Rejsebrev 3 - del 3

Resebrev 3 - del 3

Søren Hansen, Antigua, Guatemala, 30. maj 2009


Antigua

Jeg har jo så valgt at flytte til Antigua, hvor jeg har fået et værelse hos Iris, der bor i et hus med sine to sønner. Hun har tre-fire værelser hun lejer ud, og der har allerede været flere spanskstuderende udlændige og turister forbi en uges tid. Jeg har valgt selv at ville lave min mad, for at slippe for at skulle være i huset på bestemte tidspunkter, og for selv at kunne vælge hvad jeg spiser og i hvilke mængder. Jeg spiser jo dagligt på mit arbejde, og kan nøjes med et let måltid til aften, hvilket ofte er på en cafe eller restaurant. Man kan spise ok for 25, 50 eller 75 quetzales mens de ”dyre” restauranter har priser omkring 100 quetzales og opefter (ca. 70 kroner). Det er jo ikke nær prisen på en jysk bondegård, og selvom jeg ingen jyske bondegårde har, så har jeg da et budget der tilgodeser, at jeg får prøvet nogle af byens mange spisesteder. Jeg får dog også købt ind på markedet og i supermarkedet, og koger lidt pasta og ris en gang imellem. Det er nemt at finde et sted at bo i Antigua, men vil man have helt sit eget (med køkken og bad) skal man betale noget mere end de 1200 quetzales månedligt som jeg betaler. De andre danskere har dog gode lejligheder til 300-400 dollars (2400-3200 quetzales) som de så er to eller flere til at dele, og prisen bliver dermed nogenlunde tilsvarende.
Da jeg flyttede ind var Iris’ far på besøg nogle uger. Han har boet i USA i mere end 30 år, og er blevet amerikansk statsborger, og kunne legalt rejse hjem til Guatemala. Han havde mange besøg i huset af gamle venner og bekendte, og der blev holdt nogle fester - men alt i alt er her ganske stille og roligt. Jeg fik snakket lidt med ham om situationen for ”hispanics” i USA, og spurgte ind til om han havde oplevet forskelsbehandling, negativitet og racisme fra de blege gringoer mod de spansktalende. Han svarede at racismen var rettet mod de dovne sorte, der ikke gad at lave noget, og kun ville drikke og hæve deres ”wellfare”. Så gad jeg ikke snakke politik med ham mere. Han blev siden sendt hjem til Los Angeles via lufthavnen i Mexico City - selvfølgelig til stor bekymring i disse svine-influenza-tider. Ellers var mine første indtryk af mit nye hjem, den megen gadestøj fra passerende camioneta’er, og lørdagsmusik fra nærliggende open-air festarrangør. Musikken er nu ganske underholdende og slutter klokken 1 om natten ligesom alt officielt byliv i Antigua (diskoteker og barer), og så længe det kun er lørdag er det ikke det store problem. De store busser buldrer forbi huset tidligt om morgenen, men jeg har mine ørepropper, så jeg sover fint indtil vækkeuret ringer. Jeg kan jo ikke forstå hvordan man kan klare sig uden ørepropper, og har da også fundet et apotek hvor jeg kan få nye forsyninger, efter at have spurgt forgæves 3-4 steder. Kommende rejsende: Medbring eventuelt hjemmefra. Ellers er der meget stille og roligt i huset, og ved 21-tiden går drengene til ro, og så må jeg jo stoppe guitarspil og musik fra PC’en og læse lidt i en bog. Jeg er nu også vænnet til at falde tidligt i søvn og stå tidligt op, så det er okay.

