ellers bare følge guiden gennem hulerne fyldt med stalaktitter, stalagmitter og halvkold vand. Det var ikke helt nemt at svømme med et lys i den ene hånd men vi kom da både frem og tilbage efter at have forceret vandfald og glatte såvel som skarpe sten. Et enkelt sted var der dybt nok til at man kunne klatre op og lave udspring. Vi sluttede dagen af med tubing/ river rafting, men det var nu en ufarlig og ganske stille tur uden adrenalinsus.

Fra Semuc Champey tog jeg til en mindre by ved navn Chisec, hvor jeg havde planer om at besøge flere flotte søer og spændende huler. Det viste sig dog at jeg ankom på byfestens sidste dag, så jeg blev vidne til danseopvisning på torvet, hvor danserne i kulørte dragter opfører en traditionel ”fortælling” ledsaget af marimbamusik. De klovner endvidere lidt for publikum, og da jeg som eneste blegansigt begyndte at fotografere blev jeg hurtigt klovneoffer og ”afkrævet” et par håndører for fotografierne. Jeg fandt senere festpladsen hvor der var forskellige variationer af tingel-tangel-boder og diverse småspil, man kunne kaste et par quetzales efter og vinde en plastikspand eller andet ”nyttigt”. Jeg fik overværet en halvleg af en fodboldkamp med de lokale helte inden jeg fulgt strømmen til rodeo. Så var der ellers tyreridning på tid for nogle vovehalse (Jeg tror de var omrejsende professionelle rodeoryttere). Første rytter sad temmelig længe (15-20 sekunder måske), men fik så til gengæld også nogle gevaldige knubs da den kæmpe tyr havde fået smidt ham af. Efter at været stanget godt og grundigt i bagdelen fik han dog flygtet op over hegnet. En bizar form for underholdning, og jeg fandt det hurtigt småkedeligt, fordi der var meget ventetid og meget lidt ”action”. Senere blev et par heste sendt i ringen med en tirret tyr, der fik stanget dem, så de bragede ind i den solide ”indhegning”; med dyreværnsfolk og -love var det vist ikke gået i Danmark.
Jeg fik prøvet det vildeste pariserhjul jeg endnu har set, der gav nogle kvalmende rundture i høj fart, mens ”kurven” jeg sad i svingede faretruende i den suspekte konstruktion. Jeg havde dog modtaget en mail, der betød at jeg valgte at droppe flere dage i Chisec med søer og huler, og i stedet tage tilbage til Antigua den følgende dag.


Konstruktion i Santa Maria de Jesus med Constru Casa.

Efter en periode med korrespondance med Mundo, havde vi fundet frem til hvordan organisationen i Danmark med en donation kunne bidrage til udbygningen af hogaret hvor jeg arbejder således at der bliver plads til 10 flere børn af fattige forældre. Da jeg fik det endelige tilsagn om donationen fra Danmark vendte jeg straks tilbage fra ferien i Chisec til Antigua for at få lavet aftaler med Constru Casa, et velgørenheds-bygge-projekt der skal stå for byggeri af større lokaler på den grund vi bruger som ”legeplads” nu. Jeg vil i det kommende rejsebrev beskrive forløbet, og forhåbentligt kunne præsentere billeder af de nye faciliteter.


Det pædagogiske arbejde i hogaret.

Selvom forarbejdet med byggeprojektet har taget meget af min tid og opmærksomhed, har jeg jo også haft en hverdag med børnene, og nogle pædagogiske mål for praktikken at skulle arbejde med. Jessica havde pludselig i løbet af en weekend flyttet rundt på inventaret og flyttet sin ”privatbolig” ind i lokalet hvor der tidligere var ”skolestue”, hvilket medførte at vi fik en lille spisestue samt et stort lokale til leg og undervisning. Jeg er glad for at vi nu spiser i et andet lokale end der hvor vi skal arbejde og lege, for nu skal børnene ikke vente på rengøring efter måltiderne, men kan lege på et gulv uden for mange suppeslatter og tabte ris. Det har dog også betydet at alle børn nu er samlet mens der er ”undervisning” ved lærerinden Rocxana. Igen finder jeg mig ved de allermindste af ren nødvendighed, da de forventes at male og klistre de samme opgaver som de største har glæde og udfordring ved at udføre. Jeg finder det ind i mellem meningsløst, og prøver med vekslende held, at komme med andre ideer til lege og aktiviteter som jeg finder egnede til aldersgruppen - det ender tit med ”fri leg” i stedet for: ”sid på stolen og tegn med denne farve på dette stykke papir”. Jeg har arbejdet med mine mål, men må indrømme at enkelte har være svære at efterleve af forskellige årsager. Børnegruppens alderssammensætning, dårlig planlægning, manglende tid, ferielukninger og kulturforskelle spiller alt sammen mere eller mindre selvforskyldt ind i den konklusion at målene ikke har kunnet gennemføres som tiltænkt. Det er selvfølgelig en væsentlig del af praktikprocessen at kunne forholde sig til ændringer i målsætningen, og jeg synes da også at jeg har haft en givende praktik i hogaret, ligesom jeg mener at have givet noget videre til såvel børn som personale i form af omsorg og anerkendelse, pædagogfagligt funderede begrundelser og personlige holdninger. Især hos de mindste har jeg kunnet se små skridt fremad i deres udvikling (også bogstaveligt talt små skridt).



Jeg kunne skriver meget mere om livet i Antigua, ture til forskellige destinationer og arrangementer, tandudtrækning ved den lokale tandlæge, familien Diaz i San Juan del Obispo samt en masse besynderlige dårligdomme der kan ramme en Guatemala-rejsende (myg, lopper og tilbagevendende mavepine), men alt dette må kommende rejsende selv have lov at opleve.


Søren Hansen, Antigua, Guatemala juni 2009

---

---