Zlini og Ketsjer - nu ved solopgang

Namaste namaste, de damer og de herrer!

Nu er vores tid med chauffoeren forbi. Vi har vaeret rigtig glade for den tur vi har vaeret paa med ham, og vi har set saa meget som vi formentlig ikke ville have set, hvis han ikke havde fortalt om det, og vi ikke havde haft bilen. Han var undertiden blevet lidt af en reserve-far, saa det er lidt maerkeligt pludselig at staa paa egne ben nu, men samtidig nyder vi det i fulde drag!

Siden vi skrev sidst, har vi besoegt byerne Jaipur og Ranthambore. I Jaipur var vi, ved solopgang (altsaa af sted kl. 6), ude at ride paa en stoerre elefant, der desvaerre lod til at vaere lidt forkoelet, og derfor pustede snot/savl (maaske bare vand) ud af snablen, som hver gang ramte os sikkert lige midt i ansigterne. Men ud over det var det en super fed oplevelse, og vi skal helt sikkert ud og lege med elefanter, engang igen paa denne tur.
Ranthambore er en nationalpark, hvor vi var paa tigersafari - igen ved solopgang. Her saa vi blandt andet en krokodille og tre store vilde tigre. De havde dog, ligesom os, stort morgenhaar, og gemte sig derfor rimeligt gpdt i graesset. Men det var alligevel en rigtig stor oplevelse.

Det sidste sted vi var med chauffoeren var Agra, og her skulle vi selvfoelgelig se Taj Mahal. Vi skulle selvfoelgelig se det saa tidligt om morgenen som overhovedet muligt, og var derfor oppe kl. 05:30, saa vi kunne se Taj Mahal i solopgangen.. Vi havde forventet at det var stoerre end det var (Katia var lidt skuffet), men det var selvfoelgelig rigtig, rigtig flot - og vi fik da ogsaa fyret lige omkring 400 billeder af.

Nu sidder vi i Khajoraho, som vi egentlig ikke kendte til, men som vi har faaet anbefalet. Byen er ret lille, men meget kendt for de mange og flotte kama sutra templer, som vi har set de foerste af i dag. Desuden har vi brugt dagen paa at vaere paa et posthus, hvor de snakkede forholdsvis ringe engelsk, men det lykkedes dog alligevel at faa sendt en pakke hjem til Katia (Info til familien Buch Haervig, der gerne skulle modtage en grande pakke i loebet af ca. 3 uger).

Det foeste, alle indere spoerger om, naar man moeder dem er "Where are you from?", og derefter "What is your name?". Naar man forstaar hvad de siger, og svarer Denmark til det foerste spoergsmaal, er reaktionen for det meste "Ooh, milk country...". Hvis der er nogen, der har en ide om hvorfor, maa I gerne smide en kommentar om det, for vi har ikke kunnet se noget dansk maelk hernede. Til naeste spoergsmaal svarer vi selvfoelgelig vores navne, som de straks proever at gentage. Det gaar dog mindre godt, og derfor hedder vi hernede Zlini og Ketsjer. Katia er dog alligevel en hel del lettere at udtale, og hun er derfor nogle gange heldig rent faktisk at hedde Katia. Trine, derimod, er dog umuligt at udtale, da de paa ingen maade kan sige de lyde, og hun maa derfor forblive Zlini.

Vi har begge to nu ogsaa proevet at vaere forholdsvist mave-syge, og virkelig haft det daarligt. Derfor er der kommet gang i diarre-pillerne, som faktisk virker. I den forbindelse var vi rigtig glade for vores chauffoer, der lige saa snart man naevnte ordet toilet, straks speedede op til hvad der foeltes som 180 km i timen, gerne i den forkerte vejbane for at undgaa bilerne, og paa de mindste grusveje, for at slippe for troldebae paa bagsaedet.

Det var alt for nu. Nu vil vi proeve at gaa ud at spise paa en af vores Lonely Planet restauranter.
Vi vil forsoege at laegge billeder ind, men alle de gange vi har proevet det, har internettet vaeret saa ringe, at det ikke kan lade sig goere. Men tjek vores galleri alligevel.

Hold jer muntre, ligesom vi goer!
Mange glade hilsner
Zlini og Ketsjer.

---

---