Det er en uvurderlig frihed at kunne gå til byens mange tilbud på få minutter, vende hjem, og gå ud igen - uden at skulle tænke på busser og spisetider. Kun når jeg har købt stort ind i supermarkedet eller når det regner, kan jeg fornemme at jeg ikke bor helt centralt. Jeg bor sydøst for parken og har altså nemt til busserne til arbejdet i Santa Maria. Når der ellers er busser! Politiet har været efter de uofficielle minibusser med bøder osv. Og derfor har det nogle dage været nødvendigt at vente på de langsomme camioneta’er, hvilket giver nogle forsinkelser. Man må dog prøve at praje hvad der kommer forbi, og så ellers hoppe på ladet af en pick-up eller hvem der nu tilbyder sig. Lidt irriterende at transportmulighederne gennem et par uger har været ustabile, og utilregnelige. Et par gange har de forsøgt at undlade at give byttepenge, og kræve lidt ekstra gringo-takst fra mig, men generelt snyder de ikke udlændinge i camioneta’er og minibusserne (har oplevet det i en pick-up). Specielt i regnvejr, når men har glemt sin paraply, er det irriterende at vente på busser, for regnen kan være temmelig våd i både Santa Maria og Antigua. Det meste regn falder dog i de sene eftermiddagstimer og om aftenen/natten. En dag troede jeg dog ikke jeg kunne komme hjem fra arbejde da de små jordveje omkring hogaret var oversvømmede, ligesom en festlig aften sammen med de øvrige danske pædagogstuderende blev afsluttet med at vi måtte gå gennem oversvømmede gader. Det var nu meget festligt efter nogle cuba libre’er at tage sine nye sko i hånden og vandre gennem regn og dybe vandpytter i strømpesokker (som det så fjollet hedder på jysk?). Det er nu lidt besværligt med den regntid, og det ærgrer mig lidt ikke at have fået rejst lidt mere rundt, mens det har været tørt (til stranden, og til Lago Atitlan), men jeg må jo se at komme af sted nogle weekender og håbe at vejret er OK. Iris har vaskemaskine, så jeg kan få vasket uden at skulle pukle med vask i hånden, men det er svært at få tøjet tørret, når sluserne fra oven åbner sig næsten hver eftermiddag.

Som resultat af tidligere mavepiner og generel underernæring var jeg jo gået hen og blevet hulkindet og mager, så jeg har forsøgt mig med en fedekur bestående af masser af billige is, cola og fast-food, men det har ikke rigtig hjulpet. Det er sgu heller ikke nemt når man igen og igen rammes af mavesyge og ligger brak en dags tid. To weekender i træk har jeg haft ondt i mavsen, og det er sgu lidt dumt at arbejde hele ugen, og så være syg når man har fri. Jeg kom dog i byen den første weekend, og fortrød at jeg ikke havde drukket mig pløret, når jeg nu alligevel skulle brække mig og have ”tømremænd” dagen efter. Jeg måtte dog aflyse at komme til danskerfødselsdag den følgende weekend efter tilbagevendte symptomer på mavebesvær. Måske er det maden jeg køber på markedet, måske er det uvasket salat fra restauranterne eller hvad ved jeg. Mine kolleger tænker det kan være parasitter/amøber fra vandet ligesom et par andre danskere har haft, men jeg venter lige og ser tiden an inden jeg render til doktor. Fedekurens manglende succes har også betydet at jeg har været nødsaget til at købe lidt nyt tøj, fordi bukserne blev ved med at falde ned om hælene på mig. Jeg har været et smut i storcenter (Tikal Futura, Mira Flores)i hovedstaden, hvor man kan købe billigt tøj (i forhold til Danmark) - også kendte mærker i tilsyneladende original kvalitet. Stort set alle, også de fattige børn i Santa Maria går i Lacoste-poloer og lignende, men ægtheden er vist tvivlsom, når prisen nærmer sig 10-15-20 kroner, og krokodillen ser underlig ud. Kommende rejsende shop-a-holics, kan altså handle mærkevarer (også ”ægte”) til gode priser i storcentrene, mens man skal være lidt mere påpasselig med ægtheden på markedet i Antigua.
Jeg blev en dag ringet op af familien i Danmark der bekymrede ville vide om jeg havde mærket noget til et kraftigt jordskælv i Guatemala, men der måtte jeg melde pas. Jeg havde befundet mig på mit værelse mens det skete, men ikke bemærket noget som helst. Iris nævnte dog senere at hele huset havde rystet, og ting på hylderne klapret. Måske var jeg bare blevet vant til lidt maverumlen (der til tider også kan måles på Richter-skalaen), og havde derfor ikke bidt mærke i lidt jordrystelse - men jeg er jo også hærdet efter det ”store” decemberskælv hjemme i Danmark, som jeg også mærkede i Randers hvor jeg bor. Lidt pudsigt at jeg skulle høre fra Danmark at et jordskælv havde ramt det område hvor jeg bor i Guatemala. Der var dog ikke forlydender om større skader eller tilskadekomne, så det har bare været en rystelse som så ofte før i Guatemala, og ikke noget man kan gå rundt og være bange for.


