En fortaelling om en bustur

Efter nogle dage i Bukittinggi, var tiden kommet til at vi ville videre til Danau Toba. Vi undersoegte de forskellige muligheder for at komme derop og priser. Vi ville gerne rejse saa nemt og bekvemt, da det var en bustur paa 15 timer. Valgmulighederne stod mellem minibus (max 6 personer) eller executive bus (et saede til hver, med AC og som ikke stoppede for at samle lokale op undervejs). Vi snakkede meget om det, netop fordi det var en meget lang rejse. Vi besluttede os for minibussen, da det tiltalte os mest, men da vi ville booke, blev vi raadet til at tage den excetutive bus istedet pga at det snart var nationaldag og derfor en del rejsende til og fra byen som ville bruge minibusserne. Efter vi havde sikret os at bussen var med air-con og ikke ville stoppe i tide og utide for at samle lokale, bestilte vi vores billetter til dagen efter.


Da det var en natbus vi skulle med, havde vi det meste af naeste dag til at tulle rundt i byen og faa tanket lidt proviant til turen. Vi havde faaet at vide at vi skulle vaere ved bussen kl. 16.00, saa kl. 15.30 begav vi os afsted med vores rygsaekke mod busstationen sammen med ham vi havde koebt billetterne af (han arbejde paa den lokale cafe, hvor de arrangerede forskellige ture i omraadet omkring Bukittinggi). Han ville foelge os derhen, da det var lidt svaert at finde. Vi skulle gaa et lille stykke og derefter med et oplet (en lille bus) resten af vejen. Men da vi kom til opelet stationen, stod der rigtig mange mennesker og ventede, saa han besluttede, at vi kunne da ogaa gaa til busstationen. Saa vi gik - i 30 graders varme og med fuld oppakning - noej det var varmt. Det foeltes som rigtig langt, men hvor langt vi rent faktisk gik, vidste vi egentlig ikke.


Busstationen var egentlig ikke en station, men mere en jordholdeplads hvor busselskabet, som koerte til Danau Toba, havde kontor. Bussen holdt midt paa pladsen og saa ved foerste oejekast ok ud. Det var ikke en luksusbus, men det havde vi egentlig heller ikke forventet. Da vi havde faaet at vide, at vi skulle vaere der kl 16.00, havde vi ogsaa en forventning om at bussen havde afgang kort tid derefter, men kl. blev baade 16.30 og 17.00, uden der skete ret meget (ud over et toiletbesoeg Tanya helst glemmer). Endelig kl 17.15, fik vi besked paa at gaa om bord.


Hvis bussen udefra saa ok ud, var dette bestemt ikke tilfaeldet indefra. Bussen var meget beskidt og der laa pakker og bagage i midtergangen, som man skulle traede over for at komme til vores saeder, som var stoevede og noget beskidte - heldigvis fik vi da et hver. Da bussen begyndte at koere var vi lidt skeptiske - og den skepsis skulle vise sig at vaere velbegrundet. "Personalet" der var med bussen lignede nogen der aldrig havde set et stykke saebe, og med det samme bussen rullede ud paa vejen, begyndte der lugte af roeg - folk sad og rog INDE i bussen!! Med kun de to forreste vinduer der kunne aabnes, tegnede det til at blive 15 lange timer...


Foran Tanya sad et aeldre indonesisk aegtepar, som troede vi var amerikanere. Fra manden, som saad foran Tanya, kom der nogle suttelyde. Foerst troede hun det var et bolche han suttede paa, men det var altsaa hans gebis. Indimellem skulle han ogsaa lige maerke om det sad rigtigt og saa roeg hele kloer 5 op til munden...


Da bussen havde koert lidt, holdt den ind til siden for at samle de foerste lokale op. Da alle saederne var optaget, maatte de placere sg i midtergangen. Ved siden af Steffen kom der til at sidde en dame, som sad og pillede bussemaend og toerte dem af i nakkepuden foran ham... Bussen blev ved med at samle folk op i loebet af aftenen og hver gang skulle de kravle hen over bagage og de andre der sad i midtergangen.


Efter 7 timer i bussen havde vi vores foerste pause. Tanya havde med vilje begraenset sit vaeskeindtag for at undgaa suspekte toiletter (og ikke mindst bussens, som eftehaanden udsendte meget kraftige lugte). Men alligevel var hun altsaa noedt til at skulle paa toilet. Stedet hvor vi holdt pause, virkede til at vaere ude midt i ingenting - kun med en resturant, toilet og ikke meget andet. Steffen valgte at gaa lidt afsiddes til nogle buske istedet for at skulle bruge toilettet (maend har det altsaa bare nemmere!!!), mens Tanya maatte gaa den tunge gang til toiletterne. Toiletterne var meget natural - helt bogstaveligt. De laa lidt nede af en skraanning, saa der var ikke rigtig nogle vaegge - kun det mest noedvendige afskaermning. Toiletbaasene var en halv meter hoeje og der var ingen doere. Man satte sig over skraevs over et hul hvorunder der loeb en flod. En positiv ting var at der slet ikke lugtede grimt!


Tilbage i bussen ville vi proeve at se om vi kunne sove. Men ret meget blev det ikke till. Vejene var ikke i saerlig god stand og billisterne paa Sumatra har det med at bruge hornet hver gang de ser en anden bil - HVER GANG!!! Til vores held var der ikke saa mange biler om natten - men de der var blev hils hoejlydt med hornet. Desuden havde chauffoeren og hans crew en forkaerlighed for indonesisk techno pop, som i vekslende lydstyrke stroemmede ud af hoejtalerne aftenen og natten igennem.


Kl. 10.00 naeste dag ankom vi til Danau Toba - en rejse paa 17 timer var slut.


Efter vi havde faaet vores bagage, fandt vi vores vej ned til faergen, som foerte os til Samosir - en oe som ligger I Danau Toba.Vi blev indlogeret paa det skoenneste lille guesthouse (35 kr. pr. nat), hvor vi have egen terasse og foran os var en skoen lille have som foerte direkte ud til soeen. Udsigten var stejle skraaninger af den uddoede vulkan. Det var bare saa perfekt som det overhovedet kunne vaere og set i bakspejlet kunne vi sige at busturen havde vaeret det hele vaerd…

---

---