Fest

I dag holdt vi fest. Vi havde planlagt det for laenge laenge siden, at den dag, hvor Maria havde vaeret kaerester med sin Martin i to aar, skulle vi holde en rigtig dansk foedselsdag med varm kakao, boller og kager... Saa mens Mette og jeg satte os til at skrive en lille lejlighedssang, kokkererede Maria i lange baner.

Vi havde koebt noget, vi troede var en kageblanding i det lokale supermarked, og nu havde Maria forsoegt at foelge opskriften og lavet en dej, der havde samme konsistens som suppe, og som ikke lugtede eller smagte af noget som helst. Vi forsoegte at spaede den lidt op med sukker og kakao, og smor... Til sidst blev vi da ogsaa enige om, at den smagte saa nogenlunde af, hvad kagedej plejer at smage af. Saa ind i ovnen roeg det. Efter lang lang tid, blev vi enige om, at nu maatte kagen da vaere faerdig, og vi tog den ud, og smagte paa sagerne. De smagte ikke af noget som helst. Bare en klam dejet masse, som ikke rigtig var haevet, og faktisk bare var ulaekker. Vi ved ikke hvad det var vi havde lavet kage af, men vi tror naeppe det var en kageblanding. Maaske var det en buddingblanding i stedet for. Hvem ved?!

Kagen blev altsaa droppet, og det var maaske meget heldigt, for da vi havde spist boller, is og pandekager var vi saa maette (Ja, Mette var i hvert fald - HAHAHA) at vi knap kunne bevaege os. Vi havde ogsaa sunget lejlighedssangen hele to gange, og raabt hurra for Maria og Martin, og hygget os rigtig meget. Saa brugte vi lidt tid paa at rydde op, og spillede et par spil. Det var en rigtig hyggelig dag, der som saedvanlig floej afsted. Foer vi faar set os om, er det loerdag og vi skal til Almaty, og turen er slut. Suk.

Vi skal med taxa til Almaty, fordi der kun koerer busser og tog om natten, og saa ville vi foerst vaere i Almaty d. 24. om morgenen og vaere totalt smadrede efter en daarlig nat, og ikke faa noget ud af det. Saa vi har - meget mod Andreys vilje, tror jeg - besluttet os for en taxa d. 23. om morgenen, saa vi er der tidligt paa eftermiddagen, og baade kan faa lidt ud af den dag, og af d. 24. Andrey ville nok hellere have vaeret med bus, fordi det er billigere, men Mette bliver enormt koeresyg, og desuden havde han lovet os, siden starten af April, at vi skulle afsted d. 22. Det kan vi selvfoelgelig ikke alligevel. Saa manglede det da bare, at vi foerst skulle komme d. 24. Altsaa!

Loerdag aften havde vi bestemt, at vi skulle i byen, fordi det var meget laenge siden. Vi fandt vores dejlige stamcafe og bestilte hver en cocktail. Naeppe havde vi drukket den, foer regningen kom, og tjeneren blev ved med at staa og vente paa, at vi betalte den. Mette trak den rigtig ud, og sad og kiggede sine boner igennem, og alt muligt, foer hun endelig betalte. Nu lukkede cafeen altsaa, og saa havde vi bare at smutte. Meget maerkeligt. Saa det blev ikke til meget bytur. Men saa gik vi hjem til mig for at sove, og laa bare og snakkede i stedet.

Soendag havde vi saa planlagt bare at slappe af og se film, fordi vi jo troede vi ville have vaeret traette efter en bytur. Vi tog videoen fra vores koekken og satte den ind i stuen for at slutte den til fjernsynet der. Det ville ligesom vaere bedre, at vi kunne faa lov til at vaere i fred, og det kunne Aizhan og hendes mor ogsaa.
FRED blev der sagt. For saa snart de fandt ud af, hvad vi havde gang i, kom de og blandede sig, og mente, at man kunne altsaa ikke saette videomaskinen til det andet fjernsyn, det var helt umuligt. Foerst proevede Aizhan, og da det ikke lykkedes, kom moderen, og var ret irriteret over, at vi proevede saadan noget pjat. Vi havde virkelig bare lyst til at sige: "Saa skrup dog af med jer!!!!" for vi kunne ikke faa fred til at ordne det - for selvfoelgelig kunne det lade sig goere. Til sidst tabte vi taalmodigheden, og gik hjem til Maria og Mette mens vi brokkede os hele vejen over hvor aandssvage de var!

Men nu er der sket noget stort hos dem. Farmanden er vendt hjem. Han har arbejdet i en anden by, og jeg troede faktisk lidt, at de var skilt, og det bare var fordi de var flove over det, de sagde det med arbejdet, for jeg har aldrig set ham foer. Men nu er han her altsaa, og han skal vaere hjemme i 10 dage, foer han rejser igen. Saa hvis jeg har vaeret uvelkommen foer, er jeg det da i allerhoejeste grad nu. De naermest trippede for at faa mig ud af huset fra morgenen af, og jeg gruer for at komme hjem nu. Jeg undrer mig ogsaa over, hvor Aizhan sover, nu hvor faren er der. Hun plejer jo at sove i dobbeltsengen sammen med sin mor.....?!
Maaske var det planen, at han skulle komme hjem, naar jeg var rejst - det skulle jo have vaeret d. 15., men nu er jeg der bare stadigvaek. FEDT NOK for mig.
Jeg kan da godt forstaa, at de gerne vil vaere i fred, men jeg ved altsaa ikke lige, hvor jeg skal goere af mig selv. Saa kan den far da ogsaa bare vaelge at komme hjem noget oftere!!
Mette og Maria har dog sagt, at jeg altid kan komme og bo hos dem, hvis det skulle blive aktuelt. Soedt af dem!

Ellers gaar det som det plejer. Der er jo ikke ret lang tid til vi skal hjem nu, og selvom det bliver rart nok at komme til et hus, hvor man er lidt mere velkommen, saa bliver det nu ogsaa trist. Vi har virkelig haft det sjovt, og nydt hver eneste dag, selvom det overhovedet ikke er spor i retningen af det man regnede med.
Vi er ogsaa lidt bekymrede over taskeplads, men det gaar nok - det skal det jo. Vi maa efterlade noget her, ogsaa selvom det ikke fejler noget. Jeg glaeder mig i hvert fald til at komme hjem og vise alle mine nyerhvervelser!

Forresten var det helt umuligt for os at haeve penge i et stykke tid. Vi var rimelig meget paa den, for vi skulle jo bruge penge til turen til Almaty, og alt muligt andet. Heldigvis er det gaaet i orden igen. Der er ingen, der ved, hvad der var galt...

Nu vil jeg til at slutte....

- Hanne

---

---