Hogares Comunitarios, Santa Maria de Jesus

Det er ikke på grund af at der ikke sker noget, eller fordi jeg mistrives at jeg endnu ikke har fået skrevet så meget om min arbejdsplads. Der sker en hel masse, og jeg har det glimrende med mine kollegaer og de skønne børn. Jeg har dog min sædvanlige bekymring omkring mine mål for praktikken og om jeg nu når alt det jeg skal. Vejledning er der ikke rigtig noget af, men vi får os da nogle snakke omkring de enkelte børn, og jeg kommer med forslag til ændringer i de vanlige arbejdsgange. Her får jeg brugt noget af min faglige viden og erfaring, men det bliver svært med egentlige faglige diskussioner når det foregår på mit gebrokne spansk, og seminarieundervisningens mange guldkorn ligger så langt væk (tid og sted). Jeg får jo heller ikke dokumenteret så meget på min blog, men fører dog dagbog med korte optegnelser over dagens betragtninger og oplevelser, og føler da også at jeg får prøvet mig selv af rent pædagogfagligt. At mine forventninger og mål var lagt an på en børnegruppe svarende til børnehave, og jeg så er mest sammen med de mindste er selvfølgelig også en udfordring. Jeg kan ind imellem savne gode ideer til, hvad jeg kan lave med puslinge-holdet, men vi får da trænet lidt motorik og sprog i leg og sang, ligesom jeg finder det vigtigt med nærhed og trøst - noget som ikke er så vant for børnene her (og i Guatemala generelt?). De to mamas kan godt give børnene (kun deres egne) et rap bagi, og selvom jeg finder det forkert, må jeg jo komme med mit synspunkt, og ellers respektere en anden kultur (som måske alligevel ikke er så fremmed fra hvordan danske forældre ”opdrager” deres børn?). Især Jessicas 3-årige søn Angel er præget af at være i hogaret under andre vilkår end de øvrige børn (det er jo hans hjem, og hans mor der skal deles med tyve andre børn). Jeg mener og tror dog at han har det svært fordi han ikke møder de samme krav og vilkår som de øvrige børn, men i stedet får lov at deltage i ”undervisningen” og spisningen m.m. som det nu passer ham. Ligeledes kan skældud’ene falde lidt hurtigt og skræmme de forsigtigste af børnene uden at man gør det store nummer ud af at lytte til børnene og til fulde forstå situationerne der fører til skældud. Jeg har et par gange måttet tage et uskyldigt barn i forsvar mod uretmæssige anklager og trusler om ”ingen mad til middag”, og ”dine forældre kommer til at betale…”. Det er nu bare deres facon og børnene har efter mine betragtninger et godt og tillidsfuldt/trygt forhold til de enkelte voksne. Jeg oplever også harmoni i børnegruppen, og der er ikke mange drillerier og stort set ingen fysiske bataljer. Kun de mindste ”taler” ind i mellem ved at klappe en håndflade i ansigtet på de andre og kradse og nive i kinderne. Blandt de ældste af børnene er der mange lighedspunkter med en dansk børnehavegruppe. En enkelt kan have lidt svært ved at være opmærksom på de andre børn, og på hvordan hans handlinger påvirker andre, ligesom en anden 5-6-årig dreng slet, slet ikke forstår (eller gider) de aktiviteter lærerinden laver med børnene (farvelægning, sange, og meget mere). Han er fuldstændig uopmærksom på hvad en snak om et bestemt dyr eller forskellige farver går ud på, og svarer helt ved siden af når han bliver spurgt om noget i forbindelse med ”undervisningen”. Lærerinden har søgt om en psykolog-observation på ham, og jeg mener da også han har behov en ”øget pædagogisk indsats”.
