Rekonstruktion (af tabt blog)

Jeg er landet.
Jeg ved ikke hvor jeg er landet.
Da jeg landede, stod en mand og holdt et skilt med mit navn paa.

Ovenstaaende ved jeg.

Udover disse tre sparsomme oplysninger flyder alt ud, som stoev under solen.

I dag sendte en tigger sit 2 aarige barn stavrende imod mig. Hun haegtede sig paa mit bukseben og chantede langsomt, men taktfast:

"One rupee, one rupee". En tiendedel af en oere.

Jeg ved det skete.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg med en svajende bevaegelse og et stift blik gik upaagtet videre.

I flyet sad jeg ved siden af en venlig engelsk kvinde, som havde arbejdet som tour-operatoer i Indien i 20 aar. Hun fortalte mig en historie, foranlediget af en anden historie, nemlig den i Berlingske Tidende om Pashtunerne.

Pashtunerne er et stolt kriger-folk, der lever i graenselandet mellem Pakistan og Afghanistan. Nogle er Taleban, men stoerstedelen blot mennesker fanget i et storpolitisk spil.

Historien tager sit udgangspunkt i en Engelsk journalists besog i netop graenselandet, ingenmandslandet. Og manden som leverer historiens konklusion? Han er heller ikke nogen undtagelse, han er ikke taleban.

Fortaellingen gaar som foelger:

Pashtunen og englaenderen kom til at tale om krigen. Tidspunktet for denne samtale var i allerhojeste grad penibel, for kun 2 aar tidligere havde vesten foretaget sin invasion.

Englaenderen forsikrede Pashtunen, at krigen skam ikke var stoettet af stoerstedelen af hans befolkning.

Pashtunen replicerede toert:
"But I thought England was a democrazy?"

Englaenderen, noget overrasket over det retoriske spoergsmaal, fortsatte sit journalistiske goeremaal -
"How long will you keep fighting?"

Taenksomt og til englaenderens forbavselse konstaterede han:

"You may have the watches,
but we, my friend, have the time".

Ja. Saa er det begyndt.
Hvis jeg nu bare kunne finde et ur.

---

---