Jeg har haft overvejelser om de mindste børn har været understimulerede, da de ”bare” tuller rundt og rykker ting ned af hylderne. De virker dog til at udforske verden omkring dem, og ynder at efterligne de ældre børns ageren. Især den yngste Amy eller Eimy som vi kalder hende (hun hedder vist egentlig Ayleen), virker noget stille og passiv. Men når man endnu ikke taler eller kan gå er det jo også svært at gøre det store væsen af sig blandt tyve børn. Jeg brugte meget tid i starten på at få hende ud at gå med min støtte, og give hende noget opmærksomhed og nye horisonter i form af legetøj mellem hænderne, svingture og deltagelse i legene med de andre børn. Hun har nu taget enkelte skridt, men er stadig usikker på benene, og hun er begyndt at pludre en smule, og smil kommer der da også i ny og næ. På det seneste er jeg begyndt jævnligt at medbringe min guitar og synge nogle improviserede sange med de mindste, der spiller løs på diverse instrumenter. Herigennem får vi praktiseret lidt venten-på-tur, begyndende glæde ved musik og sprog-brug samt ikke mindst en spirende selv-følelse når vi synger om det enkelte barn. Enkelte af de improviserede eller oversatte sange har bidt sig fast hos børnene, ligesom jeg prøver at høvle et par akkorder til de sange de allerede kender.
Desuden har jeg forsøgt at ”oversætte” nogle lege såsom: ”Hund der er én der har taget dit kødben”, ”Alle mine kyllinger kom hjem”, ”Byen sover” m.fl. dog med vekslende held - måske tager det bare lidt tid før de forstår legens ”historie” og ”ide”.
Det store hit, har dog været de billedbøger jeg havde med fra Danmark, og oversatte i forbindelse med min spanskundervisning. Det kan kun anbefales andre der skal til Guatemala og arbejde med børn at gøre det samme. Børnene er vilde med at få læst de samme historier igen og igen, og elementer fra bøgerne indgår i børnenes leg, ligesom jeg bruger det i undervisningen når vi snakker om begreber som glad, trist og sur, forskellige dyr og farver osv.
Jeg er påbegyndt et fotoprojekt, hvor jeg ønsker at hvert enkelt barn skal have en lille bog med fotos fra sin barndom og tid i hogaret. Jeg tager selvfølgelig masser af billeder i det daglige, men har også besøgt de børnene i deres hjem, for også at kunne inkludere fotos herfra og fotos med familien. Jeg præsenterede ideen ved et forældremøde, og kun en enkelt havde ikke lyst ”at vise sit hjem frem”. Det var dog også lidt svært ikke at virke pågående når jeg var rundt i hjemmene og fotografere, men forældrene virker dog glade for at jeg vil give dem og børnene disse billeder til minde. Nu arbejder jeg så på at få taget en masse billeder i hogaret også, samt at finde ud af hvordan jeg skal samle billederne i nogle små hæfter. Desværre betød min pc-virus at en række gode fotos blev slettet, men så må jeg jo bare skyde løs på ny.
Mundo (organisationen bag praktikken i Guatemala) er jo så gavmilde at donere et beløb til de forskellige projekter som de studerende arbejder i. Da jeg nævnte dette i hogaret, var det højeste ønske at få et badebassin til børnene kunne soppe i og more sig med - og med den bagtanke, at vi så kunne få dem vasket en gang i mellem. Det kniber det med på hjemmefronten for enkelte af børnene. Taget på huset viste sig som det bedste sted (pga. et jævnt underlag der ikke ville ødelægge bassinet), og en halvskyet dag med en kold vind indviede vi bassinet. Der var dog sol nok til at skolde min ryg, og børnene havde det sjovt selv om de frøs en smule. Senere arrangerede vi en tur til en forlystelsespark i Guatemala City med zoo og kørende forlystelser. Det var en stor dag for børnene. Efter at have brugt penge på fornøjelser, begyndte vi at se på hvad vi egentligt manglede i hogaret. Jessica havde længe haft ønsker om to ting: renovation af badeværelse samt ”asfaltering” af den støvede og mudrede legeplads. Jeg havde selv tænkt på netop disse to ting, da badeværelset er noget ”nedslidt”, og let bliver uhumsk når 20 småbørn benytter det dagligt. Der er til eksempel et par af drengene der bare åbner døren, og så ellers stående på trappen tisser i retning af kummen 1,5 meter væk. Desuden er der ikke skyl, så vi må benytte vandspande fra en tønde. Vi har været på byggemarked og handle nyt badeværelsesinventar ind, så snart er der forhåbentligt skyl og sæde på toilettet samt en håndvask til snavsefingre.
Endvidere er jeg i samarbejde med Mundo gået i gang med at undersøge mulighederne for en udbedring af legepladsen og en eventuel opførelse af nye rum så hogaret kan vokse sig større og huse 30 børn i fremtiden.

Institutionsbesøg
Mens mine medstuderende i Danmark har indkaldsuger i deres paraktik, hvor de er tilbage på seminariet, har jeg to uger ”fri” til at besøge andre projekter/ institutioner i Antigua. Jeg havde besøgt en skole for handicappede børn, og snakket med en af lærererne. Der var ingen problemer med at besøge stedet som frivillig en uges tid, jeg skulle bare møde op, og tage en snak med lederen. Det gjord jeg så en mandag, men blev efter noget ventetid afvist ved døren med beskeden om at de ikke tog imod frivillige. Det var ærgerligt, at jeg slet ikke fik chancen for at forklare, hvorfor jeg gerne ville besøge deres skole. Min ide var at det for kommende studerende kunne være spændende med en specialpraktik der, da jeg har oplevet at handicapinstitutioner for børn er populære som praktiksteder blandt mine medstuderende. Men da de ikke tager imod frivillige, kan skolen desværre ikke anbefales til hverken APPE, Mundo eller pædagogstuderende med lyst til praktik i Antigua.


Vulkan Agua
Jessica og Deisy har en veninde fra Tyskland - Tina, der tidligere har været frivillig i hogaret, og nu arbejder i Guatemala City. Hun har gennem et par måneder boet hos Jessica i weekenderne, og ville gerne bestige vulkanen Agua, der er en af tre vulkaner der omgiver Antigua. Jeg blev spurgt om jeg ville deltage, og sagde selvfølgelig ja. Vi endte med at være 13 (Tinas venner/bekendte fra Antigua) der en lørdag morgen begyndte opstigningen fra Santa Maria de Jesus, og det var en hyggelig vandring på 5-6 timer mod toppen. Desværre var der overskyet, så vi gik gennem dis og småregn, og havde slet ingen udsigt (der ellers siges at være fantastisk). Jessica havde datteren Sarai på ryggen, og Deisy var/er gravid i fjerde-femte måned, så det var nogle seje damer der var med på vulkanvandring. Jeg fulgte nu også fint med, indtil vi begyndte at nærme os toppen. Så blev jeg ramt af den tynde luft, og kunne til sidst kun tage 25 skridt inden jeg måtte have en pause for at få pusten. Vi kom da op til krateret, hvor der var en bygning og en meget ujævn og stenet fodboldbane. På skyfrie dage skulle man kunne se til havet, men vi så ikke andet end grå dis med en sigtbarhed til tider på få meter. Vi fik spist den medbragte middagsmad, og kunne begynde nedstigningen. Jeg frøs tænderklaprende pga. fugtigt tøj, kulde men nok især på grund af ”højdesyge”, og det var med blå læber og fingre der ”sov” pga. manglende ilt i blodet, at jeg iklædt sweatre og regnjakke begyndte at gå ned mod Santa Maria. Varmen vendte hurtigt tilbage, og efter 2-3 lette timer var vi tilbage i byen og jeg kunne træt vende hjem til Antigua. Benene var ikke plaget af vandringen, men jeg frøs hele aftenen og natten, og var syg med noget der mindede om lungebetændelse to uger efter. Det var dog ikke værre end at jeg kunne arbejde som normalt.

Monterrico

Efter mange weekender i Antigua, var det ved at være på tide at få rejst lidt, og set andre steder, så forrige weekend tog jeg et par dage til stranden ved Monterrico. Jeg havde ikke fået booket et værelse hos de anbefalede hoteller, men kom med shuttle dertil efter 2-3- timers kørsel fra Antigua. Jeg fandt en ledig seng på et hostel på stranden, og fik set Stillehavet for første gang. El Caracol, som stedet hed var egentligt lukket, men et par gutter fra Australien og New Zealand havde lejet det for et par måneder, og brugte det som deres private weekend-party-sol sted mens de i løbet af ugen boede i hovedstaden. Selvom det absolut ikke var luksus, og meget hærget, så var det nu fint nok, og jeg fik snakket lidt med de to og de få andre gæster. Lige ved siden af lå det populæreste hotel/hostal/bar: Johnnys Place, og her fik jeg da set lidt til festlivet lørdag aften. Ellers nåede jeg at få spist noget godt seafood og badet i de vilde bølger, der godt kunne vælte en omkuld, når de skød alt sandet væk under fødderne på dig. Jeg var også på en guided tur rundt på floden med mangrove og se lidt på dyrelivet. Det var nu ikke det vilde sus, og lignede umiddelbart en sommertur på Gudenåen. Vi fik dog set den fire-øjede fisk, der svømmer i overfladen, og har et sæt øjne over og et sæt under vandet. Søndag eftermiddag ville jeg en sidste tur i bølgerne inden hjemturen, og endte med i et dyk at blive tæsket med hovedet mod bunden, så det gav et knæk i nakken. Jeg nåede at tænke dykkerulykker og kørestol inden jeg kom til mig selv i vandkanten, og havde sluppet med hovedpine, hold i nakken og ondet i det øverste af ryggen. Det var ikke den fedeste hjemtur i en varm bus ad bumpede veje med den smadrede nakke. Jeg mødte to hold danskervenner mens jeg var der, men for begges vedkommende var det mens de sad i busser på vej hjem mod Antigua, så vi fik ikke set hinanden mens vi festede eller badede i den lille, men hyggelige by Monterrico. Myggene var ikke så stort et problem som frygtet, og jeg fik den varme og sol, der ikke er garanti for i Antigua, nu det er ”vinter” (maj-september). Nakken har fået det bedre, men her en uge efter er der stadig lidt stivhed og hovedpine, hvilket heldigvis kan kureres med drinks og cervezas.




Rejsebrev 3 for april måned er hermed slut og har med vanlig nøl strakt sig langt ind i maj måned, og må tælle for mit rejsebrev for maj også. Et par måneder har jeg tilbage, og ser frem til hvad de byder på arbejdsfronten, og diverse smårejser rundt i landet (evt. andre lande).

Søren Hansen, Antigua, Guatemala 30. maj 2009.

---

---